Om politisk aftale om et forbedret familieretligt system.
30. november 2023
gennemgang og kommentar v/Viggo Bækgaard
Indledning og sammenfatning.
Alle folketingets partier har ultimo november 2023 indgået en aftale om ”et forbedret familieretligt system”.
Den type aftaler skal altid indeholde nogle buzz-words, så den menige dansker kan se, at politikerne ”gør noget”. Desværre har politikere det også med at tale direkte usandt, når de skal sælge varen.
Socialministeren sagde til TV, at der har været et stort hul i lovgivningen, som betyder, at man ikke kan konsekvenssætte direkte skadelig adfærd, som kan føre til, at skilsmissebørn uden grund frarøves den ene forælder. Det er ganske enkelt ikke sandt.
Overordnet ser det på mange måder ud som en rigtig god aftale, der først og fremmest foregiver at tilføre systemet nogle hårdt tiltrængte økonomiske ressourcer, der øremærkes forskellige åbenlyse udfordringer.
Hvis man skræller buzz-words som for eksempel ”forældrefremmedgørelse” væk, hæfter jeg mig ved, at man fokuserer ret meget på, at ”familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.” Det har man sagt i årevis.
Aftalen tilføjer, at det ”gennem relevant efteruddannelse sikres, at Familieretshuset har de nødvendige faglige forudsætninger for at kunne spotte psykisk vold og forældrefremmedgørelse samt på relevant vis støtte forældrene i at håndtere de udfordringer, psykisk vold medfører for familiens relationer og for barnet.”
”Formålet er at højne fagligheden og hurtigere kunne afdække, hvorfor der er modstand mod samværet”.
I aftalen anføres, at ”grundig udredning af de komplekse sager er et grundelement med den familieretlige reform (fra 2019). Det er derfor ikke tilfredsstillende, at der alene i en mindre del af sagerne igangsættes børnesagkyndige undersøgelser.”
“Partierne ønsker, at samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, får en helt fremtrædende plads i forældreansvarsloven, og at konsekvensen af chikane gøres til et af lovens helt grundlæggende principper. Samtidig er det centralt, at dette princip ikke kommer til at betyde, at en forælder, som har reelle grunde til at afbryde barnets kontakt med den anden forælder, afholder sig fra at gøre det af frygt for at blive beskyldt for samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse.”
Helt overordnet er jeg egentlig temmelig enig i hovedbudskabet. Langt hen ad vejen dækker det over, hvad jeg har sagt og skrevet i årevis om samværschikane.
I virkeligheden burde jeg være vældig glad grænsende til begejstret. Det er dog en begejstring, som overstråles af så afgrundsdyb bekymring, at det kræver en grundig forklaring.
Om Familieretshuset og økonomi.
Politikere er altid optaget af dels at fremhæve det gode og please folket, samtidig med, at man lovpriser den økonomiske rundhåndethed og fortier eklatante mangler. Vi ser det alle for eksempel på sundhedsområdet. Det samme gælder desværre på ”vores” område.
Den familieretlige reform i 2019 var stærkt underfinansieret, hvilket alle fagfolk er grundlæggende enige om. Vi husker tydeligt, hvordan sagspuklerne voksede og tiden blev længere og længere, indtil der skete noget i Familieretshuset.
Udviklingen var så skrækkelig, at det på et tidspunkt gik op for politikerne. Så fik systemet tilført en hulens masse millioner til at ansætte medarbejdere, der kunne udjævne puklerne. Familieretshusets ledelse fortalte helt uden at rødme, at man havde ansat langt over 100 nye medarbejdere, som ovenikøbet var superdygtige og kompetente. Det var vist i 2020.
For nylig har Familieretshuset skullet spare, hvilket medførte en fyringsrunde, der medførte afskedigelse af i nærheden af 100 medarbejdere. Jeg kan ikke lige huske – og heller ikke hurtigt finde – det besparelsesbeløb, denne fyringsrunde indebar, men det var over 100 millioner.
Nu laver man så en økonomisk genopretning med denne aftale, idet man afsætter 129,5 millioner til området over en 4-årig periode fra 2024 til og med 2027.
Man behøver vist ikke at være økonom for at gennemskue, at der ikke er alverden økonomisk hokus pokus i forbindelse med aftalen.
Aftalen indeholder et økonomiskema, der fortæller en smule. Af særlig interesse nævner jeg, at man afsætter 43,6 mio i perioden til børnesagkyndige undersøgelser og 19,6 mio til overvåget samvær i barnets nærmiljø. Der afsættes hele 3 mio til efteruddannelse af medarbejderne i Familieretshuset.
Jeg kan ikke sammenholde de tilsyneladende gode hensigter med økonomien og finde en ærlig forbedring af Familieretshusets økonomi i denne aftale.
Reelt ser jeg en samlet nedgang i ressourcerne til Familieretshuset i forhold til 2023.
Der er derfor grund til at gå lidt dybere ned i de enkelte delelementer. Det vil ske med henvisninger til den nuværende tilstand via mine tidligere artikler.
Samværschikane og forældrefremmedgørelse.
I indledningen var jeg lidt grov i forhold til ministerens postulat om hul i lovgivningen.
Gennem årene har jeg forholdt mig meget indgående til begrebet samværschikane. Således har jeg løbende skrevet en ualmindelig omfangsrig artikel ”Samværschikane efter 2011”. I den afsluttende sammenfatning i artiklen skriver jeg:
”Forarbejderne fra betænkning til lovbemærkninger fandt det afgørende, at der findes en hurtig afklaring, idet man ellers kan risikere en langvarig konflikt. Jeg er enig i vigtigheden heraf.
Forarbejderne lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane.
Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at tage den konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.
Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.
Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.
Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ønske om ikke-samvær?
De 2 beskrevne afgørelser fra Østre Landsret i 2018 (hvor der ikke skete overførsel og uden ordentlige undersøgelser) og ikke mindst højesteretsdommen fra september 2020 markerer formentlig et afgørende vendepunkt i de tilfælde, hvor der foreligger markant samværschikane.”
Den juridiske sandhed er, at samværschikane virkelig kan have konsekvenser inden for gældende lovgivning.
Ministeren har virkelig ikke ret i det postulat, jeg refererede til i indledningen.
Set ud fra en strikt juridisk synsvinkel er der simpelthen intet nyt under solen i den nye aftale.
Hvis aftalen efterleves, skal dårlig adfærd konsekvenssættes, men læg mærke til det ovenfor citerede fra aftalen, hvor det fremhæves som centralt, at dette princip ikke kommer til at betyde, at en forælder, som har reelle grunde til at afbryde barnets kontakt med den anden forælder, afholder sig fra at gøre det af frygt for at blive beskyldt for samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse.
Gennem årene har jeg slået til lyd for, at det er et hovedproblem, at udtrykte bekymringer i forhold til for eksempel psykisk og fysisk vold ikke tages alvorligt og undersøges godt nok. Jeg har desværre ikke en søgefunktion på denne hjemmeside, hvor jeg kan tælle, hvor mange gange, jeg har skrevet det. Men det er virkelig mange.
Når man derfor både vil øge antallet af børnesagkyndige undersøgelser og styrke den faglige forståelse for dynamikkerne bag fysisk og psykisk vold, burde jeg være nærmest lykkelig.
Et af tidens buzz-words er ”forældrefremmedgørelse”. Så sent som i juli 2023 skrev jeg en artikel ”om forældrefremmedgørelse og andre pseudobegreber.” Her gennemgik jeg 2 internationale rapporter, der begge tager afstand fra begrebet forældrefremmedgørelse som værende et ikke anerkendt psykologisk begreb. I FN-rapporten nævnes, at brugen af forældrefremmedgørelse er blevet forværret på grund af mangel på uddannelse af retsvæsenets fagfolk om forholdet mellem påstande om forældrefremmedgørelse og dynamikken i hjemmet.
Noget tyder på, at ”nogen” har læst og forstået budskabet, når man netop i aftalen fremhæver behovet for dybere indsigt i dynamikkerne.
Forældrefremmedgørelse er i løbet af især det seneste år gentaget i en uendelighed af det segment, som jeg ynder at kalde FF-segmentet (FF for Foreningen Far).
Nu skal vi åbenbart have begrebet ind i lovgivningen, og aftalepartierne kommer endda med en definition af begrebet, som det derfor er relevant at forholde sig til.
Forældrefremmedgørelse skal defineres som ”en forælders bevidste brug og manipulation af barnet i forhold til den anden forælder med det sigte, at den anden forælder mister kontakt med barnet.”
Det kan man egentlig ikke for alvor være uenig i. Personligt er jeg grundlæggende enig i, at forældre skal opføre sig ordentligt. Tit siger jeg om fænomenet som Holberg i ”Jeppe på Bjerget”:
”Man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker”.
Her bliver vi på papiret hjulpet af, at ”forældrefremmedgørelse” skal vige for ”bedst for barnet”.
Børnesagkyndige undersøgelser ”hjemtages”.
Aftalen kritiserer med rette, at der ikke gennemføres tilstrækkeligt mange børnesagkyndige undersøgelser. I såkaldte §7-sager er det endda en pligt at foretage en børnesagkyndig undersøgelse (familieretshuslovens §28, stk. 3).
Det sker ikke i praksis. Jeg har hørt Familieretshusets ledelse citeret for, at de har svært ved at få eksterne børnesagkyndige til at gennemføre sådanne undersøgelser. Det forekommer lidt pudsigt, idet der ikke synes at være helt de samme – om end dog nogle – udfordringer med det i Familieretten.
Jeg ser ærlig talt en alvorlig fælde i aftaleteksten her.
Man siger i aftalen, at Familieretshuset skal ”hjemtage” de børnesagkyndige undersøgelser. Oversat betyder det, at man vil lade den opgave overgå til Familieretshusets ansatte.
Et af mine årelange kritikpunkter i forhold til Familieretshuset er den voldsomme topstyring, som er i systemet. Jeg ynder at udtrykke mig bevidst provokerende ud fra den grundopfattelse, at overdrivelse fremmer forståelsen.
Således vil du med sikkerhed kunne finde udsagn fra min hånd gående ud på, at de ansatte i Familieretshuset slet ikke er ansat til at tænke selv. Det er på mit område bekymrende, at mange unge og formentlig som udgangspunkt engagerede jurister ansættes i et system, hvor de bare skal træffe ens og på forhånd bestemte politisk korrekte afgørelser.
De såkaldt børnesagkyndige i Familieretshuset er en skøn blanding af personer med vidt forskellig uddannelse lige fra kontorassistenter til universitetsuddannede psykologer. Vi må som udgangspunkt ikke få at vide, hvilken baggrund en medarbejder har og må ty til formel aktindsigt, hvis vi bliver mistroisk bekymrede.
Som systemet er nu, skal en børnesagkyndig undersøgelse gennemføres af en autoriseret psykolog.
Min bekymring i forhold til ”hjemtagelse” er, at man sender en piccoline på efteruddannelse og lader pågældende gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse. (Det med overdrivelse, der fremmer forståelsen).
Aftalen om de hjemtagne børnesagkyndige undersøgelser fortsætter med denne sætning: ” Det vil fortsat være muligt for forældre, der er enige om det, at vælge at en ekstern privat psykolog skal varetage opgaven. Denne mulighed skal Familieretshuset oplyse forældrene om.”
Min provokerende forudsætning er altså, at de ansatte børnesagkyndige langsomt skal skoles til at gå den politiske korrektheds ærinde og dreje alle problemer væk fra de virkelige problemer, som man godt nok taler så pænt om i aftalen.
Hvem i alverden skulle dog gå med til at vælge en ekstern privat (rigtig) psykolog til at varetage opgaven, hvis man kan få en politisk korrekt skolet til at gennemføre undersøgelsen? Hvordan er den døde sild dog kommet op på et forhandlingsbord og derfra i en formel aftale?
Forældreevneundersøgelser – mentalundersøgelser.
Aftalen nævner ganske fint de udfordringer, der kan ligge i manglende faglige forudsætninger for at kunne spotte psykisk og fysisk vold.
Mit erfaringsbaserede postulat er, at det kan i meget ringe grad afdækkes selv af en autoriseret psykolog i al fald af den kategori, som anvendes i øjeblikket. I de tungere sager ligger der forskellige variationer af psykiatriske udfordringer gemt hos forældrene. Det kan være hos en eller begge forældre. Hvis vi et øjeblik ser på definitionen ovenfor af forældrefremmedgørelse, kan man vel i den rene version konstatere, at den adfærd kun kan have rod i en psykiatrisk forvrænget indstilling hos den udøvende forælder. På samme måde kan man vel nogenlunde sikkert sige, at virkelig psykisk vold har samme type rod hos den udøvende forælder.
De slemme tilfælde kan nok kun afdækkes ved en grundig forældreevneundersøgelse, der i sammenhængen vel heller ikke kan gennemføres uden vurdering af forældrenes personligheder. Jeg er ikke strafferetsekspert men bruger alligevel i min omtale af behovet udtrykket ”mentalundersøgelse” af forældrene som det, der skal til. Jeg tror, at folk med udtrykket får en forståelse af alvoren.
Jeg er helt med på, at det ikke ligger lige for og slet ikke inden for de ret beskedne rammer i den fantastiske enstemmige politiske aftale.
Alligevel mener jeg i ramme alvor, at det nok er, hvad der skal til.
Afsluttende bekymring.
Aftalen har en afslutning af mere generel karakter vedrørende de såkaldte § 7-sager, hvor man i forbindelse med den kommende evaluering vil overveje, om det kan være hensigtsmæssigt, at disse sager kører i et mere enstrenget system.
Det kunne godt lyde rigtig farligt. Det må nemlig for alt i verden ikke blive i et forvaltnings-system a la Familieretshuset men i et egentligt retssystem.
I forbindelse med min kommentar til Rørdam-udvalgets rapport skrev jeg, at jeg godt kan være lidt fascineret af den model, som udvalget antyder, og som forenklet sagt går på, at hovedkompetencen fortsat bør ligge i domstolssystemet, men at detailreguleringen med fornuft kan ligge i Familieretshuset.
Link til pressemeddelelsen om aftalen
Link til aftalen om et forbedret familieretligt system
Viggo Bækgaard
- december 2023