Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel
En Vive-rapport december 2022.
Bemærkninger Viggo Bækgaard,
Formand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H) – mediator
Der er netop udkommet en diger rapport fra Vive om børn og unge. Rapporten er virkelig interessant og spændende læsning. Den omhandler alle børns opvækstvilkår lige fra kostens og tandbørstningens indvirkning på børns dagligdag og – selvfølgelig til skilsmissebørnenes opvækstvilkår.
Personligt har jeg det med den type undersøgelser og rapporter på den måde, at de langt hen ad vejen bekræfter, hvad jeg mener at vide i forvejen.
Selvfølgelig støder selv jeg på forhold, om hvilke jeg får en undrende AHA-oplevelse. Et af de steder finder jeg på side 108, hvor en af mange delkonklusioner lyder sådan: ”Børn med lavt uddannede forældre og børn med anden baggrund end dansk oplever mere ros, mindre irettesættelse og færre konflikter end børn med højt uddannede forældre og børn med dansk baggrund.” En anden overraskende oplysning for mig er, at det på side 100 fortælles, at forældrenes indsigt om børnene falder, jo ældre børnene bliver (ikke overraskende) men også, at forældre med gennemført grundskole som højeste uddannelse er lidt bedre informeret om børnene end forældre med lange uddannelser (63% mod 74%).Disse eksempler er blot nævnt her som et kuriosum og har ikke speciel relevans for hovedtemaet.
I aftes var vi til julegaveudveksling hos et af børnene med teenagebørn. Her talte vi selvfølgelig om rapporten, og jeg nævnte ovennævnte for mig overraskende. Det førte til en lidt mere principiel snak om den type rapporters sikkerhed.
Vores fælles konklusion var egentlig lidt arrogant akademisk, at det MÅSKE skyldes den forskel og nuancegrad, man har til sig selv og sit virke også i familien, når der svares på et spørgeskema. Den vinkling gav mig i al fald en slags forståelse for min egen beundrende overraskelse. Men det skal bestemt understreges, at de overvejelser slet ikke fratager rapporten afgørende betydning og vigtighed.
Du kan med fordel læse den helt sammenskrevne pressemeddelelsesagtige gennemgang af rapporten i overskriftsform. Du kan også følge det næste link, hvis du skulle du blive så interesseret, at du gerne vil læse hele rapporten eller blot bekræfte de henvisninger, def følger nedenfor.
I denne lille artikel vil jeg hæfte mig ved de spørgsmål, som optager mig særlig meget både som formand for Landsforeningen Børn og Samvær og som praktiserende familieretsadvokat. Det er selvfølgelig bopæls- og samværsordningerne. Når jeg henviser til sider, gælder det siderne i den samlede rapport på i alt 238 sider.
Om børns bopæle
På side 93 ff er der nogle interessante samlende oplysninger. Den indledende konklusion er, at langt de fleste børns liv – trods alt – starter i en kernefamilie.
85% af de 3-årige bor på samme adresse som begge forældre. 14% i den aldersgruppe bor sammen med den ene forælder mens kun 1% har samme adresse som den ene forælder og dennes nye partner.
Ser vi i stedet på de 15-årige, er det 64%, der bor på samme adresse som begge forældre, mens 25% har adresse hos en eneforsørger forælder, og 11% har adresse i en sammenbragt familie.
På side 94 i rapporten er der en interessant information deri, at for de 19-åriges vedkommende, er det 42%, der har oplevet, at deres forældre er gået fra hinanden.
Konklusionen er altså firkantet sagt, at over 40% af alle børn og unge er ”skilsmissebørn”, idet rapporten i den sammenhæng ikke sondrer mellem, om forældrene faktisk har været gift eller blot samlevende.
Ligeledes på side 94 anføres en markant oplysning om sammenhæng mellem forældres uddannelse og ”skilsmisseprocent”, som ærlig talt overrasker mig en smule. Det oplyses, at 61% af forældre uden anden uddannelse end grundskoleniveau går fra hinanden, mens det samme kun gælder for 32% i familier, hvor en eller begge har en lang videregående uddannelse. Det for mig overraskende er ikke tendensen men den betydelige forskel.
Samme sted fortælles, at 53% af forældre er gået fra hinanden i familier, hvor ingen af forældrene er i beskæftigelse, mens det samme kun gælder for 33% i familier, hvor begge forældre er i beskæftigelse.
Der er med andre ord markante sociale og økonomiske baggrunde for børns chancer for at forblive sammen med begge deres forældre.
Nogle vil sandsynligvis tænke, at det er helt i overensstemmelse med, hvad man selv synes at vide eller opleve. Når det alligevel er en smule overraskende for mig, tror jeg, at det hænger sammen med, at jeg både som formand for Landsforeningen Børn og Samvær og som advokat trods alt oftest møder de mere ressourcestærke både menneskeligt og økonomisk. Det kan godt være med til at blinde mit klarsyn.
Om samværsordninger
Side 94 indeholder en gennemgang af den aktuelle fordeling i samværssammenhængen. 41% har en deleordning (lige meget eller næsten lige meget hos hver forælder, hvilket må dække over 7/7 og 8/6 ordninger). 44% bor hos den ene forælder og har regelmæssigt samvær med den anden, mens 16% bor hos den ene forælder uden kontakt med den anden. (Tallene er fra rapportens tekst, selv om de giver 101%). Samme sted præciseres, at der er tale om en markant ændring af deleordninger fra 2009 til 2021 fra 15% til 41%.
På side 228 ff er der en grundig gennemgang af udviklingstræk om deleordninger i perioden fra 2009 til 2021. Jeg vil bestemt opfordre til læsning af dette afsluttende kapitel i rapporten, idet afsnittet reflekterer ganske fint om baggrunden for udviklingen.
Hvad savner jeg af oplysninger?
Som nævnt i indledningen kommer rapporten rundt om stort set alle børn- og unges livsvilkår. På side 113 omtales en del om børns relationer til venner og jævnaldrende. Jeg tror, at de fleste godt er klar over, at en del kontakt mellem børn i dag sker online og i mindre grad som fysisk kontakt, hvilket i al fald virker generelt bekymrende for en ældre herre som jeg selv.
Heller ikke den ret store forskel på piger og drenge i den sammenhæng overrasker mig.
Men jeg kunne godt have ønsket mig spørgsmål og refleksioner over, hvilken betydning deleordninger har på kontakten til venner og jævnaldrende.
For eksempel ynder jeg at lystiggøre mig med, at de stakkels delebørn (teenagere forstås) vil have problemer med at holde på kæresten, hvis de hver anden uge bliver frataget den fysiske kontakt, fordi de i stedet skal underholde en forælder. På tilsvarende måde postulerer jeg lige så lystigt, at fremtiden er dyster for de danske landshold i såvel håndbold som fodbold, fordi børnene ikke kan dyrke sporten kontinuerligt.
Det kunne være interessant at sammenholde de generelle oplysninger om vennekontakter med tilsvarende specifikke oplysninger for delebørn i forskellige aldre.
På side 96 gennemgås søskenderelationer talmæssigt men ikke indholdsmæssigt. Det kunne set med mine briller være interessant at gå dybere ind i indholdet af disse relationer og allerhelst også nogle forskningsmæssige undersøgelser af pap-søskende relationer.
Jeg sidder uge efter uge i familieretten og hører forældres fortælling om de vidunderlige relationer, som er mellem disse tvangs-sammenbragte børn. Nå ja. Typisk synes den ene forældre, at relationen er vidunderlig, og den anden det nærmest modsatte.
Lige i disse dage belastes jeg af en meget intens arvekonflikt mellem 2 i dag næsten præcis 50 årige ”falske tvillinger”, som har været sammen i en tvangssammenbringelse, siden de var 5 år gamle. Jeg ved selvfølgelig godt, at der også er ”krig” mellem ”rigtige søskende”. Men min aktuelle oplevelse og læsning af denne rapport fortæller mig bare, at det kunne være interessant at få belyst de forhold lidt bedre forskningsmæssigt.
Et andet element, som jeg godt kunne ønske mig en forskningsmæssig vinkel på, er børneøkonomien, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor. Jeg skrev tilbage i 2017 en længere artikel om børneøkonomi. Selv om den ikke er dagsaktuel, giver den et fingerpræg om situationen.
Presseomtalen.
Rapporten udkom vist i forgårs. De sidste 2 dage har pressen og såkaldte eksperter brugt en del tid på at forholde sig til den. I går brugte jeg en stor del af dagen på at læse. Det og aftenens julegaveudveksling fratog mig muligheden for rigtig at følge med i den offentlige debat.
Men jeg nåede dog at læse en eksperts refleksion mod deleordningerne med, at ”de mange skift” påvirker børnene negativt. I al fredsommelighed må jeg nu sige, at der er lige mange skift i en 11-3, en 10-4, en 9-5, en 8-6 og en 7-7 ordning. Så det er næppe skiftene i sig selv, der er afgørende for ret meget, om end det bestemt kan være problematisk i de splittede ordninger, som ofte gennemføres for de mindre børn, hvor de har weekendsamvær den ene uge og et kort modsamvær den modsatte.
Som sagt fik jeg ikke hørt, set eller læst så meget i går.
Under alle omstændigheder kan det kun glæde, at en rapport som denne trods alt afføder refleksioner. Rapporter som denne benyttes af alle stort set uden undtagelse som støtte for egne synspunkter.
Den eneøjede og sædfikserede tilgang fører selvfølgelig til, at ”alle” skal have egentlige deleordninger. Det er ”jo” tidens løsning, hvilket fremgår af rapporten. Det kommer jeg til at høre ret meget i den kommende tid.
Selvfølgelig læser jeg også rapporten ind i egne erfaringsuniverser og synspunkter.
Hvad får jeg selv ud af rapporten – og hvad kan den reelt bruges til?
Jeg oplever rapporten som fuldstændig fantastisk. Den bekræfter for mig alt, hvad jeg har sagt i alle de mere end 20 år, hvor jeg virkelig intens har fulgt området forældremyndighed og samvær.
Børn har brug for begge forældre. Det er afgørende for børns trivsel, at forældrene samarbejder. Samvær er godt men ikke for enhver pris. De 3 sætninger har jeg sagt og skrevet i alle årene og aldrig fraveget. Der er intet i rapporten, der giver anledning til at ændre de synspunkter.
Man siger nok, at Jeppe drikker men ikke, hvorfor Jeppe drikker. Frit efter Holberg. Rapporten siger nok, at deleordninger er i vækst men går for mig at se ikke i dybden med årsagerne til det, selv om der reflekteres over det i det afsluttende kapitel. Meget hænger givetvis sammen med øget ligestilling i familielivets dagligdag. I mit erfaringsunivers, der alene er professionelt, spiller forældrenes egne egoistiske tilgange en rolle. Børneforpligtelser i den ene uge og fri adgang til dating i den næste.
Desværre spiller børneøkonomien for mange en (for) stor rolle. Synspunktet er ofte, at hvis jeg har deleordning, skal jeg ikke betale børnepenge. Som beskrevet i min artikel fra 2017 betyder det noget for alle men i særdeleshed for de højtlønnede samværsforældre.
Jeg har personlig den indædte overbevisning, at markant ændring af børneøkonomien mellem skilsmisseforældre vil udviske ganske mange krigs-muligheder.
Afgørende er ikke deleordningerne men procenten for ikke samvær
De for mig helt afgørende tal i rapporten er ikke deleordningsprocenten men procenten af de børn, som bor hos den ene forælder uden kontakt til den anden. Det er altså kun 16%, der slet ikke har kontakt til den anden forælder. Til den procent kommer selvfølgelig, at der er nogle børn med kontakt, som har en mere begrænset samværsordning.
Igen må jeg understrege lidt om betydningen af fakta og erfaringsunivers. Rapporten udtrykker faktum. 16% er uden kontakt med den ene forælder. Denne rapport går ikke ind i årsag og virkning. Så vidt ses går rapporten heller ikke ind i, om samværsfravær skyldes, at samværet er frataget retligt. Man kan i skemaet på side 94 se, at procenten med ikke kontakt var betydelig større i 2009 end i dag, ligesom man ser, at den samlede procent er stort set uændret fra 2013 til i dag, og at det fortsat er de helt små, som oftest ikke har kontakt til begge forældre.
Min egen analyse bygger på mit professionelle erfaringsunivers. Det er pænt stort men selvfølgelig bestemt ikke forskningsmæssigt set bredt nok til at være andet end netop et ”erfaringsunivers”.
Jeg har også gennem årene skrevet ganske meget om konsekvenserne i forhold til fysisk og psykisk vold. Se for eksempel ”om håndtering af ”problemerne” i forældreansvarssager. For eksempel psykisk sygdom, vold og psykisk vold” .
Det alvorlige problem består i den gennemsyrende politiske korrekthed. Man kan altså ikke dømme til fred i Mellemøsten. Man kan ikke dømme forældre til at opføre sig ordentligt. Man anfører igen og igen i sagerne, at det er konflikten mellem forældrene, der skader barnet. Det er rigtigt, men der skal altså mindst 2 til en konflikt. Man forholder sig stort set aldrig til den reelt skyldige men tryner ofret og straffer barnet. Sådan virker tingene alt for ofte.
Jeg er fuldstændig og indædt overbevist om, at 16% er for lav en procent, hvis man for alvor skulle forholde sig til, hvad der er bedst for barnet. Det skal man, for det står som grundbestemmelse i forældreansvarslovens §4.
Hvem er så skyld i, at det går sådan for børnene? For mig er der ikke tvivl om, at de børnesagkyndige er hovedskurkene. Ikke alle – men mange. Dommerne er følgagtige lejesvende, men de er undskyldt derved, at de bilder sig selv ind, at de læner sig op ad børnefaglig rådgivning.
Om barnet, der har og skal have kontakt med begge forældre, så skal have det i en egentlig deleordning eller mindre, afhænger af de mere konkrete omstændigheder.
21. december 2022
Viggo Bækgaard
Formand for Landsforeningen Børn og Samvær,
advokat (H) – mediator