Opbrudsfasen - hvordan håndteres den? - Landsforeningen Børn og Samvær

Opbrudsfasen – hvordan håndteres den?

Juraen har svært ved at håndtere virkeligheden, når et forældrepar vælger at gå fra hinanden. Den formelle jura står over for en praktisk virkelighed, når børnenes første tid efter opbruddet skal tilrettelægges.

Til indledning nævnes, at denne artikel ikke længere er helt korrekt, fordi der er nogle ændringer af loven med virkning fra april 2019. Hovedprincipperne er egentlig ikke så meget anderledes. Jeg vil – når tid byder sig – skrive artiklen om.

…..

For alle i familien er det en svær tid, når forældrene finder ud af, at de ikke længere skal være sammen. Ofte er det et valg, som den ene af forældrene reelt tager imod den andens ønske. Uanset om man er gift eller lever sammen i et uægteskabeligt samliv, er det mange overvejelser, der fylder i hovederne. Jeg bruger ret konsekvent udtrykket skilsmisse som betegnelse for det forhold, at parterne opløser samlivet og skeler ikke til det formelle ægteskab. På de fleste vigtige punkter gør det nemlig ingen forskel – i al fald i relation til børneproblematikkerne.

Mange forældre tror, at når de ikke har fortalt noget til børnene, ved de ikke, at familien er i opbrud. Det er ikke sandt! Børn er natur-psykologer, som pejler situationen længe før, de formelt får noget at vide. Udtrykket “små gryder har også ører” går på, at børn hører også det, der ikke er beregnet for dem. Voksne er dårlige til at skjule deres følelser. Mange tænker slet ikke over, hvad de går rundt og siger til hinanden, til venner og veninder og ikke mindst i telefonen.

Det kan ikke varmt nok anbefales at søge råd og vejledning i den fase. Selvfølgelig er juridisk vejledning relevant, men måske er det mindst lige så vigtigt at få hold på “alt det andet”. Her er psykologer og familierådgivere gode at støtte sig til.

En skilsmisse er vanvittig dyr. Som samlevende har man for eksempel typisk kun een husleje. Fra dag et efter sammenbruddet er der alene på det område en væsentlig forandring. I praksis er situationen for mange, at den ene bliver tilbage i huset eller lejligheden, hvor parret boede sammen, mens den anden i første omgang midlertidigt flytter til et andet sted. Nogle flytter på krisecenter, andre hjem til egene forældre, mens nogen flytter ind hos en ven eller veninde (ikke kæreste). Nogle lejer et sommerhus i en periode. Selvfølgelig er der også nogen, som flytter direkte fra det ene parforhold og ind i det næste, men det er heldigvis undtagelsen. Med heldigvis tænker jeg mest på, at det godt kan være traumatiserende for børn at opleve deres far eller mor udskiftet fra den ene dag til den anden.

Men hvad skal der egentlig ske med børnene fra dag 1? Juraen er på en måde vældig klar men efter min opfattelse ikke udtryk for noget, der i praksis kan bruges. Forældrene har haft fælles bopæl, og børnene har selvfølgelig haft bopæl hos dem. Juraen siger så, at hvis en forælder flytter, mens den anden bliver boende, skal der være enighed, såfremt børnene skal skifte formel adresse.

Ligesom man pludselig står med to huslejer, opstår der lavpraktiske problemer ved opbruddet. Den daglige arbejdsgang ændrer sig. Hidtil har det måske været far, der afleverede på vej til arbejde, mens mor hentede i institution – eller omvendt. Eller det har været den ene, som stod for det hele. Bundlinjen er, at situationen ændrer sig. Nye rutiner skal til.

Jeg oplever, at de mest pinlige og forfærdelige situationer opstår, når der opstår magtkamp om især de helt små børn. Hvordan kan en normal far få over sit hjerte at forsøge at gøre krav på en 3 måneder gammel baby, hvis parforholdet går i stykker, når barnet har den alder?

I 2008 skrev jeg en artikel om det emne, jeg beskriver i dette kapitel. Artiklen havde titlen “om at opføre sig ordentligt ved samlivsophævelse”. Du bør læse den artikel som supplement til dette kapitel.

I oktober 2015 blev der indført mulighed for at få fastsat kontaktbevarende samvær. Herom har jeg skrevet en artikel, som du også bør læse som supplement til denne artikel.

Bopælsregistrering – den nye kampplads.

Kampperioden kalder jeg perioden fra samlivets ophævelse, og indtil der træffes aftale eller afgørelse om bopælsspørgsmålet i familieretlig forstand. Nogle forældre optræder i den periode nærmest ansvarsløse over for deres børn og over for hinanden. Skabagtige kunne være en anden oplevelse af, hvad der foregår i sådanne sager. Der er næsten altid en kampperiode i forbindelse med opbruddet. Børnene skal i den periode have lov til at være børn. Herom tror jeg sådan set, at de fleste er enige.

En vinkling kunne så være, at børnene formelt har ”boet” i hjemmet, og at ”bopælen” derfor skal blive der. Det synspunkt indtager den forælder, som bliver i huset, som automatpilotreaktion. Det synspunkt placerer børnene som en reol eller et legeredskab i hjemmet.

En anden og selvfølgelig mere relevant vinkling er at forholde sig til, hvad der egentlig er bedst for børnene. Her er det mere bløde ting som reel daglig tilknytning og omsorg, der betyder noget.

I det omfang, forældrene ikke er i stand til at træffe en aftale om barnet i den periode, vil der være mulighed for at få en midlertidig afgørelse om bopæl og samvær. Desværre tager også de midlertidige afgørelser urimelig lang tid, hvad enten det er Statsforvaltningen eller retten, som skal træffe afgørelsen.

Indtil da må du selvfølgelig handle ud fra, hvad du finder rigtigt. Husk at det åbenlyst forkerte valg kan have skadevirkning, når der skal træffes afgørelse i sagen.

En anden artikel, som du skal læse som en del af dette kapitel, hedder bopælsregistrering, den nye kampplads. Her kan du se, at et barn skal registreres der, hvor det rent faktisk bor. Det er ret tydeligt, at visse kommuner slet ikke har en fornemmelse for, hvad der sker i opbrudsfasen i den lille familie. Jeg har set flere eksempler på, at kommunen registrerer et barns flytning, hvis for eksempel en mor har taget barnet med sig fra hjemmet, da hun selv flyttede.

Denne bopælsregistrering foretaget ensidigt af kommunen har begrænsede retsvirkninger. Vigtigst er, at den, der har bopælen registreret for barnet, straks får ret til børnefamilieydelsen. En anden virkning er, at en retssag skal behandles ved den ret, som den nye adresse hører under. Men jeg har endnu ikke oplevet et eksempel på, at den kommunale papirflytning har haft indflydelse på den retlige afgørelse af bopælen.

Problemet nævnt som håndteringen af forældreansvarsloven består i flere forhold. Det ene er, at loven på nogle områder forudsætter, at tingene sker langt, langt hurtigere, end de sker virkeligheden. Så længe der ikke er klarhed af juridisk karakter, opstår der en uhyggelig stor risiko for, at børnene bliver reb, som hver forælder river i fra hver sin side.

Derudover er det helt afgørende, at der foreligger en aftale eller en resolution, der gør det klart, at børnene bringes tilbage til mor efter endt samvær om nødvendigt ved fogedens hjælp.

Østre Landsret har for nylig truffet en afgørelse, som delvis afklarer bopælsproblematikken i opbrudsfasen:

M var flyttet på krisecenter med B. Aftalt deleordning, men M afleverede ikke. Ikke formel bopæl i tidligere fælles hjem, og fogedforretning om udlevering til F afvist, U 2015/3608 ØLD

Byrettens begrundelse:

M og F har fælles forældremyndighed over B.

Der er endnu ikke truffet afgørelse om, hvor B skal bo, ligesom der ikke er truffet afgørelse om en samværsordning.

På baggrund af den fremlagte mail fra M til F, brevet fra advokat x og mail fra M til advokat y lægges til grund, at M fraflyttede parternes og B’s fælles bopæl, – – -, i starten af marts, uanset at M har fastholdt, at hun ikke er fraflyttet.

Den omstændighed, at F er forsat med at bo på parternes og B’s tidligere bopæl, medfører efter fogedrettens opfattelse ikke i sig selv til, at han er bopælsforældre.

Efter parternes forklaring lægges det til grund, at M tog B med sig, da hun fraflyttede. Derudover lægges det til grund, at parterne i de først 6 uger efter fraflytningen deltes om B med en 5/5, 2/2-ordning. De første 6 uger opholdt B sig således lige meget hos hver af parterne. Efter den 15. april 2015, hvor M valgte at tage på krisecenter, uanset hun på det tidspunkt havde været væk fra – – – siden 4. marts 2015, har B ikke været hos sin far.

Der er herefter ikke noget, der i øvrigt taler for, at B må anses for at have bopæl hos F.

På den baggrund er der ikke grundlag for at foretage en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag i henhold til retsplejelovens § 596, hvorfor fogedforretningen nægtes fremme.

Landsrettens begrundelse:

Stadfæster med samme begrundelse.

Kommentar:

Afgørelsen illustrerer de ret massive problemer, som dukker op i forbindelse med et familieopbrud. Den illustrerer sådan set også, at der selv hos domstolene rodes rundt i bopælsbegreberne, når vi på den ene side har personregistreringsloven, der registrerer den offentligretlige bopæl og på den anden side de familieretlige regler.

Umiddelbart skulle man mene, at personregistreringslovens ”system” (§ 8) skulle betyde, at barnet forbliver registreret i det hidtidige hjem, hvis ikke der er enighed. Men det princip gælder kun, hvis barnet opholder sig lige meget hos begge forældre.

Det var ikke tilfældet i denne sag, hvor barnet var taget med mor på krisecenter.

Efter 1. oktober 2015 ville den pågældende far kunne bede om samvær efter forældreansvarslovens § 29a, der lyder sådan:

”Har barnet ikke samvær med den forælder, der anmoder om samvær, skal statsforvaltningen hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.”

Om bopæl og ”fogedsager” i overgangsperioden, TFA 2019/194 VLK

Problemstilling. Samlivet mellem forældrene ophævet derved, at M er flyttet med barnet B. B har fortsat bopælsadresse i det tidligere fælles hjem. F vil nu have barnet ”hjem”. Situationen er helt klassisk og grundigt omtalt i min artikel om opbrudsfasen.

Fogedrettens begrundelse:

Fogedretten lægger til grund, at der ikke foreligger sædvanligt eksekutionsfundament som angivet i retsplejelovens § 478, og at fogedretten derfor skal tage stilling til, hvorvidt rekvirentens påstand om at sagen kan fremmes i medfør af retsplejelovens § 596, stk. 2, skal tages til følge.

Der er til sagens belysning fremlagt to afgørelser, der begge gennemgår forarbejderne til ændring af bestemmelsen, hvorved »eller barnets bopæl« blev indsat. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det var tanken at skabe mulighed for, at et barn kunne udleveres til en bopælsforælder i tilfælde, hvor parterne har fælles forældremyndighed, og når barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl dér.

Fogedretten lægger i denne sag vægt på, at mor har handlet så hurtigt, som det har været hende muligt, for at opnå afgørelser vedrørende såvel skilsmisse som om barnets forhold. Fogedretten finder således ikke, at mor har udvist passivitet, og kan herefter heller ikke tillægge det betydning, at barnet fortsat havde folkeregisteradresse på den tidligere bopæl, idet der netop ikke foreligger en afgørelse eller aftale om bopæl.

(Den af M nedlagte påstand om afvisning tages til følge.)

Landsrettens begrundelse

Landsretten stadfæstede med samme begrundelse.

Kommentar:

Dommen er offentliggjort i TFA efter ikrafttræden af de nye regler, hvor tvangsfuldbyrdelse ikke længere sker i fogedretten i disse sager. Det er således også efter, at reglerne om tvungen delt bopæl ved samlivsophævelse er trådt i kraft.

Det er min vurdering, at principperne i afgørelsen fortsat er gældende.

Opbrudsfasen – hvordan håndteres den?