Lidt om overvågede samvær, de børnesagkyndiges magt – og ikke mindst om betydningen af det opdrag, en børnesagkyndig får fra retten.
I går fik jeg en henvendelse om en kendelse afsagt i Hjørring om overvåget samvær. Telefonsamtalen fandt sted lige før, jeg tændte for et online kursus om psykisk vold. Kendelsen læste jeg lige bagefter.
På det kursus talte vi om ”signallovgivning” mest vedrørende psykisk vold.
Vi talte også om ”almindelig vold” og om, at Familieretshuset og retten nærmest kun tager problemerne alvorligt, hvis det er politianmeldt.
På det seneste har jeg lagt nogle afgørelser op, hvor det er bestemt, at der skal være overvåget samvær selv i ret – i al fald for mig – besynderlige situationer.
Spørgsmålet er nemlig reelt, hvad der så skal ske bagefter. Hvad kan man egentlig tolke ved brugen af overvågede samvær. For eksempel begår jeg aldrig butikstyveri i butikker, der er videoovervåget. (Nu ikke noget med tillægsspørgsmål!)
Prøv engang at se kendelsen:
I min kommentar til kendelsen linker jeg til en artikel, hvor jeg problematiserer de børnesagkyndiges magt.
Kendelsen illustrerer vigtigheden af at få et præcist opdrag til en børnesagkyndig undersøgelse.
I langt de fleste tilfælde handler problemerne om personlighederne hos forældrene. Ofte er der erfaringer fra parforholdet, som har brændt sig ned som baggrund for bekymringer. Er der realiteter heri? Og hvad betyder det fremadrettet?
Mange advokater er ikke rigtig opmærksom på vigtigheden heraf, Jeg selv har såmænd også været for tilbøjelig til at nedtone betydningen heraf.
Jeg ser desværre fortsat en tendens til, at systemet er på vej til at acceptere, at børn bliver forsøgsdyr i ligestillingens og den politiske korrektheds navn. Artikel herom:
Hilsen
Viggo Bækgaard
13. januar 2021