Fuld forældremyndighed til M og ikke samvær med F for 9-årig P. Forældremyndigheden ikke overført trods påstand om samværschikane og forældrefremmedgørelse, ØLD 5. oktober 2023, utrykt
M har under sagen nedlagt påstand om eneforældremyndighed og om, at der ikke skal være samvær.
F har under sagen nedlagt påstand om, at bopælen skulle overføres til ham på grund af samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse.
Retten havde under en tvangsfuldbyrdelsessag iværksat nogle overvågede samvær. De forløb ikke hensigtsmæssige, idet P ikke ville ind til samværene.
Familieretshuset stillede krav om, at M skulle møde op som tryghedsperson for P og gå med helt ind i rummet til F. Det magtede M ikke på grund af hendes egen frygt. P havde tidligere haft en bisidder med fra Børns Vilkår til børnesamtale. M ville gerne have en neutral tryghedsperson med til samværene og mødte op til et overvåget samvær med den pågældende fra Børns Vilkår. Overvågeren nægtede hende at deltage.
Det endte med, at de overvågede samvær måtte stoppes.
Den materielle sag var opstartet sideløbende med tvangsfuldbyrdelsessagen og altså under perioden med overvågede samvær. Dommeren i den materielle sag var den samme som i tvangsfuldbyrdelsessagen. Dommeren var i den indledende fase meget opsat på at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, hvilket M protesterede imod, idet Ps forhold angaves at være fuldt belyst, og idet hun havde været til flere børnesamtaler og gennem de mislykkede overvågede samvær.
Formaliteten endte med, at der blev afholdt et model B retsmøde med en børnesagkyndig psykolog som deltager.
Byrettens begrundelse:
Familieretten finder, at Ps forhold og perspektiv er belyst ved de foreliggende oplysninger, og at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Anmodningen om gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse imødekommes derfor ikke.
Efter bevisførelsen, herunder forældrenes forklaringer, lægger familieretten til grund, at parterne siden deres brud for 6 år siden har haft vedvarende konflikter om forældremyndighed, bopæl og særligt samvær for P, og at parterne adskillige gange har indledt sager i Familieretshuset, hos familieretten og hos politiet.
P, der nu er 9 år gammel, har i perioder haft dags- eller weekendsamvær og feriesamvær med sin far, og i andre perioder har der ikke været samvær som følge af konflikterne mellem forældrene. P er vurderet til at være meget præget af konflikterne mellem forældrene og at have behov for hjælp til at håndtere den svære situation, som hun befinder sig i. X kommune har iværksat psykologstøtte til P og har også vurderet, at forældrene har behov for støtte at etablere et samarbejde om P, men kommunen har vurderet, at forældrene på nuværende tidspunkt ikke vil kunne profitere heraf som følge af forældrenes manglende indsigt i egen andel i konflikten og manglende kommunikation samt det forhold, at der verserer sag mellem parterne i familieretten.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder familieretten, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Ps forhold til hendes bedste, og at det er bedst for P, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering er det bedst for P, at M får forældremyndigheden alene. Familieretten har navnlig lagt vægt på, at P gennem hele sit liv har boet sammen med sin mor, som hun er knyttet til, og at P gennem
en længere periode ikke har haft samvær med sin far.
Efter bevisførelsen lægger familieretten endvidere til grund, at P har positive følelser for sin far og har haft gode stunder med sin far gennem tiden. Ps kontakt til sin far er imidlertid flere gange blevet afbrudt som følge af forældrenes konflikter, og mor har vanskeligheder ved at bidrage konstruktivt til at hjælpe P til kontakt med sin far. P udviser på nuværende tidspunkt en betydelig vægring mod at se sin far, og det er indtrykket, at P fremstår endog meget belastet af forældrenes konflikt og har et stort behov for at blive skærmet fra denne konflikt. Det er indtrykket fra den afsluttende rapport fra Familieretshuset og fra Børnehus Hovedstaden samt fra den børnesagkyndige psykolog under retsmødet, at Ps nuværende modstand mod kontakt med sin far mere skyldes historikken og dynamikken mellem forældrene end konkrete oplevelser, og at det følelsesmæssige pres, som P befinder sig, medvirker til at skabe en unuanceret opfattelse af forældrene, som P har behov for hjælp til at håndtere, før kontakten til hendes far kan genetableres.
Uanset at det er udgangspunktet, at det er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, finder familieretten på denne baggrund og efter en samlet vurdering, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for P, at der ikke fastsættes samvær med F for tiden, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse:
Forældrene befinder sig i en flere år lang og fuldstændig fastlåst konflikt, som umuliggør et samarbejde mellem dem. Den børnesamtale, der er holdt i landsretten med P, bekræfter det hidtidige indtryk af hendes forhold og perspektiv i forhold til spørgsmålene om bopæl og samvær. Af hensyn til Ps trivsel må det nu anses for påkrævet, at der kommer ro om hendes situation. Herefter, og af de grunde, der i øvrigt er anført af familieretten, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for fælles forældremyndighed mellem F og M over P, og at forældremyndigheden fremover skal varetages af M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4, ligesom det ikke vil være bedst for P, at der fastsættes samvær mellem hende og F, jf. forældreansvarslovens § 21, jf. § 19, jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Kommentar:
Det er på mange måder både en ”helt almindelig men særlig forældreansvarssag” af den ”almindelige type”, hvor man i virkeligheden ikke bliver ret meget klogere af at læse domsbegrundelserne alene, som jeg plejer at nøjes med at lægge op. I virkeligheden bliver man ofte ikke for alvor klogere af at læse hele dommen, således som den kommer til at fremstå i dommernes referat.
Ingen af instanserne omtalte forældrefremmedgørelse eller samværschikane.
Konkret supplerer jeg derfor med lidt objektiv baggrundsinformation, der selvfølgelig skal læses i lyset af, at jeg repræsenterede M under den seneste by- og landsretssag.
Min personlige arbejdsform er, at jeg skriver ret fyldige notater også fra mine møder med klienten. Således træffer jeg første gang M den 20. december 2022. Fra det møde citerer jeg:
” Helt sammenfattende er situationen den, at der ligger en dom fra Østre Landsret den 17/12 2021, som er en stadfæstelse af en dom fra Retten i Lyngby fra 27/10 2021.
Materielt er den dom sådan set den nugældende retsstilling med en ændring, som har noget at gøre med en igangværende tvangsfuldbyrdelsessag.
Domsklusionen ved Retten i Lyngby som altså blev stadfæstet var, at der fortsat er fælles forældremyndighed, og at bopælen for P fortsat skal være hos M.
Derudover blev det ved den dom bestemt, at der skulle være dagsamvær lørdag i ulige uger fra klokken 10.00 – 19.00 og torsdag i lige uger fra afslutning på skole/sfo til klokken 19.00.
Så foreligger der en afgørelse fra Familieretshuset om ophør af samvær dateret 10/6 2022.
Den afgørelse blev indbragt for retten i Lyngby, der ved dom af 2/11 2022 blev ændret på den måde, at Familieretshusets afgørelse blev ophævet.
Herefter sker der det, at faderen indbringer sagen for Familieretten i Lyngby som en tvangsfuldbyrdelsessag.
I forbindelse med den tvangsfuldbyrdelsessag er der afholdt en ganske markant børnesamtale med P den 07/12 2022. Det markante ved den samtale er, at pigen er meget klokkeklar i sin afvisning af at ville på samvær.
Det tolker dommeren og den børnesagkyndige via deres vurdering af pigens kropssprog på den måde, at hun er for lidt følelsesorienteret og slet ikke påvirket, mens hun afviser enhver tanke om samvær, og at hun derfor nok alligevel gerne vil se sin far.
Derfor træffer dommeren samme dag – den 7/12 2022 en afgørelse, hvor det i forbindelse med fuldbyrdelsessagen bestemmes, at der skal være 6 overvågede samvær af 2 timers varighed, som fastsættes af Familieretshuset.”
Som det fremgår af indledningen under beskrivelse af sagen, går det helt galt med de overvågede samvær, og der bliver en ret heftig diskussion med Familieretshuset om tryghedspersoner til overvågede samvær.
Du får lige her et link til en lille artikel om tryghedspersoner, hvor jeg var i dialog med Familieretshusets ledelse om emnet.
Om tryghedsperson til overvåget samvær – Landsforeningen Børn og Samvær (boernogsamvaer.dk)
Retsmødet i byretten var et model B retsmøde uden afholdelse af børnesamtale. Personligt har jeg aldrig oplevet så lang en redegørelse fra en børnesagkyndig, som vi fik i denne sag. Af en meget lang retsbog fra det retsmøde fremgår dette om den børnesagkyndiges afsluttende refleksioner:
“Han kan ikke anbefale, at der fastsættes samvær på nuværende tidspunkt. For Ps modstand vil risikere at blive forværret, hvis kontakt fastholdes uden at P har fået hjælp til at bearbejde sin fortælling og uden, at klimaet og dynamikken forandres. I forhold til spørgsmålet om en børnesagkyndig undersøgelse vurderer han, at de oplysninger om forældrene, som vil kunne belyses, allerede er meget grundigt belyst i sagen. Det andet hovedindhold i en børnesagkyndig undersøgelse vil være relationen mellem p og F, og det vil kræve samvær, hvilket har været forsøgt uden held.
Modstanden er rigeligt beskrevet i sagen. Han mener derfor ikke, at en børnesagkyndig undersøgelse kan bidrage med noget nyt i sagen.
En forældrekompetenceundersøgelse skal i givet fald gennemføres i kommunens regi med henblik på iværksættelse af støtte efter serviceloven. Kommunen har lagt op til, at der er behov for hjælp til P og mor og far, og forældrene kan anmode kommunen om at iværksætte hjælp af hensyn til P.
Det ville være et stort indgreb overfor P at flytte bopælen, da P gennem sit liv har haft mest kontakt med mor. Hun vælger far fra, fordi det er den mulighed hun har, da hun har mest kontakt med mor og som en form for overlevelsesstrategi for at kunne være i den eksisterende dynamik og konflikt mellem forældrene. Det er svært at forestille sig, at P ville vælge sin mor fra på nuværende tidspunkt, som hidtil har været hendes primære omsorgsperson.”
F ankede byretsdommen til landsretten. Landsretten optog sagen til dom men valgte at bestemme, at der skulle afholdes en børnesamtale med P af en anden psykolog end dem, der hidtil har været inde over sagen samt med deltagelse af de 3 landsdommere.
Jeg forsøgte at få landsrettens tilladelse til, at P fik en bisidder med til samtalen. Det blev afvist med det resultat, at P kom alene til (endnu) en samtale med her hele 4 fremmede personer.
Det gav selvfølgelig anledning til alvorlig bekymring. Min og Ms frygt var, at P næsten kun kunne tænke, at hun kun får ro, hvis hun siger det, som ”systemet efterspørger”.
P har for eksempel i en børnesamtale i september 2022 i forbindelse med udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse sagt dette, som blev citeret til notatet for samtalen:
”P gentager, mens hun græder, at det har været rart ikke at se far og at ”Det har været mit ønske hele tiden, men ingen tror på mig”.
P er altså 9½ år og har været til følgende samtaler i det overordentligt lange forløb:
2 i hvert hjem i forbindelse med første BFU 2018-
1 i byretten 2020-
1 hos egen læge 2020-
1 i byretten 2021-
1 hos egen læge 2021-
1 til politiaføring 2022-
1 i Børnehuset 2022-
5 i Børnehuset 2022-
1 i kommunen i forbindelse med anden BFU 2022-
1 i byretten 2022-
2 samtaler i FRH under overvåget samvær 2023-
8 terapi forløb i kommunen 2023
og endelig samtalen i landsretten
Dertil kommer de samtaler skolen har haft med hende løbende.
Det er altså 18 egentlig børnesamtaler og 8 som led i terapiforløb.
Jeg opfatter det som tankevækkende og bekymrende, at man kan udsætte et barn for så meget helt uden skam fra diverse myndigheders side.
Nogen gange sidder jeg med en oplevelse af, at man bare bliver ved med at spørge, indtil barnet siger det ”politisk korrekte”.
Det skete så ikke i denne sag.
Jeg må – som gjort også over for landsretten – understrege, at jeg sagtens kan forstå ønsket om at få belyst barnets perspektiv så godt som muligt, men jeg har virkelig svært ved at acceptere, at man ikke respekterer barnets behov for at have en neutral bisidder med både til overvågede samvær og til børnesamtaler både i Familieretshuset og i retterne.
Afslutningsvis bemærkes, at Fs advokat søgte om tredjeinstansbevilling (altså om tilladelse til at få sagen i Højesteret), hvilket blev afvist af Procesbevillingsnævnet.
Lidt om fri proces.
Jeg har i øjeblikket en artikel om fri proces under udarbejdelse, fordi rigtig mange spørger mig om det som led i ganske mange second opinion henvendelser.
Denne sag illustrerer sådan set ret fint problemstillingerne.
Hovedreglen er, at man får et standardsalær på vist 13.500 kr. plus moms i en forældreansvarssag om forældremyndighed, bopæl og samvær og et noget mindre beløb i sager, der ”kun” handler om samvær. Man får lidt mere, hvis der har været flere retsmøder og kan hos en del dommere godt få honoreret næsten hele den forbrugte tid. Men det er lidt lotteri og i praksis afhængig af dommerens aktuelle lune.
Sandheden er nok ret direkte sagt, at man ikke kan gennemføre en forældreansvarssag ”ordentligt” inden for rammerne, som ”systemet” mener, at man kan behandle sagen forsvarligt for klienten.
Konkret havde jeg i denne sag lavet en salærindstlling svarende til 28.000 + moms forud for hovedforhandlingens 2½ time – og fik 13.500 plus moms.
Det forklarer, hvorfor nogle advokater er tilbageholdende med overhovedet at tage sager med fri proces.
Viggo Bækgaard
5. oktober 2023