Om bopæl og ”fogedsager” i overgangsperioden, TFA 2019/194 VLK
Problemstilling. Samlivet mellem forældrene ophævet derved, at M er flyttet med barnet B. B har fortsat bopælsadresse i det tidligere fælles hjem. F vil nu have barnet ”hjem”. Situationen er helt klassisk og grundigt omtalt i min artikel om opbrudsfasen.
Fogedrettens begrundelse:
Fogedretten lægger til grund, at der ikke foreligger sædvanligt eksekutionsfundament som angivet i retsplejelovens § 478, og at fogedretten derfor skal tage stilling til, hvorvidt rekvirentens påstand om at sagen kan fremmes i medfør af retsplejelovens § 596, stk. 2, skal tages til følge.
Der er til sagens belysning fremlagt to afgørelser, der begge gennemgår forarbejderne til ændring af bestemmelsen, hvorved »eller barnets bopæl« blev indsat. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det var tanken at skabe mulighed for, at et barn kunne udleveres til en bopælsforælder i tilfælde, hvor parterne har fælles forældremyndighed, og når barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl dér.
Fogedretten lægger i denne sag vægt på, at mor har handlet så hurtigt, som det har været hende muligt, for at opnå afgørelser vedrørende såvel skilsmisse som om barnets forhold. Fogedretten finder således ikke, at mor har udvist passivitet, og kan herefter heller ikke tillægge det betydning, at barnet fortsat havde folkeregisteradresse på den tidligere bopæl, idet der netop ikke foreligger en afgørelse eller aftale om bopæl.
(Den af M nedlagte påstand om afvisning tages til følge.)
Landsrettens begrundelse
Landsretten stadfæstede med samme begrundelse.
Kommentar:
Dommen er offentliggjort i TFA efter ikrafttræden af de nye regler, hvor tvangsfuldbyrdelse ikke længere sker i fogedretten i disse sager. Det er således også efter, at reglerne om tvungen delt bopæl ved samlivsophævelse er trådt i kraft.
Det er min vurdering, at principperne i afgørelsen fortsat er gældende.
Viggo Bækgaard