Landsrettens afvisning af at behandle en ”åbenlys” sag (rpl. § 368a) blev stadfæstet af Højesteret, HD 25. oktober 2025, TFA 2025/3 HD.
Uddrag fra Højesteretsdommen på Højesterets hjemmeside, Jeg har alene rettet dommens betegnelser A, B og C til F, M og P for far, mor og pige.
F og M blev i 2010 forældre til P.
Parterne gik efter det oplyste fra hinanden i 2012.
Ved afgørelse af 1. juni 2022 bestemte Familieretshuset, at P midlertidigt skulle have bopæl hos F. P har efter det oplyste siden haft bopæl hos F.
Ved familierettens dom af 22. november 2022 blev den fælles forældremyndighed over P ophævet, og F fik forældremyndigheden alene. Det blev samtidig fastsat, at P skulle have samvær med M hver anden uge fra fredag med afhentning i skolen til søndag kl. 14 og samvær i ferier.
Efter et samvær fra den 27. til den 28. december 2022 besluttede F at tilbageholde P fra yderligere samvær hos M. Den 6. januar 2023 anmodede F Familieretshuset om midlertidig ophævelse af samværet mellem M og A.
Den 7. februar 2023 fik M af Nordjyllands Politi et tilhold mod at kontakte eller følge efter sin datter. Tilholdet blev stadfæstet af Statsadvokaten i Viborg ved afgørelse af 3. marts 2023.
Ved afgørelse af 9. marts 2023 bestemte Familieretshuset, at samværet mellem P og M midlertidigt skulle ophæves. Den 30. maj 2023 indbragte Familieretshuset sagen for familieretten. For familieretten nedlagde F påstand om, at P ikke skal have samvær med M.
M nedlagde påstand om, at forældremyndigheden skal overføres til hende alene, subsidiært fastsættelse af fælles forældremyndighed, således at P får bopæl hos hende.
M nedlagde endvidere påstand om, at Ps samvær med P skal være overvåget gennem Familieretshuset hver 14. dag. Mest subsidiært påstod M frifindelse for Fs påstand om, at Ps samvær med hende skal ophæves.
Familieretten afsagde dom i sagen den 25. august 2023. Ved dommen blev Ps samvær med M ophævet.
…..
Af retsbog af 15. november 2023 fremgår, at landsretten i forbindelse med forberedelsen af hovedforhandlingen fandt anledning til at overveje, om anken skulle afvises efter retsplejelovens § 368 a.
Landsretten iværksatte på den baggrund høring af B og A.
Ved dom af 15. december 2023 afviste landsretten ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a.
Landsrettens begrundelse:
”Efter en gennemgang af sagens dokumenter og de forklaringer, der blev afgivet under hovedforhandlingen af sagen i familieretten, parternes synspunkter og familieretsdommens begrundelse er landsretten enig i familierettens vurdering såvel med hensyn til sagens beviser som til de retlige spørgsmål i sagen.
Landsretten bemærker herved, at F ved dom af 22. november 2022 fik forældremyndigheden alene, og at M den 7. februar 2023 fik tilhold af politiet mod at kontakte og følge efter F, hvilket M efter egen forklaring har overtrådt.
Landsretten lægger til grund, at M siden familierettens dom er blevet varetægtsfængslet som følge af adskillige overtrædelser af dette tilhold.
Beskyldningerne mod F, der er sagens centrale emne, har under familierettens sag ikke været underbygget af nogen form for dokumentation.
Hertil kommer, at P under børnesamtale har givet klart udtryk for, at hun ikke ønsker kontakt med M, der får hende til at føle sig utryg.
For landsretten har M nedlagt samme påstande som for familieretten.
Der foreligger ikke oplysninger om nye synspunkter, ligesom der ikke er fremlagt nye oplysninger i forbindelse med indlevering af anken.
M har anmodet om indhentelse af udtalelse fra Ps egen læge for at belyse hendes helbredstilstand.
Da landsretten som tidligere anført er enig i byrettens vurdering af beviserne i sagen og er enig i resultatet vedrørende de retlige spørgsmål, sagen rejser, er der under de ovenfor nævnte omstændigheder ikke udsigt til, at ankesagen vil få et andet udfald end i byretten.
De anførte omstændigheder taler imod, at sagen skal behandles i to instanser, selvom sagen vedrører forældremyndighed, fastsættelse af bopæl og samvær.
Landsretten afviser herefter sagen i medfør af retsplejelovens § 368 a.”
Højesterets begrundelse
Ved familierettens dom af 22. november 2022 blev det bestemt, at den fælles forældremyndighed over P skulle ophæves, og at F skulle have forældremyndigheden alene.
Det blev samtidig fastsat, at P skulle have samvær med M.
Ved familierettens dom af 25. august 2023 blev samværet mellem M og P ophævet.
M fik ved dommen ikke medhold i påstande om overførsel af forældremyndigheden til hende, subsidiært fastsættelse af fælles forældremyndighed, således at P fik bopæl hos hende.
M fik heller ikke medhold i en påstand om, at Ps samvær med F skulle være overvåget.
A ankede familierettens dom af 25. august 2023 til landsretten, der afviste sagen i medfør af retsplejelovens § 368 a.
For Højesteret er spørgsmålet alene, om landsretten med rette har afvist sagen for så vidt angår familierettens afgørelse om at ophæve Ps samvær med M.
Efter retsplejelovens § 368 a kan landsretten afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.
Som anført i senest Højesterets kendelse af 28. maj 2024 (UfR 2024.3667) bør en ankesag ikke afvises af landsretten, hvis det ikke umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, hvis sagen indeholder principielle problemstillinger, eller hvis sagen f.eks. har særlig betydning for parterne. Som ligeledes anført i den nævnte højesteretskendelse følger det af retsplejelovens § 455, stk. 1, og forarbejderne hertil, at retsplejelovens § 368 a også finder anvendelse i familieretlige sager.
Højesteret finder, at sager om ophævelse af samvær har en sådan særlig betydning for den ankende part, at afvisning efter retsplejelovens § 368 a kun kan finde sted, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Højesteret finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og af de grunde, der er anført af landsretten, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a afviste Ms anke.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger.
Kommentar:
Jeg kender kun dommen fra Højesterets hjemmeside, hvor dommen er gengivet i sin helhed.
I ovenstående uddrag har jeg udeladt en del af forklaringerne. P er født i 2010 og er altså på tidspunktet for byretsdommen 12 år (og nu 14).
Den centrale bestemmelse er retsplejelovens § 368a, der siger, at landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.
Jeg tror, at de fleste jurister var overbevist om, at bestemmelsen slet ikke kan bruges i en forældreansvarssag. Vi troede vist, at Højesteret i maj 2024 havde afgjort det spørgsmål definitivt.
Denne nye dom fra oktober 2024 viser, at det også her gælder, at sagerne skal behandles konkret.
Det forekommer efter dommen åbenlyst, at mor er psykisk syg i et omfang, der har betydning for barnet.
Jeg læser dommen den 5. november 2024. I går lagde jeg en kommentar op til en ny Vive-undersøgelse om de mest komplicerede forældreansvarssager. Heri anførtes, at en del af disse sager omfatter situationer, hvor der er psykisk sygdom involveret.
Vi ser ikke så mange domme, hvor de konkrete sociale problemstillinger kommer tydeligt frem. Måske skyldes det en forståelig berøringsangst også med en tanke om, at det trods alt er ”synd” at udpensle det. Det er nok i virkeligheden grunden til, at jeg også ovenfor er sprunget det mest groteske over, selv om det godt nok anonymt fremgår af dommen.
En situation som denne var næppe kommet til vores (offentlighedens) kendskab, hvis ikke mor havde forsøgt at få sagen hjemvist til realitetsbehandling i landsretten.
Under læsningen har jeg også siddet og tænkt, hvorfor pokker der ikke har været sat en alvorlig bremseklods op over for M. Hendes adfærd er skræmmende og adskillelsen fra P må formodes at forværre hendes tilstand. Hvorfor mon hendes advokater ikke har ”banket hende på plads”? Jeg trøster mig med bevidstheden om, at det nok har været forsøgt.
Højesterets afgørelse forekommer naturlig i ganske meget af det lys, hvori jeg ser forældreansvarssagerne: Samvær er godt men ikke for enhver pris.
Læser man hele afgørelsen, får man et indblik i, hvor slemt det kan være.
Viggo Bækgaard
5. november 2024