Ny VIVE-rapport om Familieretshuset september 2023
Så er der kommet endnu en rapport fra VIVE på det familieretlige område. Denne gang er det en rapport bestilt og betalt af Familieretshuset.
Rapporten beskriver grundlæggende forældrenes oplevelse af de familieretlige myndigheder og er baseret på spørgeskemaundersøgelser. Rapporten indeholder ganske mange tabeller og gode oversigter.
Rapporten understreger, at man ikke forholder sig til, om udviklingen siden 2019 lever op til de politiske forventninger knyttet til de systemændringer, som blev indført dengang. Om det vil der i 2024 komme en særlig rapport, som angiveligt skal danne en del af grundlaget for den forestående evaluering af lovgivningen.
Jeg synes bestemt ikke rapporten er opmuntrende for nogen overhovedet. Den viser i al fald for mig helt overordnet, at det samlede system ikke virker optimalt.
Den forklarer intet og konkluderer intet. Jeg kan sige, at den ikke grundlæggende ændrer noget på min egen oplevelse af systemet men den siger heller ikke, at jeg har uret i det, jeg har sagt i årevis.
Lidt om mine forudsætninger for at vurdere og mene noget.
Jeg plejer at sige om forskning på dette område, at forskningen bekræfter, hvad man godt ved i forvejen, men at det er rart at få sat tal på.
Der er i denne rapport ganske meget, som giver en aha-oplevelse for mig. Men der er nu også noget, hvor jeg siger noget i retning af ”selvfølgelig” men alligevel tænker, at det ikke er helt så logisk, som jeg ville have tænkt.
De fleste læsere her vil vide, at jeg ganske intenst har engageret mig i familieretlige spørgsmål med stor fokus på forældreansvarsområdet i mere end 20 å. Mit faglige udgangspunkt har til alle tider været, at systemet ikke virker overbevisende for mig på børnenes vegne. Næsten fra starten bjæffede jeg, at vi lever i en ”bananrepublik” rent retssikkerhedsmæssigt.
Personligt har jeg lykkeligvis aldrig haft problemstillingerne inde på livet. Jeg er ikke selv skilsmissebarn, og det samme gælder for mine børn og børnebørn. Det gør det altså lettere at anskue tingene nogenlunde neutralt.
Jeg er advokat med det godt 20-årige særlige fokus på forældreansvarsområdet. Jeg gik ind på området, da jeg var all-round advokat i provinsen, fordi jeg blev præsenteret for nogle problemstillinger, der ikke svarede til min oplevelse af, hvad vores retssamfund burde præstere.
Siden årtusindskiftet har jeg via Landsforeningen Børn og Samvær været engageret i området på en måde, hvor jeg er kommet i kontakt med en bred vifte af forældre med udfordringer på området. Som advokat er situationen selvfølgelig, at det i al fald i forhold til Statsforvaltningen og senere Familieretshuset har været de mest ressourcestærke, som jeg har mødt. Man kan jo ikke få megen økonomisk støtte til den del af procesgangen.
Men jeg ved da godt, at der er en betydelig overvægt af mindre ressourcestærke, som kommer i problemer omkring børnene.
Alligevel genkender jeg det meste af det, jeg læser og konstaterer egentlig også, at der – når alt kommer til alt – ikke ses den helt store forskel i problemstillingerne.
Om andelen af sager i systemet.
Den første markante overskrift i rapporten på side 10 er, at 4 ud af 10 ikke-samboende forældre er i kontakt med Familieretshuset i 2022. Den oplysning bekræfter sådan set for mig, at flertallet finder ud af det udenom systemet. Men jeg vil da godt erkende, at 60% er et ret lille flertal.
Til gengæld bliver jeg så trøstet lidt, når jeg i samme afsnit får at vide, at det kun er 22%, der har haft et egentligt mødeforløb. Alt andet lige må det betyde, at mange af dem, der kommer i kontakt med Familieretshuset rent faktisk synes at få et skub i retning af at få løst problemerne uden en egentlig sagsbehandling med mødeaktivitet. Det virker ærlig talt opløftende for mig og bekræfter mig i, at Familieretshuset har en berettigelse. Nogle med kendskab til min hyppige kritik ville måske tænke det modsatte. Men synspunktet er altså ikke nyt.
Dog må jeg nævne, at en del sager angiveligt behandles på skriftligt grundlag. Her må jeg understrege, at jeg ikke har den store erfaring med de sager, der udelukkende behandles på skriftligt grundlag i Familieretshuset. Faktisk bliver jeg i tvivl og tror i virkeligheden, at rapporten ikke kun handler om forældreansvarssager men også om sager for eksempel om børnebidrag.
Hvis det drejer sig om samværssager, der behandles på skriftligt grundlag alene, må det være de helt banale og nærmest problemfri sager. Hvis den fortolkning er rigtigt, svarer det samlede resultat af ”sager” om børn, der kommer gennem systemet mere til mit fordomsfulde indtryk, der siger, at ”langt de fleste” faktisk løser børneproblematikken efter samlivsophør nogenlunde fredsommeligt. Noget andet er så, at man måske godt kan tænke, om deres egne løsninger faktisk er dem, der er bedst for barnet.
Mere end halvdelen af dem, der har kontakt med Familieretshuset, er gået fra hinanden mindst 4 år før den aktuelle kontakt – side 10. Rapporten fortæller, at der er mange gengangere i systemet (side 22ff). Det kan virkelig ikke overraske!
Sociale forhold.
På side 31 fremhæves, at væsentlig flere forældre, der har møder i Familieretshuset har en lav husstandsindkomst.
Jeg tænker herom, at det vel egentlig blot bekræfter, at der er et bredt behov for hjælp til at tackle udfordringerne i et ”gratis” system, som man enten ikke hat søgt hjælp til i kommunerne eller har følt sig afvist der. De mere ressourcestærke har måske fået løst det ad forskellige betalingsveje.
Spørgsmålet er også, om nogle har en vis bekymring i forhold til at henvende sig i kommunen af frygt for fremadrettet at føle sig overvåget derfra.
I afsnitttet om risikofaktorer omtales på side 33, at der er ganske mange underretninger om børns mistrivsel i de opløste familier.
De særlige sociale udfordringer er ikke en del af mit sikre erfaringsunivers, men jeg kan i al fald konstatere, at der efterhånden er langt imellem sager, hvor der ikke i en eller anden udstrækning har været tale om underretninger.
Lidt provokerende vil jeg som min erfaring ikke holde mig tilbage fra at tænke, at underretninger af parterne og deres nærmeste er en del af den moderne og ret usympatiske del af kampen.
Om sager, der kommer videre.
På side 40f er 57-63% af §7-sagerne overføres til Familieretten fra Familieretshuset. Den oplysning er ærlig talt virkelig overraskende for mig, der troede at langt de fleste §7-sager ender i retten. I samme afsnit konstateres, at samværssagerne udgør den største gruppe af sager både i Familieretshuset og Familieretten.
Også den information er en smule overraskende i mit erfaringsunivers, om end det ikke er helt uset, at en sag kun handler om samvær.
Måske skyldes mit erfaringsgrundlag, at jeg selv har den ret bombastiske holdning, at hovedspørgsmålet må være, om og i givet fald hvor meget – eller lidt – samvær, der er bedst for barnet. Hovedreglen er altså, at det er bedst for barnet at have kontakt til begge forældre, med mindre (og så videre).
Her bliver jeg fristet til at citere fra mine bemærkninger til den ret nye Rørdam-rapport. Her skrev jeg:
”Derimod kan jeg i al fald ved første gennemlæsning og refleksion godt være lidt fascineret af den model, som udvalget antyder, og som forenklet sagt går på, at hovedkompetencen fortsat bør ligge i domstolssystemet, men at detailreguleringen med fornuft kan ligge i Familieretshuset.” Mine samlede bemærkninger til den rapport kan du læse her.
Procesgangen ved retten er meget forskellig fra sagsbehandlingen i Familieretshuset. Jeg er generelt af rigtig mange grunde langt mere tryg ved domstolene end ved Familieretshusets nok så dygtige medarbejdere, når det handler om ”det vigtige”. Men om det skal være 9/5 eller 10/4 mener jeg bestemt ikke, man nødvendigvis behøver at bruge en hel retssag på.
Børneinddragelse i de familieretlige sager.
Børneinddragelse behandles på side 43 ff i rapporten.
Barnets perspektiv er og bliver afgørende i disse sager. Alle sager skal afgøres efter, hvad der er ”bedst for barnet”, og der skal ligeledes efter loven “tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.”
Børneinddragelse er øget gennem de senere år, hvilket må anses for positivt.
Til gengæld overraskes jeg over, at børn, der er involveret i en sag, der skal i retten, inddrages i højere grad i familieretlige sager direkte gennem Familieretshusets børneenhed. Igen må jeg jo erkende, at jeg støder på flere §7-sager end § 6-sager. Det er umiddelbart chockerende og må kalde på en forklaring, hvorfor børnene ikke inddrages så meget i ”de andre sager”.
De øvrige tilbud i Familieretshuset.
Her er jeg lidt overrasket over den meget lille procentdel, der åbenbart gør brug af børnesagkyndig rådgivning. Det må ærlig talt handle om, hvordan man spørger, og hvad respondenderne opfatter som børnesagkyndig rådgivning. Måske endda også afhængig af, hvad ”systemet” selv henfører til den rådgivningstype.
Konfliktmæglingsprocenten er helt ubeskrivelig lille. Her tror jeg, at forklaringen ligger i, at det, som foregår i både familiemæglingsmøderne og de tværfaglige møder i et vist omfang trods alt opfattes som forsøg på at bringe parterne frem til en løsning. Når man har været igennem de forløb, opfatter man måske konfliktløsningsmulighederne som udtømte.
Kontakt med kommunen.
Jeg synes ikke, at rapporten giver noget fornuftigt billede af et eventuelt samspil mellem Familieretshuset og kommunerne. Jeg ved, at det efterstræbes i al fald i tale, men det er ikke mit indtryk, at samspillet i nævneværdig grad giver resultater, der glæder de enkelte familier og gavner deres børn.
Når rapporten stort set kun fortæller om procentdele, hænger det formentlig alene sammen med, at det er en rapport baseret på spørgeskemaer til forældrene og ikke dybdegående analytiske interviews.
Oplevelsen af sagsbehandlingen i Familieretshuset og Familieretten.
Det er en lille smule skræmmende, at det kun er knap 2/3, der oplever forløbet som relevant. Det hjælper ikke så meget på mit humør at læse, at vi er helt nede på 40%, som oplevede, at medarbejderne både i Familieretshuset og i retten forstod begge forældre. Vi er samme ”vægtklasse” som de forældre, som havde overblik over forløbet i Familieretshuset.
For mig at se efterlader de tal en kæmpeopgave fremadrettet med henblik på forbedringer.
Gennem årene har jeg virkelig oplevet at måtte forklare rigtig mange om netop procesgangen i Familieretshuset. Det er lige før, at jeg vil stramme det så meget, at der selv hos formodede professionelle kan være usikkerhed at spore.
Det er vigtigt, at især den tabende part i forløbet får en fair chance for at forstå, hvorfor resultatet blev, som det blev.
Især i §7-sagerne, hvor afgørelseskompetencen ligger i retten og ikke i Familieretshuset tænker jeg, at sagsbehandlerne i videre udstrækning kunne træde i karakter og italesætte den negative opførsel og betydningen heraf, som man jo ser. Det vil selvfølgelig ikke øge antallet af folk, som føler sig forstået men vil måske kunne medvirke til forståelse af adfærdens betydning.
Oplevelse af børneinddragelsen.
Børneinddragelsen omtales på side 55 med objektive tal, der viser, at det kun er omkring en tredjedel men dog let stigende, der oplever barnet passende inddraget og kun halvdelen, der oplever, at der er taget udgangspunkt i barnet.
Det er ikke rar læsning. Det er en rapport med alt for mange ”sådan er oplevelsen” og alt for få ”hvorfor er oplevelsen sådan.”
I virkeligheden tror jeg, at det hænger sammen med, at ”bedst for barnet” er et elastisk begreb, som kan tolkes i alle mulige retninger. FF-segment-tankegangen er jo, at ”ligedeling” er bedst for barnet. Vi er mange, som ser betydeligt mere nuanceret på det.
Faktum er egentlig bare, at det er uacceptable tal.
Sagens længde.
Her kan konstateres, at det helt store flertal oplever sagsforløbet som for langt. Det er bestemt et resultat, som på ingen måde overrasker mig.
Det helt store spørgsmål i den sammenhæng er selvfølgelig, hvordan man både kan formå at effektivisere og opnå et grundigt og veloplyst grundlag at træffe den rette afgørelse på, så den både bliver ”rigtig” og retssikkerhedsmæssig forsvarlig.
Igen må jeg blot konstatere, at rapporten ikke har til formål at skitsere løsninger men kun fakta.
Sammenhæng i sagsbehandlingen.
Her må det dog glæde en smule, at hele 80% oplever sammenhæng i Familieretshuset og 76% i Familieretshuset og Familieretten. Som et mere ”retsmenneske” end forvaltningsmenneske må jeg dels sige, at det trods alt ikke helt er min egen oplevelse, at retten er lidt dårligere i sammenhængen end Familieretshuset.
Men det er dog trods alt så pæne procenter af forståelse af sammenhængen her, at det nok bliver svært at komme forfærdelig meget højere.
Derimod viser resultatet af oplevelsen, når kommunen bliver inddraget, at den kommunale inddragelse virkelig svækker forståelsen af sammenhængen. Desværre dækker det helt den oplevelse, som jeg selv har af den kommunale inddragelse.
Udbyttet af sagsbehandlingen – har det gavnet noget?
Det behandles på side 59ff, om det har hjulpet noget, når man er kommet igennem hele møllen.
Resultaterne giver ikke anledning til jubelbrøl, hvilket jeg dog må finde det vanskeligt at kritisere selve systemet for, hvad enten det er Familieretshuset eller Familieretten.
Omkring 1/5 udtrykker alligevel, at Familieretshuset har forbedret forældresamarbejdet, hvis sagen kun har været i Familieretshuset, mens tallet er betydeligt mindre for de sager, som kom i Familieretten.
Selv om det ikke er prangende resultater, må man dog glæde sig over, at det ikke er helt nyttesløst at arbejde for forbedringer i forældresamarbejdet.
At tallet er ganske lavt for sager, der ender i retten, betyder næppe så meget andet, end at det jo er de tungeste sager som udgangspunkt, som ender i retten.
Til gengæld tænker jeg, at det er glædeligt, at 1/3 oplever, at rettens afgørelse forbedrede hverdagslivet.
Afslutning af sagen.
Man må trække lidt på smilebåndet af procenterne, hvor halvdelen er tilfredse med afgørelsen. (Side 63). Den ene forælder vil ofte føle at have tabt, hvilket sjældent fører til jubelbrøl.
Flertallet mener dog, at barnet i høj grad vil trives med afgørelsen. 53% ved rettens afgørelse og 58% ved resultatet i Familieretshuset. Jeg tænker, at forskellen ikke er voldsom stor men nok til en vis grad hænger sammen med, at man oftere finder en aftalebaseret løsning i Familieretshuset. Det hænger igen sammen med kompleksiteten i sagen, der jo er højere i dem, der ender i retten.
Bopæls- og samværsforælderens oplevelse
På side 64 ff kan man se, at der er en ikke helt ubetydelig forskel på, hvordan man oplever tingene afhængig af, om man er bopæls- eller samværsforælder.
På mig virker resultaterne hverken overraskende eller ophidsende. Halvdelen af bopælsforældrene oplever forståelse fra systemet til begge forældre. For samværsforældrene er det mindre end 1/3, som oplever det samme.
Jeg tror helt ærligt, at det vil være sådan, uanset hvordan man vender og drejer det. Man skal jo huske, at de fleste mener, at “hvis jeg havde fejl, ville jeg være den første til at indrømme det”. Så det er altid de andre, der tager fejl.
Den allersidste afstemningspool har jeg lyst til at vise dig her, fordi jeg egentlig synes, at skemaet dækker hele undersøgelsen meget godt.
Du skal huske, at det alene bygger på forældrenes svar på spørgeskemer.
Jeg udtrækker svarene med mine kommentarer.
Problemet blev løst: 40% efter behandling alene i Familieretshuset. Det er ærlig talt skuffende lavt. 47% trods alt, når sagen har været igennem Familieretten. Det er altså ikke engang alle dem, som har fået medhold, som oplever problemerne som løst. Heller ikke vildt godt men dog bedre. Helt galt går det, når kommunen har været inddraget. Det synes jeg er tankevækkende skidt men ikke så overraskende.
Vil anbefale Familieretshuset til andre: 56% af dem, der kun har været i Familieretshuset. Forklaringen på den ”høje” anbefalelsesprocent er formentlig, at det er den gruppe med de mindst konflikttunge sager, og at det er lykkedes for Familieretshuset at finde en løsning. Jeg må trods min store skepsis nok sige, at jeg ville have krydset af i samme rubrik.
Forælder tilfreds med aftale/afgørelse: Langt flest, hvor man har fundet løsningen alene i Familieretshuset. Jeg ser det som i forrige afsnit. Morsomt med præcis 50% for dem, der har været i retten. En har vundet, en tabt. Sådan må det nok være. I det svar boner kommunerne mere positivt ud. Lidt pudsigt, synes jeg.
Barnet vil trives med aftale/afgørelse: 63% efter Familieretshuset alene, hvilket jeg tilskriver det samme som nævnt ovenfor. 57% efter Familieretten, hvilket egentlig er et hæderligt resultatet sammenlignet med svaret om forældertilfredshed i forrige afsnit. På ”Viggosk” læser jeg, at der trods alt er 7% (SYV) med et realistisk syn på barnet. Også i den besvarelse viser halvdelen tilfredshed på barnets vegne med kommunerne.
Om samarbejdet efterfølgende
Der er et lidt længere afsnit om forældrenes samarbejde efterfølgende, som jeg ikke finder voldsomt interessant først og fremmest fordi, der ikke viser sig nogle afgørende pointer. Budskabet synes at være, at ikke ret meget gør en reel forskel. Det er trist og kalder måske til grundig eftertanke om, hvad pokker man dog kan gøre for at finde varige gode løsninger for børnene.
Børns trivsel
Her citerer jeg fra side 84: ” Børn, hvis forældre udelukkende møder det familieretlige system, befinder sig således oftere i normalområdet (67-70 %) sammenlignet med børn i de familier, der har kontakt med kommunen (36-53 %). Dette er dog ikke overraskende, da kontakten med kommunen ofte handler om netop trivselsproblemer hos barnet.”
Jeg tænker om dette som lidt generelt om denne rapport:
Viggo Bækgaard
7. september 2023