Tvangsfuldbyrdelsessag hjemvist af landsretten til familieretten med henblik på indhentelse af flere oplysninger, TFA 2023/104 ØLK
Byrettens begrundelse
Familieretten bemærkede, at det efter parternes forklaringer kan lægges til grund, at der ikke er fremlagt noget tvangsfuldbyrdelsesgrundlag i sagen og besluttede at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om (det ikke fremlagte) fuldbyrdelsesgrundlag skal ændres eller ophæves.
Familieretten henviser til rets12lejelovens § 456 R.
(resultat reelt afvisning)
Landsrettens begrundelse
F anmodede den 21. september 2022 familieretten i Næstved om at udlevere parternes fællesbarn, B, med henvisning til, at der foreligger en samværsaftale af 10. marts 2022. Samtidig med anmodningen uploadede F et dokument på sagsportalen, der er benævnt »Aftale om samvær«. Dokumentet, der er udfyldt på Familieretshusets formular, er ikke underskrevet af sagens parter, men det fremstår som udfyldt og underskrevet af en sagsbehandler i Familieretshuset, og det er anført, at dokumentet er udfyldt under et møde i Familieretshuset. M har under retsmødet i familieretten den 3. oktober 2022 forklaret bl.a., at ”samværsaftalen« af 10. marts 2022 aldrig er blevet godkendt af hende, og at der fortsat verserer en sag i Familieretshuset om omfanget af samværet med B.
Landsretten finder, at familieretten under de foreliggende helt særlige omstændigheder burde have indhentet flere oplysninger, inden familieretten traf afgørelse i sagen.
Landsretten ophæver derfor familierettens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling med henblik på, at familieretten indhenter oplysninger fra Familieretshuset vedrørende omstændighederne omkring tilblivelsen af dokumentet af 10. marts 2022 til brug for familierettens afgørelse, herunder stillingtagen til om der foreligger et fuldbyrdelsesgrundlag.
Resultat:
Familierettens afgørelse af 3. oktober 2022 ophæves.
Sagen hjemvises til familieretten til fornyet behandling.
Kommentar:
Det er en såkaldt formalitetsafgørelse. Hvis Familierettens resultat stod ved magt, var fuldbyrdelsesløbet kørt for F.
Med denne afgørelse, må Familieretten genbehandle sagen og skaffe det relevante grundlag.
Viggo Bækgaard
12. juni 2023