Refleksioner om Samværschikane-sagerne – og om ”dommer-adfærd”.
Denne lille artikel udspringer af 3 mere konkrete forhold.
- en ”træls” dommeroplevelse
- en henvendelse om en ”måske automatdom” oven på HR-dommen for nylig
- Pas på, hvis du nærmer dig ”samværschikane” som bopælsforælder.
Utålelig politisk korrekt dommeradfærd.
Jeg var forleden ”for en gang skyld” i retten i en forældreansvarssag.
Lad mig lige repetere sagsgangen. Alle sager indledes i Familieretshuset, hvor de screenes. Familieretshuset skal derudover forberede sagen men kan ikke træffe afgørelse. Når sagen er forberedt, sendes den i Familieretten. Her indledes ofte med et forberedende møde med deltagelse af en børnesagkyndig. Enkelte byretter har åbenbart afskaffet den model og hopper direkte til et egentligt retsmøde med partsforklaringer uden børnesagkyndig deltagelse. Her er det så tanken, at retten skal vurdere, om der er behov for yderligere oplysninger i sagen.
Således var det i den pågældende ret.
Sagens oversendelse til Familieretten er grundlæggende udtryk for, at sagen ikke kan afgøres forligsmæssigt. Det har jo været testet i Familieretshuset.
Dommeren skal derfor træffe afgørelse på baggrund af det materiale, som forberedelsen i Familieretshuset har frembragt. Derudover skal dommeren høre parternes forklaringer. Formålet er dels at høre parternes opfattelse af, hvad der er foregået, og hvorfor de mener, som de gør omkring forældremyndighed, bopæl og samvær. Forklaringerne giver dommeren et rigtig godt indtryk af parterne. Jeg kalder det ”bevisumiddelbarheden”. Men dommeren skal også vurdere, om der skal mere til for at få oplyst sagen godt nok.
For nogle år siden oplevede vi meget ofte stærkt bedrevidende og belærende dommere, der brugte lang tid på at udspy deres egen visdom og livserfaring. Det gik næsten altid på melodien, at nu skal vi se fremad. Jeg har glædet mig over, at den dommertype var på vej væk. Ofte kommer samme tankegange og belæringer frem i model A og B-møderne, hvor de har en vis berettigelse. Tankegangene er slet ikke forkerte, men det er bare ikke længere det, sagen drejer sig om på det tidspunkt i procesgangen.
Men sandelig om ikke dommertypen eksisterer i bedste velgående. Jeg oplevede det forleden.
Om sagen kan helt overordnet fortælles, at den var relativ traditionel. Den ene part havde umanerlig mange beskyldninger mod den anden. En enkelt begivenhed, som egentlig intet havde med børnene at gøre, havde fremkaldt håb om at få den anden forælder afsporet så godt som helt. Man kunne sådan set godt se det af materialet, herunder af advokaternes processkrifter. Pågældende forælder var sagsøger og skulle derfor starte med at afgive forklaring.
Dommeren indledte med et stærkt belærende ”foredrag”, der i sin grundsubstans fortalte, at forældrene jo skal samarbejde, indtil børnene bliver voksne. Ja dommeren nåede helt frem til at filosofere over, hvor vigtigt det er, at de kan sidde i samme lokale, når børnene til sin tid skal giftes! (De er 10 og 11 år nu). Helst ingen snak om fortiden var budskabet. Jeg har sandelig læst sagen og processkrifter, fortalte dommeren også.
Herefter begyndte så sagsøgerens advokat på sin afhøring af klienten. Begyndte var det rette udtryk. Efter meget få minutter – ja nærmest sekunder – afbrød – eller rettere – ”overtog” dommeren afhøringen. Advokaten forsøgte spagfærdigt at genoptage sin afhøring. Fluks derefter: Nej, nu bliver det for meget – eller for omstændeligt, eller bare for bagudskuende. Advokaten klappede i.
Du fornemmer sikkert for det første, at jeg repræsenterede ”den pæne” part. Eller rettere, at jeg oplevede at repræsentere den, der blev beskyldt for ”alting” med urette.
Men hvis jeg lige et øjeblik tænker på situationen sådan, at der virkelig var noget at komme efter, ville hele formålet med retsmødet jo være at bruge afhøringerne til at sandsynliggøre det forhold.
I den helt konkrete situation kunne jeg sidde og gnække over forløbet og egentlig tænke, at dommeren allerede igennem processkriftet havde gennemskuet sagen. Altså at dommerens judgement var rigtig nok.
Men helt ærligt havde jeg foretrukket, at parten gennem afhøringen fik sig udstillet endnu klarere og bedre. Nu vil parten uvægerligt sidde tilbage med en oplevelse af ikke at være hørt.
Jeg indledte min afhøring med en tilsvarende ”belæring” til dommeren om, hvad dennes funktion er, og at jeg ikke ville finde mig i samme behandling. Jeg brugte vendinger så diplomatiske, at ingen ville kunne genkende Viggo i dem. Men det lykkedes. Da jeg var færdig, spurgte dommeren, om modparten havde spørgsmål, og ”så kan det da også være, at jeg har et spørgsmål eller 2”, som dommeren sagde.
Denne dommertype besidder så typisk heller ikke det talent, som kommer til udtryk ved blot en antydning af, at de lige vil sunde sig på retsmødet og overveje resultatet på baggrund af det, der er kommet frem. Næe: dommeren syntes, at hun skulle berige parterne med en klar tilkendegivelse.
Konkret var tilkendegivelsen helt efter mit hoved og det, som jeg havde bedt om. Burde jeg så ikke være glad? Nej, for det ER ikke god dommeradfærd i disse sager. Forældre har hverken brug for at gå fra retten med ”håneretten” eller ydmyget.
Om eftervirkningerne af samværschikane-dommen fra Højesteret.
Højesteret afsagde som bekendt af de fleste en ret markant dom om samværschikane i begyndelsen af september. Jeg har kommenteret dommen og været optaget af begrebet samværschikane i en årrække. Du kan følge linkene i domskommentaren.
Der er slet ikke tvivl om, at ”Foreningen Far-segmentet” slet ikke kan få armene ned. Jeg har allerede i 2 sager siden afgørelsen fået fremsendt dommen som bilag til processkrifter.
For få dage siden fik jeg så en mail fra en meget ulykkelig mor, som åbenbart har tabt en byretssag med henvisning til højesteretsafgørelsen. Det var en virkelig ”hjælp mig dog” mail. Indholdet var ikke klart nok til, at jeg havde en chance for at vurdere sagen.
Men den gav alligevel anledning til nogle tanker om mulige eftervirkninger af højesteretsdommen.
Der er nogle ”buzz-words” som går igen i disse sager. ”Samværschikane” og ”forældrefremmedgørelse” er de to hyppigste, som jeg lige kan komme i tanke om. Men så er der jo også de mange reelle bekymringer, som det er vigtigt at forholde sig til. Det er ”vold”, ”psykisk vold”, ”grænseoverskridende adfærd”, ”stof- og alkoholmisbrug” for slet ikke at tale om ”psykopati” og ”narcicisme”. Alle de nævnte begreber eksisterer og kan have altafgørende betydning for børnene og for, hvad der reelt er bedst for børnene.
Det er vigtigt at forstå, at samværschikane definitionsmæssigt foreligger, hvis en forælder nægter at efterleve lovligt trufne afgørelser om samvær. Hvis altså Familieretshuset eller Familieretten har truffet en aftale om, at der skal være samvær og på hvilke betingelser, skal disse afgørelser efterleves.
Det er altså ikke samværschikane at gøre opmærksom på problemer, som burde føre til samværsstop eller begrænsninger i samværet. Det mener FF-segmentet ret entydigt.
Jeg har beskæftiget mig intenst med forælreansvarssager i 20 år. Udfordringen gennem alle de år har været, at man helt generelt har været alt for sløset i hele systemet med at tage bekymringer alvorligt.
Du kan næsten ikke tale med en forælder, uden at mindst et af begreberne bliver kastet op i luften. Se bare på diverse facebook-siders debatter, hvis du kan få adgang til dem. Risikoen er, at de professionelle hører det så tit, at den gamle skrøne om ”ulven kommer” bliver til virkelighed. Ja, ja, siger man. Men giv nu bare barnet til den ”voldelige forælder”. Ja det siger man ikke. Men det kan blive virkningen.
Det er derfor helt afgørende vigtigt, at mulige bekymringer udtrykkes, så snart de opstår. Hvis der først kommer en påstand om for eksempel grænseoverskridende adfærd langt henne i sagsforløbet, er der forståeligt nok en tendens til, at det ikke bliver taget alvorligt nok.
Jeg ved positivt, at rådgivere på området agerer meget forskelligt. Nogen medvirker hyppigt og bevidst til at puste bekymringerne op. Andre er lige så bevidste om at nedtone det, fordi man er bange for, at det kaster et forkert lys på ”den krænkede”. For lidt og for meget, som man siger om mange forhold. Men bekymringerne skal op til overfladen og overvejes nøje.
Det er altså ”livsvigtigt”, at bekymringer kommer til overfladen så tidligt som muligt.
I disse sager er det også bekymrende, at de neutrale iagttagere som institutioner, skoler og lignende er meget tilbageholdende med at fortælle om deres observationer. Hvis et barn siger noget bekymrende i skolen, bør der reageres prompte på det.
Husk på, at i det familiære univers er der typisk slet ikke neutrale vidner på, hvad der sker i dagligdagen. Husk også på, at børn er loyale over for begge forældre. Det kan være ægte loyalitet, men det kan dybest set også være frygt for den ene forælder.
Det vil være en katastrofe, hvis vi ender der, hvor en reelt psykisk voldsmand får forældremyndigheden, uden at sagen er ordentligt oplyst.
Pas på, hvis du nærmer dig ”samværschikane” som bopælsforælder.
Jeg tror, at alle, som taber en sag om deres børn, opfatter det som udtryk for den højeste grad af uretfærdighed. Det gælder både fædre og mødre.
Hvis en forælder har en personlighedsforstyrrelse, der nærmer sig narcicisme eller psykopati, er den skinbarlige virkelighed, at pågældende overhovedet ikke kan se sine egne problemer. Vedkommende er entydigt fokuseret på, at det er den anden, som bare er ”forældrefremmedgørende”. I sin egen selvforståelse er vedkommende verdens bedste forælder. Det gælder, selv om vedkommende har brugt hele samlivet på at nedgøre den anden part.
Psykopatens mest fremtrædende karakteregenskab er, at vedkommende er ”verdensmester” i at omstille sig. Det er ikke for ingenting, at en af de bedste bøger om psykopati hedder ”Charmør og tyran” som samlebeskrivelse af persontypen. Læs lidt mere om begrebet i min anmeldelse af bogen ”slip ud af psykopatens klør”.
Sandheden er altså, at det kan være rigtig svært at afdække, og at den, der oplever sig mishandlet af sådan en persontype ofte kan have svært ved at komme igennem med det.
Man kan derfor med sikkerhed sagtens stå i en situation, hvor ”systemet” bestemmer, at der skal være samvær på trods af alle de påstande, der fremføres om den anden forælders adfærd.
Det er her, det for alvor kan blive farligt. Med mit ret gode kendskab til, hvad der foregår ude i den virkelige verden, ved jeg, at der er (især mødre), som bliver dømt til at udlevere til samvær på trods af alting. Jeg ved også, at der er (igen især mødre), som rent ud sagt mister deres børn, fordi de har opført sig uklogt.
Der er rådgivere derude, som opfordrer til forskellige mindre hensigtsmæssige reaktioner.
Mange har i deres frustration og ulykke mest lyst til at ”gå under jorden” med børnene. Rejse til udlandet for at beskytte dem. En af de værste situationer, som jeg selv har været involveret i, stammer helt tilbage fra 2005 og er altså fra før forældreansvarsloven. Men problemstillingen dækker meget godt det, som er oplevelsen for mange. Du kan læse skræmmehistorien her.
Jeg ved, at der er folk, der opfordrer til at beskytte børnene ved at gå under jorden og nægte at udlevere.
Mit råd er altså at følge spillereglerne men også at gøre alt, hvad man kan for at få sagerne og bekymringerne ordentligt belyst.
Konsekvenserne kan være fatale.
Link til den nye højesteretsdom. Se også de artikler, der linkes til her.
Viggo Bækgaard
25. september 2020