Velkommen til mit mareridt
en boganmeldelse:
forfatter: Susanne Staun
udgivet på forlaget Peopels Press 2015
anmeldt af Viggo Bækgaard, formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H), mediator.
Jeg er næsten pr. definition begejstret, hver gang der kommer en bog, som tager udgangspunkt i de vilkår, som skilsmissebørn udsættes for.
Min reaktion på denne bog er mere vaklende, end jeg plejer at opleve det. Efter moden overvejelse ender jeg med mest at vende tommelen ned, selv om bogen berører en lang række kendte problemstillinger med særlig fokus på psykiske sygdomme, psykopati og incest.
Bogen fremstår som en fiktion med beskrivelse af een nærmest vanvittig sag. Forfatteren forsøger at dække sig ind ved at hævde, at historien er hentet fra mange forskellige – vist 17 – kvinders dramatiske oplevelser.
I mit univers er fortællingen dog nærmest identisk med en i offentligheden meget kendt sag om en kvindelig præsts kamp mod en efter hendes opfattelse både psykopatisk og incestuøs far til hendes datter. Bogens hovedperson er præst. Der er ikke gjort meget om noget overhovedet for at skjule identiteten af bogens hovedperson. Geografiske placeringer gennem forløbet svarer mig bekendt til virkelighedens præst.
Med andre ord er det venligst sagt en slet skjult nøgleroman. Man kunne også vælge at kalde det en ensidig dokumentar. I al fald anskues alle problemerne enøjet ud fra morens synsvinkel.
Hvis man læser bogen uden noget forhåndskendskab til bogens problemstillinger, vil man uvægerligt sige, at det må være det pure opspind fra ende til anden. Så vanvittig kan en kamp om et barn umuligt være.
Til dem, som måtte have det udgangspunkt, vil jeg sige, at lige præcist så vanvittig kan en sag faktisk godt være. Den ”rigtige” sag ligger i ikke langt fra bogens virkelighed, hvilket jeg ved, fordi jeg har haft lejlighed til at læse de fleste af afgørelserne gennem forløbet. De er også gengivet i anonym form her på vores hjemmeside. Jeg har også læst en del af det, som har været i pressen om sagen og set flere tv-udsendelser, hvor præsten er stået offentligt frem.
I mit almindelige virke både som advokat og som formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær siger jeg igen og igen, at intet er sort-hvidt. Det er i al fald sikkert, at forældrene sjældent anskuer virkeligheden ens, og at virkeligheden næsten altid kan ses fra flere sider.
Bogen er ubetinget på præsten Marias side. Der er kun hendes virkelighed. Jeg frygter lidt på den virkelige Marias – og på forfatterens – vegne, at den krigslystne virkelige Thimm vil benytte bogens sammenkog af beskyldninger til endnu en injuriesag. Parterne i bogen – og i den virkelige sag – fylder nemlig deres forældreansvarskamp op med løbende injuriesager mod hinanden.
Et andet af mine mantraer fra hverdagen er, at det er vigtigt at besidde det, som jeg kalder tvivlens nådegave. Kan en sådan sag virkelig køre så langt ud med kun en skyldig i alle fortrædelighederne?
Personligt indigneres jeg også af, at man ikke holder sig tilbage fra en meget grov og ensidig beskrivelse af min myrdede advokatkollega. Igen bliver bogens helt store problem, at man i en slags romanform går så tæt på virkelige personer, at de er umiddelbart genkendelige. Der er jo kun én advokat, som blev myrdet under udøvelse af sit lovlige arbejde, der består i at forsøge at få et barn udleveret til samvær fra en mor, som efter en afgørelse i Statsforvaltningen skulle udlevere. Det emne vil jeg en af dagene kommentere i en særskilt artikel.
Forfatteren følger gedigent op med en blog, hvor hun er umådelig aggressiv over for Foreningen Far. http://mareridts.blogspot.dk/2015. Heri fremfører hun en række forhold omkring foreningen med i al fald en vis form for dokumentation. Den blog er i det mindste underholdende læsning især for mig i disse dage, fordi jeg selv lige har mærket et lille svirp fra foreningen, der i det mindste ikke styrker min sympati for dem. Også det vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.
Jeg oplever, at bogen kammer over i en sådan grad, at den mister noget troværdighed. Den kommer desværre til at fremstå som et ensidigt feministisk kampskrift.
Det er frygtelig synd for den kamp, som jeg i virkeligheden har kæmpestor sympati for. Nemlig kampen for, at myndighederne skal tage alle signaler alvorligt og underkaste dem en seriøs undersøgelse.
Bogens kvindelige hovedperson har været indlagt på psykiatrisk sygehus. Den mandlige hovedperson beskrives troværdigt med psykopatiske træk. Systemet står i bogen over for en forhåbentlig usædvanlig sammensætning af personligheder, som det i sandhed kan være svært for selv nok så dygtig en fagperson at gennemskue.
Ofte synes jeg at kunne sige, at hvis du har det på en bestemt måde, vil læsning af en bestemt bog formentlig kunne være en øjenåbner. Det kan jeg ikke om denne. Jo – jeg kan vel godt sige, at hvis du er udpræget feminist, er det formentlig god læsning til bekræftelse af, hvor slem mænd er. Hvis du føler at være stødt på en psykopatisk person, kan du også hente trøst ved at læse sådan en bog. Måske kan du trøste dig med, at du alligevel ikke er helt så hårdt ramt som præstemoren i bogen.
Jeg synes ikke, at du skal læse denne bog, uden også at læse ”Det største svin vinder”, som jeg har anmeldt her. Om også den bog i virkeligheden er en beskrivelse af en bestemt person, ved jeg ikke. I givet fald er det så ikke en, som på samme måde er blevet projekteret i medierne.
Nedenfor vil jeg kort skrive nogle ord om bogens problemstillinger med henvisning til steder, hvor du kan gå i dybden med emnerne.
Problemstillingerne.
En parts psykiske sygdom og indlæggelse i forbindelse med det.
Man må huske, at alle sager om forældremyndighed, bopæl og samvær skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Hvis vi derfor lægger til grund, at den ene forælder er psykisk syg, må det vurderes, hvad denne sygdom må antages at betyde for spørgsmålet om bopæl og samvær. Her vægter det selvfølgelig tungt, om den anden forælder vil kunne varetage såvel omsorgen for barnet som samarbejdet om barnet, hvis man måtte nå frem til, at den psykiske sygdom gør det tvivlsomt, om det vil være bedst for barnet, at det er hos pågældende.
Men diagnosticeret psykisk sygdom kan selvfølgelig vægte relevant også i denne sammenhæng.
Der er overhovedet ikke grund til at betvivle, at et massivt pres på en person udøvet af en psykopat, kan lægge ofret ned i bogstaveligste forstand. Hvis ofret så i forvejen måtte være psykisk svag eller ustabil, vil virkningen kunne være særlig stærk.
Det er ikke for sjovt, at man i faglitteraturen taler om ”psykopatens offer”.
Psykopati.
Jeg skelner her mellem psykisk sygdom i almindelighed og psykopati, som jo i virkeligheden er en selvstændig psykisk sygdom, som i dag vist blot hedder personlighedsafvigelse.
Mange har en tendens til at slynge om sig med betegnelsen psykopati i tide og utide. Psykopaten eksisterer med usvigelig sikkerhed – også i skilsmissesager.
Der findes forskellige meget læseværdige bøger om emnet psykopati. Den bog, som jeg selv føler at være blevet klogest af, er ”charmør og tyran” af de to nordmænd Alv A. Dahl og Aud Dalsegg (udgivet på Munksgaards forlag, 1999). En anden titel, som jeg umiddelbart husker, er ”psykopater i jakkesæt”, som mere retter sig mod de psykopater, som findes i erhvervslivet. Men forskellen på den professionelle og den familiære af typen er næppe så stor.
Psykopaten i forældreansvarssager er almindeligt forekommende og svær at gennemskue.
En kombination af en børnesagkyndig undersøgelse og en forældreevneundersøgelse er efter min erfaring det, som giver den største chance for at få den pågældende gennemskuet. Men sandheden er også, at det kan være overordentlig svært at overbevise en dommer eller en sagsbehandler i Statsforvaltningen om nødvendigheden heraf.
Charmørsiden af den pågældende persontype træder nemlig frem med fuld kraft og stor styrke over for myndighedspersoner.
Incest – seksuelle krænkelser af børn.
Incest eller pædofoli i almindelighed forekommer selvfølgelig også i de familier, hvor parforholdet går i stykker. Det er et emne, som vi på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside har behandlet ofte og indgående gennem alle årene.
Vi siger konsekvent, at enhver tvivl skal komme barnet til gode, når problemet opstår.
Det mest ulykkelige, som kan ske for et barn, der er incestoffer er, at barnet fortæller det til den anden forælder og ikke til læreren eller børnehavepædagogen. Forælderen har i den sammenhæng en lavere troværdighed end tredjemand. Helt galt går det, hvis problemerne opstår henne i en sag om bopæl eller samvær. Så kommer det til at virke, som om den ene forælder ”trækker incestkortet”, som man ynder at sige i visse kredse.
Den bog, som jeg har læst og følt at have forstået mest om emnet er ”det bliver sagt” af Kristian Ditlev Jensen. Jeg har i sin tid anmeldt bogen her . Men også filmen jagten giver stof til eftertanke på området. Den har jeg anmeldt her. . Hverken bogen eller filmen handler specielt om incest, der jo dækker den seksualkrænkelse, som foregår mellem forældre og børn. Men problemstillingerne er de samme.
Afslutning:
For den interesserede er der masser af læsestof til de mørke efterårs- og vinteraftener.
God fornøjelse.
Viggo Bækgaard