11½ årig P skal fortsat bo hos F efter klare udsagn til børnesagkyndig samtale og meget modstridende oplysninger til M, Retten i Holbæk 6. marts 2014, utrykt EFTERSKRIFT marts 2016

11½ årig P skal fortsat bo hos F efter klare udsagn til børnesagkyndig samtale og meget modstridende oplysninger til M, Retten i Holbæk 6. marts 2014, utrykt EFTERSKRIFT marts 2016

Problemstilling:

Parterne er de samme som i sagen ØLD af 28. februar 2012. Jeg synes, at du skal læse både denne og den gamle sag og ikke mindst efterskriften fra 2016. Der kom altså til at gå 4 år, før P fik sin egentlige vilje.

Repeteret problemstilling: Der var truffet afgørelse om et barn hos hver af forældrene (modellen, som jeg kalder atomkapløbsmodellen). Den to år yngre D bor hos M og P hos F.

Ifølge M er P til stadighed bedende over for M om, at denne skal gennemføre en sag, så hun kan komme til at bo hos M. I samtaler med skole og børnesagkyndig + dommer, giver hun udtryk for at have det ”fint nok”.

Byrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at begge parter er velegnede til at være bopælsforældre for P.

Retten bemærker, at der ikke er grundlag for at antage, at P ikke har givet udtryk for sin egen holdning under børnesamtalen den 9. januar 2014, ligesom samtalen trods Ps gode tilknytning til begge forældre ikke efter lod tvivl hos den børnesagkyndige eller retten om Ps ønsker til fremtidig skole-, fritid- og dagligdag. Indholdet af samtalen var i øvrigt i overensstemmelse med det tidligere fremkomne. Retten finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på yderligere børnesagkyndig undersøgelse.

Efter det oplyste lægger retten trods Ms forklaring til grund, at P trives og har det godt i sine nuværende omgivelser, samt at P ikke ønsker at flytte bopæl, men føler sig klemt mellem moderens og egne behov.

På baggrund af sagens samlede omstændigheder, herunder navnlig indholdet af samtalen med P den 9. januar 2014 og notat af 28. november 2013 fra S skole, finder retten, at det vil være bedst for P, hvis hun fortsat har bopæl hos F, jfr. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jfr. §§ 4 og 5.

kommentar:

Jeg repræsenterede M og er ikke i tvivl om, at M gennemførte sagen efter henstilling fra P. M havde ikke fri proces, hvorfor der selvfølgelig lå både menneskelige og økonomiske overvejelser for M i overhovedet at tage sagen.

M virker yderst troværdig og er oven i det fagperson i forhold til børn. M oplever, at P alene har et reelt frirum hos hende, og at hun ikke tør ytre sig åbent og ærligt om sin situation, ønsker og behov.

På den baggrund ville eneste mulighed for at få afdækket en sådan formodning være en børnesagkyndig undersøgelse.

Ps udtalelser var egentlig så klokkeklare, at dommerens fravalg af en børnesagkyndig undersøgelse overordnet ikke er overraskende eller uforståelig. Det samme gælder på den baggrund resultatet.

En bekymrende vinkel i sagen var, at P ikke ønskede, at hendes udtalelser under børnesamtalen skulle gengives over for forældrene! På den måde sidder i al fald M jo tilbage med en oplevelse af at være dømt under ”hemmelig retspleje”.

For mig er der to meget vigtige moraler efter sådan en sag:

Den ene er, at større børn i virkeligheden kommer til at tage ansvar for deres eget liv i et omfang, som de måske slet ikke er klar til. Hvis det er rigtigt som anført af M, at P stedse og uopfordret har insisteret på at bo hos mor og vedholdende opfordret M til at gennemføre en sag og ikke turdet sige det af frygt for repressalier fra F, er det jo forfærdeligt.

Men dommerens præmis om, at P føler sig klemt mellem egne og mors behov, kan godt indikere, at P faktisk har givet udtryk for det og dermed for sit ærlige ønske.

I sidstnævnte tilfælde er moralen en anden gammelkendt sandhed. Selv den dygtigste fagperson kan have svært ved at skille faglighed og følelser, når det kommer helt ind på egen krop. Jeg har nemlig på intet tidspunkt været i tvivl om Ms faglighed og gengivelse af Ps udsagn over for M som dennes virkelige ønsker.

Efterskrift  9. marts 2016:

Jeg har i dag fået en mail fra M i sagen med dette indhold:

Jeg vil bare fortælle dig, at P er flyttet hjem til mig.

Det gjorde hun i sommerferien 2015. F gav efter for presset fra P og indvilligede i, at hun flyttede hjem til F og jeg.”

Det er en mail, som både glæder og bekymrer. Det glædelige er selvfølgelig, at resultatet ender, som P hele tiden gerne har villet. Men altså først efter to tabte retssager og et fortsat pres fra P over for F.

Allermest bekymrende er, at børn ofte ikke kan (tør) sige deres ærlige ønsker i det såkaldt neutrale rum.

Mine kommentarer til sagen står sådan set tilbage med fuld vægt.

Viggo Bækgaard

9. marts 2016