Ikke tvangsfuldbyrdelse af Fs samvær med D1 og D2 på henholdsvis 7 og 9 år, Retten i Roskilde 22. juni 2022, utrykt
Se baggrundshistorikken under kommentaren.
Byrettens begrundelse:
Det lægges til grund som ubestridt, at D1 ikke har været på samvær siden januar og D2 ikke har været på samvær siden marts 2022.
Efter sagens oplysninger, herunder udtalelsen fra X Kommune vedrørende D1 og D1 samt børnesamtalen med D2, lægger retten videre til grund, at begge drenge er voldsomt påvirket af forholdet mellem forældrene, i en sådan grad, at D2 er i gennemgribende massiv mistrivsel.
Efter forklaringerne lægger retten til grund, at F og M har to meget forskellige opfattelser af D2 og D1, særligt af D2 og hans udfordringer.
Efter børnesamtalen med D2 finder retten, at det er tydeligt, at D2 ikke for tiden kan klare at være på samvær. Retten har lagt vægt på blandt andet D2sforklaring om, at han under samværet giver sig 100 procent og derefter ikke har overskud i en lang periode.
Familieretten vurderer på den baggrund, at fuldbyrdelse af samvær ikke vil kunne ske under hensyn til D1 og D2 og varetage deres bedste. Familieretten henviser til retsplejelovens§ 456 p.
Sagen kører allerede i Familieretshuset til vurdering af, om aftalen skal ændres eller ophæves, hvorfor sagen udsættes på denne afgørelse.
M frifindes.
Kommentar.
Til indledning bemærkes, at tvangsfuldbyrdelse jo reelt træffes af ”fogedretten” men nu iklædt en kasket, der overordnet kaldes Familieretten. Men det er fogedrettens jurister, som beklæder retten i de fleste af disse sager.
Iklædningen indebærer også andre juridiske termer. Når sagsøgte (her mor) nedlægger påstand om, at ”fogedforretningen” ikke gennemføres, hedder det ikke længere ”nægtes fremme” men ”frifindelse”. Det kan forvirre også jurister.
Der er tale om en i virkeligheden ganske forfærdelig sag, der har kørt i det juridiske system i årevis. Også længe før, jeg selv kom ind i sagen. Link til landsretsdommen fra 2019 giver i al fald baggrunden for historien.
Det er ganske enkelt uomtvisteligt, at børnene er i krise. Der er 3 børn. Den ældste på 13 bor hos F og har gennem flere år ikke været i samvær med M. M har valgt at give ham ro men oplever faktisk, at hun svigter ham ved det og oplever indimellem gennem sporadisk kontakt, at han også føler sig svigtet.
Det er godt nok et svært – men formentlig klogt – valg.
Det ret absurde ved især D2s adfærd er, at han i lange perioder, hvor han blev tilbageholdt hos F, indtog et nærmest hadefuldt og voldsomt forhold til M.
Aktuelt magter han nærmest ingenting. Ej heller samvær med sin far. Samtidig med, at han utvivlsomt også drages af far. Børn elsker oftest og nærmest betingelsesløst deres forældre.
M har et udtalt ønske om at hjælpe især D2 til at få et harmonisk samvær med F.
Da problemerne fortsatte efter landsretsdommen, anlagde M sag om samværsstop for at skabe ro for børnene. Samarbejdet mellem forældrene har været vanskeligt men ind imellem fungerende i et vist omfang.
Der blev i december 2021 indgået et forlig om fortsat samvær. Det kom desværre ikke til at fungere. Så kom sagen i Familieretshuset, hvor der igen blev indgået en aftale, som børnene reagerede voldsomt på.
Sagen kører fortsat i Familieretshuset og kommer formentlig senere til Familieretten igen-igen.
Det sociale system er ganske problematisk i de højkonfliktramte sager. Socialrådgiverne har rigtig svært ved virkelig at forstå betydningen af eneforældremyndighed. Så længe der de facto er familieretligt samvær har de rigtig svært ved at skærme børnene.
Det bør der virkelig gøres noget alvorligt ved.
Viggo Bækgaard
28. juni 2022