Second opinion. Hvem lytter du til – og hvorfor?
Der går sjældent en uge, hvor jeg ikke får en henvendelse af den type, der handler om at få et andet syn på sagen end den, som nuværende rådgiver giver udtryk for.
Når en forælder kontakter mig, skyldes det selvfølgelig, at mine synspunkter på forældreansvarsområdet er ret synlig på nettet ikke mindst gennem denne hjemmeside. Men sandheden er jo også, at jeg arbejder som familieretsadvokat.
Jeg har nogle budskaber, som går igen i stort set alle de svar, jeg giver på henvendelser af typen second opinion.
Man får kun toppen af isbjerget, når man taler med folk i telefon. Kropssproget mangler for eksempel. Man mangler de typisk mange bilag, som ligger på sagen. Man får – naturligt nok – kun den ene side af historien og har på grund af omstændighederne lidt svært ved at trænge ind til det, der virkelig betyder noget. Det er også svært under en første telefonsamtale at ”udfordre” parten.
Mange forældre er med i mere eller mindre lukkede fora på Facebook, hvor bestemt velmenende mennesker med personlige erfaringer kan have en hokus-pokus løsning. Der går rygter om ”mors manual” og ”fars manual”, som jeg må være ærlig og sige at jeg ikke bruger tid på at tjekke ud. Jeg tvivler såmænd ikke på, at sådan noget eksisterer men må kraftigt fraråde enhver brug af den type ”rådgivning”.
Når en forælder ringer for en second opinion er det første, som jeg spørger ind til, hvem din advokat er. Og ikke mindst hvem er modpartens advokat. Jeg kender stort set alle, som beskæftiger sig med området. Oplysningerne giver et fingerpeg.
Usikkerheden kan være næsten uoverskuelig stor. Tror min advokat på mig? Ved han/hun overhovedet noget om forældreansvarssager? Hvorfor er han/hun tilbageholdende i forhold til det, der er min egen største bekymring? Jeg kunne blive ved med eksempler af den art.
Jeg må jo kunne redde alt, fordi jeg udtaler mig så relativ klart på nettet. Ikke sjældent får jeg indtrykket af, at deres egen nuværende advokat i starten har italesat sig selv som helten over alle helte for derefter at trække i land.
Mit stort set gennemgående svar til alle er, at jeg bestemt har holdninger til forældreansvarssager. De holdninger kan man læse meget om på denne hjemmeside. Men jeg er altså kun advokat og ikke tryllekunstner.
Mange efterspørger at skifte advokat. Man skal bestemt ikke skifte advokat hele tiden. Det er der nemlig også et signal i, som kan vise sig at være negativ. Omvendt skal man selvfølgelig heller ikke holde fast ved en advokat, hvis man mister tilliden til pågældende.
Allervigtigst er det at være opmærksom på, at man skal være ekstremt forsigtig med at spørge ”Gud og hvermand” om alting. Der er typisk lige så mange meninger, som der er advokater eller mennesker i det hele taget. Det er altså kun den, der har din sag, som har en rimelig chance for at vurdere sagen samlet.
Desuden skal man ikke gå til sin advokat og fortælle, at man har udfordret pågældende ved at spørge en anden. Selv bliver jeg bestemt også stødt, hvis jeg skulle støde på en, der betvivler min vurdering ved at spørge en anden. Så vil jeg måske i virkeligheden være tilbøjelig til at foreslå vedkommende at skifte advokat.
Ofte støder jeg på forældre, som har søgt en advokat, der fylder meget i medierne, men så overlader sagen til en anden medarbejder. Det bør ikke være et problem generelt, fordi man må gå ud fra, at den lidt mindre erfarne trækker på den erfarnes viden og erfaringer. Men jeg hører bestemt eksempler, hvor også jeg tænker mit.
For mit eget vedkommende gælder, at jeg næsten uden undtagelse afviser sager, der skal behandles i Familieretshuset eller Familieretten vest for Storebælt. Så fantastisk er jeg godt nok heller ikke. I øvrigt undres jeg over, at der overhovedet findes advokater, som rejser land og rige rundt i en forældreansvarssag. Så økonomisk lukrative er de sager altså ikke. Jeg tror, at en del af ”fidusen” er at fakturere transporttiden ved siden af den frie proces. Jeg gør det selv for sager på Sjælland og ”sydhavsøerne”, hvor det ikke er helt uoverskueligt for klienten.
Jeg har for ganske nylig skrevet en artikel om “fri proces“, hvor du kan få et overblik over, hvad du kan forvente i forbindelse med sager, hvor du får fri proces.
Jeg skrev for halvandet år siden en artikel om ”håndtering” af problemerne i forældreansvarssager særligt i sager, hvor psykisk sygdom, voldt, herunder psykisk vold er blandt risikofaktorerne. I den artikel hævder jeg, at mange advokater er berøringsangste og derved svigter klienterne og børnene.
Præcist her føler en del sig svigtet. Det er en vurdering, som det er stort set umulig at foretage under en second opinion samtale.
Generelt siger jeg også, at den gode advokat skal varetage sin klients interesser, men det er for mig et positivt signal, hvis pågældende udfordrer klienten og ikke bare snakker vedkommende efter munden.
Afslutningsvis har jeg det bestemt sådan, at jeg ikke afviser en kort samtale, selv om parten bor i Skagen og dermed aldrig kommer til at få mig som advokat. Men jeg husker også at understrege, at vores samtale alene er baseret på pågældendes egne oplysninger i telefonsamtalen.
Viggo Bækgaard
opdateret 3. januar 2024