2 børn på 5 og 8 år skulle IKKE tilbage til F i USA efter at M havde taget dem til Danmark. 2-årig skulle ikke tilbage, – Fuldmægtigen2012/113 – ændret af Højesteret 20. august.
Fogedretten lagde vægt på, at børnene havde boet i Danmark i ca. 20 måneder. Det yngste barn, der kun var 3½ måned, da hun kom til Danmark, havde ikke haft nogen kontakt med sin far. Den mellemste, der var 3 år, da han kom til Danmark, og den ældstes eneste kontakt med deres far havde været ugentlige samtaler over Skype. Efter det oplyste var alle børn velintegrerede. Der var videre lagt vægt på, at mor efter det oplyste altid havde været børnenes primære omsorgsperson, og at far under samlivet var på flere længerevarende øvelser og udstationeringer. Der var endelig lagt vægt på, at far efter samlivsbruddet var flyttet til en anden stat og havde etableret sig med en ny familie med 4 yngre børn.
Landsretten udtalte om erklæringen af 12. juni 2010, at den var afgivet kort efter, at far ophævede samlivet med mor. Mor skrev i en e-mail i perioden op til den 12. juni 2010, at hun ikke havde mulighed for at få et arbejde, idet hun ikke kunne sende børnene i skole/børnehave uden fars accept af, at børnene fik adresse i Danmark. Det fremgik af mors ansøgning om forældremyndighed, som Statsforvaltningen modtog den 9. juni 2010, at far ikke på daværende tidspunkt ville gå med til, at børnenes bopæl blev i Danmark. Der var på den baggrund ikke grundlag for at antage, at far ved sin erklæring af 12. juni 2010 havde accepteret, at børnene varigt fik bopæl i Danmark.
Sagen indeholdt også et spørgsmål om international kompetence.
En amerikansk domstol traf den 5. august 2011 afgørelse om, at børnene skulle tilbage til USA. Fra dette tidspunkt må tilbageholdelsen af børnene anses for ulovlig og dermed i strid med lov om internationale børnebortførelser § 10, stk. 2.
Det er efter de foreliggende oplysninger ikke sandsynliggjort, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af den 8-årige [A] og den knapt 5-årige [B] vil være til skade for deres sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle. Der er derfor ikke grundlag for at nægte tilbagegivelse af dem efter lov om internationale børnebortførelser § 11, stk. 2.
[C] var ca. 4 måneder, da [mor] i maj 2010 rejste til Danmark med børnene. Som anført accepterede [far], at børnene blev i Danmark, indtil der forelå en afgørelse om forældremyndighed. Far har således accepteret, at [C] opholdt sig i Danmark med sin mor og sine søskende fra hun var ca. 4 måneder, til hun i august 2011 var ca. 1½ år gammel. Herefter og efter oplysningerne om den meget begrænsede kontakt, [C] havde haft med sin far – via Skype – er der en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for hendes sjælelige og legemlige sundhed eller på anden måde sætte hende i en situation, som hun ikke bør tåle.«
Landsretten bestemte, at de to ældste børn skulle tilbagegives til far i USA. Landsretten stadfæstede fogedrettens afgørelse for så vidt angik det yngste barn.
HØJESTERET ændrede, så alle tre kunne blive i Danmark. Afgørelse 20. august 2012. Jeg har ikke set præmisserne endnu