Vive rapport om de mest komplekse forældreansvarssager – oktober 2024
Vive er i gang med et projekt, der samlet skal evaluere det familieretlige system. Hovedundersøgelsen kommer ifølge rygter på vandrørene først i 2025, selv om det var meningen, at den skulle komme i år.
Som en del af den samlede evaluering er der nu kommet en rapport, der vurderer de mest komplekse forældreansvarssager.
Ofte oplever jeg, at den type undersøgelser/rapporter ”bare” fortæller en hel masse, som man ved i forvejen, hvis man følger med og kender området godt. Sådan er det også for mig med denne rapport. Dog er der elementer i den, som jeg ikke forstår eller er lidt tvivlende over for.
Men undersøgelserne er jo også beregnet til at indgå i den proces, som hele tiden pågår som led i det, man kan kalde den politiske opfølgning.
Man kommer bestemt langt i forståelsen ved at læse hovedkonklusionerne, selv om jeg har oploadet både den forkortede version og den fulde rapport. Når jeg her refererer til sidetal, er det fra rapporten med hovedresultater, hvor ikke andet er nævnt.
Det tværsektionelle samarbejde.
Rapporten konstaterer, at der er mål for reformen (2019), som har været vanskelig at indfri. Et væsentligt mål drejer sig om det tværsektionelle samarbejde. (side 6).
Her refereres der til, at man forestillede sig et mere intenst samarbejde mellem Familieretshuset og de sociale myndigheder, som det er beskrevet i familieretshuslovens § 30, der lyder sådan:
”§ 30. Under Familieretshusets behandling af en § 7-sag kan Familieretshuset, kommunale myndigheder, sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner, politiet og anklagemyndigheden indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets og parternes personlige og familiemæssige forhold, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til afdækningen af, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. Udveksling af oplysninger efter stk. 1 kan ske ved afholdelse af møder.
Stk. 3. Familieretshuset kan videregive rettens afgørelse i sagen til de myndigheder, med hvem der er udvekslet oplysninger efter stk. 1, hvis det er nødvendigt for disse myndigheders beskyttelse af barnets bedste. ”
Budskabet er altså, at samarbejdet mellem især Familieretshuset og de sociale myndigheder kunne være bedre.
Socialt udsatte fylder meget.
Selv om det ikke er rigtig overraskende, konstateres også på side 6, at mange familier i §7 sagerne (de tunge sager) er socialt udsatte med ”en væsentlig byrde af udfordringer”. Mange af familierne er allerede kendt af de sociale myndigheder. Spørgsmålet i den familieretlige sag er ofte ikke det største problem for barnet.
Konklusionsrapporten fortsætter her med disse ret vigtige sætninger (side 6):
”Det kan være mere afgørende, at moren eller faren er psykisk syg, at en forælder er dømt for alvorlig kriminalitet, eller at der foregår vold mv. i hjemmet. Sådanne problemstillinger lader sig ikke løse gennem et par møder og en familieretlig afgørelse, men fordrer en langsigtet social indsats for at skabe ro og trivsel i familierne. I det perspektiv er det forventeligt, at sagsbehandlingsforløbet i Familieretshuset og familieretten ikke i sig selv kan rykke afgørende ved forældresamarbejdet og barnets hverdagsliv. Som sådan er det ærgerligt, at de ambitioner, der oprindeligt blev sat for et øget tværsektorielt samarbejde mellem det familieretlige system og kommunerne, ikke i højere grad ser ud til at være lykkedes.”
Min egen berøring med systemet er 2-delt.
Som advokat støder jeg i virkeligheden mest på de socialt og økonomisk ressourcestærke. Mange af dem bliver til gengæld alligevel socialt angrebet netop af fænomener som dem, der er nævnt i det foregående afsnit.
I 25 år har jeg imidlertid sideløbende – men selvfølgelig med min advokatbaggrund – både gennem Børn og Samvær og ved deltagelse i en slags retshjælp på forskellig vis haft kontakt også med mere generelt svage grupper, der åbenlyst har brug for mere socialrådgiverhjælp end advokathjælp.
Så jeg ser og erkender bestemt problemerne og de udfordringer, mange står med.
Min børnepolitiske tilgang har hele tiden været opbakning til filosofien om, at det er vigtigt for barnet at have kontakt til begge forældre. Men jeg tilføjer stadigvæk, at ”samvær er godt men ikke for enhver pris”.
En rapport som denne ændrer ikke grundlæggende på de synspunkter.
Efter min opfattelse bør man i højere grad overveje, om det trods alle de gode intentioner i virkeligheden ikke er bedst for barnet, at det ikke gennem hele opvæksten skal være midtpunkt og kastebold i en kamp mellem forældrene. Det opnår man trods alt ”nok” bedst ved at gå mere efter ”fast base-princippet” og mindre efter vigtigheden af biologisk ligestilling.
Tredjedels resultatet.
Jeg glæder mig ærlig talt over den del af rapportens konklusioner, hvor det fortælles, at 1/3 af sagerne sluttes ”uden afslutningskode eller fordi, de bliver henlagt. 1/3 afsluttes med afgørelse eller aftale i Familieretshuset, mens 1/3 går videre til retten. Det er glædeligt overraskende for mig, at det trods alt kun er 1/3, der går i retten. Her skal man huske, at Familieretshusets afgørelseskompetence trods alt kun gælder de lidt mindre komplicerede sager.
Trods min mangeårige indædte kritik af Statsforvaltningen/Familieretshuset har jeg flere gange slået til lyd for, at Familieretshuset har en berettigelse især i de sager, hvor der ”er håb” – og det er ikke alle. Jeg skrev for eksempel om det i min kommentar til Vive-rapporten i september 2023 om Familieretshuset.
Så selv om det ser slemt ud udefra, ser jeg dog en smule opmuntring.
Det er også opmuntrende, at der er flere forlig i retten efter reformen. Det vælger jeg at tilskrive en indsats ikke mindst fra de involverede advokater, børnesagkyndige og dommere. Hvis ikke et forlig er presset ned over forældrene (hvad man somme tider oplever), er der ikke tvivl i mit sind om, at en aftale forbedrer potentialet fremadrettet.
Derimod er det mindre opmuntrende, at der er relativt få fremskridt i forældresamarbejde og trivsel efter sagsbehandlingen. Om det tænker jeg ofte, at det måske ville forbedre potentialet for samarbejde, om der rent faktisk blev en længere periode med reel ro for barnet.
Overraskelser for mig.
I hovedrapporten er der på side 76-78 et par delresultater, som virkelig overrasker mig. Citat side 76:
”For sager om forældremyndighed har vi information om, hvorvidt den fælles foræl-dremyndighed blev ophævet, om der blev pålagt fælles forældremyndighed, og om forældremyndigheden blev overført fra den ene til den anden forælder. Data viser, at den fælles forældremyndighed blev ophævet i halvdelen af forældremyndighedssagerne (50 pct.), mens det er relativt sjældent, at et forældrepar pålægges fælles forældremyndighed (4 pct.), eller at forældremyndigheden overføres fra den ene til den anden forælder (1 pct.). I de øvrige sager om forældremyndighed var der andre udfald. Det kan fx være sager, hvor en påstand om ophævelse af fælles forældremyndighed ikke er blevet imødekommet. Domsprocenten var væsentlig højere i sager, hvor den fælles forældremyndighed blev ophævet (83 pct.) i forhold til forældremyndighedssager med andre afgørelser (56 pct.). Jeg har svært ved at falde i næsegrus beundrings svime over ”tvangssamarbejde” og ”samvær for enhver pris”.
Rapporten siger altså, at den fælles forældremyndighed blev ophævet i halvdelen af sagerne med forældremyndighed som tema. Endvidere fortæller rapporten, at det er et fåtal af forældrepar, der pålægges fælles forældremyndighed.
Det er ganske enkelt resultater, der på ingen måde passer med de oplevelser, som jeg selv har i systemet. De strider også mod det, der forsøges indprentet via indoktrinering af politisk korrekthed både i Familieretshuset, i Familieretten og for eksempel gennem offentliggørelse af domme i TFA.
Jeg har forsøgt at læse de pågældende afsnit og tilstødende statistiske skemaer flere gange og må ærligt indrømme, at jeg virkelig ikke forstår konklusionerne. Er der en voksen læser, som kan forklare mig, om det er rigtigt tolket af mig som beskrevet her?
Til gengæld er det knap så overraskende, når det på side 78 i hovedrapporten fortælles, at fælles forældremyndighed noget hyppigere bliver ophævet, når sagen drejer sig om et barn i teenagealderen, men noget sjældnere, hvis barnet bor hos faderen og har moren som samværsforælder. Helt generelt siger jeg meget ofte, at det ikke giver mening af føre sag om teenagere. Så jeg tænker egentlig, at man oftest fører sager om teenagere efter krav om ændringer fra ”barnet”.
Afslutning.
Desværre er det min vurdering, at rapporten ikke fortæller meget, som reelt kan bruges til noget som helst.
Det skal blive spændende at læse hovedrapporten, når den kommer i løbet af 2025.
Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal le eller græde på børnenes vegne. Det er egentlig mest en bekymring for mig at tænke på, at jeg i nu 25 år virkelig har været inde i kernen af forældreansvarsproblematikken og nok må se i øjnene, at problemerne ikke løses ”i min tid”. Dertil er jeg efterhånden blevet ”for gammel”.
Vive rapport oktober 2024 – De mest komplekse forældreansvarssager – hovedkonklusioner
Vive rapport oktober 2024 – De mest komplekse forældreansvarssager – hele rapporten
Viggo Bækgaard
4. november 2024