10- årig D skulle have bopæl hos F, efter at M var flyttet til en anden by 70 km væk, TFA 2016/221 VLD

10- årig D skulle have bopæl hos F, efter at M var flyttet til en anden by 70 km væk, TFA 2016/221 VLD

Byrettens begrundelse:

Begge parter må anses for egnede som bopælsforældre.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder retten, at det vil være bedst for A, at han beholder sin bopæl hos sin mor, også selvom dette vil betyde, at han vil skulle forlade sine hidtidige rammer på – – -.

Retten tager således M’s påstand til følge.

(konklusionen er altså bopæl hos M).

Landsrettens begrundelse:

Landsretten tiltræder, at begge parter må anses for egnede som bopælsforældre.

A, der er 10 år, har klart givet udtryk for, at han ønsker at bo hos sin far, og at han gerne vil fortsætte i samme skole som hidtil. Under hensyn hertil og under hensyn til A’s behov for struktur og forudsigelighed finder landsretten det bedst for A, at han får bopæl hos sin far.

Landsretten tager derfor F’s påstand om, at A får bopæl hos ham til følge.

kommentar:

Det er mildt sagt ikke en dom, man bliver ret meget klogere af at læse. Byretten kommer til en konklusion med en meget tynd begrundelse. Landsretten til en anden med en lige så tynd begrundelse.

Umiddelbart tænker jeg, at man har lagt et kæmpe ansvar på en 10-årigs skuldre. Der er jo ingen børn, som ønsker forandringer.

Kort og godt: det er umuligt at vurdere, om afgørelsen er ”rigtig eller forkert”, bortset fra det faktum, at den, som Vorherre giver et embede, giver han også evnen til at bestride det. Her har 3 landsdommere besiddet den højeste grad af visdom. En sådan grad, at det har været unødvendigt at begrunde det ordentligt.

Viggo Bækgaard