Statsforvaltningen som indirekte og ufrivillig konfliktoptrapper.
Jeg siger af og til, at Statsforvaltningen bliver selvstændigt konfliktoptrapper ganske ufrivilligt. Med dette indlæg vil jeg prøve at beskrive en ikke usædvanlig situation som eksempel på Statsforvaltningens utilstrækkelighed. Min beskrivelse af situationen for parterne er gjort så neutral som overhovedet muligt – og selvfølgelig anonym.
Men jeg står personligt inde for beskrivelsen og naturligvis for de personlige fortolkninger.
Problemstilling (forhistorie):
F og M var gennem en forældreansvarssag for knap halvandet år siden. M får fuld forældremyndighed. Konfliktniveauet har været ekstremt højt.
For et halvt år siden kommer M i økonomiske vanskeligheder. Det kniber med penge til huslejen, og hun er ved at blive smidt ud af lejligheden. Kommunen truer hende med, at børnene bliver tvangsfjernet, hvis hun bliver smidt ud.
M vælger så i november eller december at lade børnene være en del hos F, mens hun knokler med overarbejde for at redde situationen.
Det fører tilsyneladende til en bedring i forholdet mellem forældrene, der indgår en aftale i januar 2015 om samvær. Efter den aftale skal børnene være i samvær med F i en 10-4-ordning. Aftalen er uklar og diffus. De efterlever den tilsyneladende ikke slavisk men skifter lidt, når der er brug for det.
En konkret dag i marts, skulle der ”måske” være samvær. M synes åbenbart, at de har haft byttet så meget rundt, at der ikke skulle være samvær den dag og hentede derfor børnene i skolen. Her kom far også, og der opstod et voldsomt skænderi. Ifølge M truede F hende på livet og i al fald med vold. Mens M og børnene opholdt sig inde i bilen, slog F bilruden itu under voldsomme trusler ifølge M.
Det ender med, at politiet ankommer og optager rapport. M tager børnene med den dag.
Efterfølgende opgiver politiet sigtelse for trusler men opretholder sigtelsen for hærværk.
F retter henvendelse til fogedretten for at få børnene udleveret.
Der er foretaget underretninger til kommunen om børnenes trivsel vist nok både af politiet og af børnenes skole. Kommunen er i færd med at iværksætte en § 50-undersøgelse.
Fogedretten:
I fogedretten beslutter fogeden at udsætte fogedretsmødet. Forældrene får besked på, at fogeden og en børnesagkyndig skal tale med børnene, før fogeden træffer afgørelse om gennemførelse af en fogedforretning om børnene.
Husk, at fogedretten skal gennemføre udlevering af børnene, hvis det er klart, at de ikke er blevet udleveret, med mindre fogeden vurderer, at det vil være til skade for børnenes legemlige eller sjælelige sundhed at blive udleveret.
Der er på tidspunktet for første møde i fogedretten fastsat tidspunkt for et møde i Statsforvaltningen. Det møde skal handle om behandling af en anmodning fra M om nedsættelse/suspension af samværet. Desuden skal det handle om en anmodning fra F om bopæl og/eller fælles forældremyndighed, hvilke spørgsmål jo i sidste ende skal afgøres af retten.
I sådan en situation håber fogedretten altid, at Statsforvaltningen tager konkret ansvar under mødet. Fogedretten tænker nemlig, at hvis Statsforvaltningen ikke vælger at suspendere samværet, har fogedretten som udgangspunkt ikke andet at gøre end at gennemtvinge det. Statsforvaltningen er ”jo” den myndighed, som har formel børnesagkyndig kompetence til at vurdere, om der skal være samvær. Hvis Statsforvaltningen ikke suspenderer, må det eksisterende samvær nok hellere blive gennemført, indtil Statsforvaltningen beslutter noget andet.
Der skal en del til, før fogeden vurderer, at samvær ikke skal gennemføres.
Statsforvaltningsmødet (København).
Forleden blev der så gennemført et møde på Statsforvaltningens kontor i København. Det var et tværfagligt møde. Begge parter havde advokater på, men F valgte at møde uden sin advokat.
Selv om jeg møder temmelig tit på kontoret i København, var det to for mig nye, som sad der for Statsforvaltningen. Den ene var en meget ung børnesagkyndig (under 30), der præsenterede sig som børnesagkyndig rådgiver. Det plejer at være kodesprog for, at det ikke er en børnepsykolog men en socialrådgiver med lidt overbygningsuddannelse. Den anden var en jurist på ”et par og tredive”.
Juristen starter med at melde ud, at de jo nok har misforstået hinanden, siden den ellers gode aftale om etablering af samvær var gået i hårdknude. Aftalen er da også lidt uklar, erkender juristen. Nu skulle vi så bruge mødet til at få det samvær sat på skinner. (Ordvalget er mit men hensigten åbenlys).
Den børnesagkyndige holdt herefter et standardindlæg om, hvor vigtigt det er at samarbejde, og at børnene tager skade af manglende samarbejde.
F signalerede næsten fra starten, at han bare ønskede at se fremad. Det 10-4-samvær, som var aftalt i januar, var helt fint. Hvis bare det blev genoptaget, var der ingen problemer, og han ville slet ikke røre ved forældremyndighed.
M tilkendegav, at børnene har det skidt og er påvirket af meget men især af den episode, hvor F slog bilruden ind.
Jurist og børnesagkyndig fortsatte deres sang om, hvor vigtigt det er at samarbejde.
Juristen vrikkede lidt rundt på stolen i sin frustration over, at han jo så nok var nødt til at gøre et eller andet. Bedst vil det nok være at vente på kommunens måske snart påbegyndte § 50-undersøgelse. Så må forældrene få det bedst mulige ud af det indtil da. Han kunne ikke gøre noget, før han har undersøgt sagen grundigt med diverse forespørgsler til kommune og skole. Han klamrede sig også til, at fogeden heldigvis nu skal have en samtale med børnene sammen med en børnesagkyndig. Den information virkede noget lettende for den stakkels jurist.
Her forsøgte jeg så at indsparke, hvilke roller de forskellige myndigheder nu engang har i det her spil. (Statsforvaltningen fastsætter omfanget af samvær; fogedretten gennemfører aftaler og afgørelser om samvær; kommunens socialforvaltning vurderer, hvilke tiltag kan derfra kan yde for at sikre børnenes trivsel, hvis altså de mistrives.)
Det prellede af på juristen.
Henset til Fs tilkendegivelser og til, at det jo vil være fint, om F kan have kontakt med børnene, indtil sagen er oplyst – og for at skabe tryghed først og fremmest hos børnene, foreslog jeg så, at Statsforvaltningen kunne lave overvåget samvær, indtil relevante oplysninger, herunder en §50-undersøgelse – var færdig, hvis man da ikke selv som det bedste ville gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse.
Juristen så nu helt forskrækket på mig med mere end tydelig afmagt i øjnene. Jamen de kan da ikke sådan bare lige gennemføre et overvåget samvær. Dels skal det jo visiteres ovenfra af ledelsen (det blev sagt i indforstået omskrevet sprog, som kun jeg forstod). Dertil kommer, at der er så lang ventetid på sådan et overvåget samvær, at det slet ikke kunne komme i gang inden for de tre måneder, som en §50-undersøgelse varer.
Næe – vi måtte altså finde på noget andet. Det kunne vi vel nok forstå. Stakkels mand, tænkte jeg om den afmægtige jurist. Den børnesagkyndige var i mellemtiden blevet ret tavs. Hun havde måske forstået, at hun ikke rigtig kunne gøre noget (fornuftigt).
M kom så i tanke om, at de vist i kommunen har sagt noget om, at de kunne facilittere noget overvåget samvær, hvis det skulle være. Alle lyste lidt op – undtagen F, som på det tidspunkt var stået helt af snakken.
Juristen forsøgte at forklare F, at M var kommet med et fornuftigt og konstruktivt forslag, som F burde forholde sig til. Kort inden da var F kommet tilbage i konfliktmode, da han blev klar over, at han ikke bare kunne få børnene udleveret problemfrit. Så ville han køre linen ud og kræve bopæl og forældremyndighed.
Endnu et spagfærdigt forsøg på at få ham til at forstå, at børnene dog havde haft en oplevelse med trusler og en smadret bilrude, som må have påvirket dem, og at det nok derfor kunne være fornuftigt nok med lidt forsigtighed. F tilkendegav så, at han ville vende det med sin advokat og give besked ”i aften eller i morgen tidlig”. Vi ved så alle, at han ikke kommer igennem til sagsbehandleren på telefon, og at en mail måske når frem i løbet af en uges tid. Men det var da et spæd håb om en eller anden form for løsning.
F reagerede igen kraftigt, da det gik op for ham, at det var en forudsætning for løsningen, at fogedsagen blev droppet. Nu ville han igen køre linen ud. Til sidst ville han dog for jeg ved ikke hvilken gang give besked ”i aften”.
Juristen måtte så gå den tunge gang til tastaturet og skrive, at forældrene gav samtykke til, at diverse oplysninger kunne indhentes. Han – juristen – havde meget trætte øjne.
Det lykkedes mig at overtale juristen til at skrive en sætning om ventetid. Fra notatet, som vi fik med fra mødet, står følgende:
”Der var på mødet et meget højt konfliktniveau.
Mor foreslår overvåget samvær i Statsforvaltningen.
Det oplystes, at der er ventetid på overvåget samvær, hvorfor der ikke straks kan iværksættes overvåget samvær.
Mor foreslog overvåget samvær på et neutralt sted, mens sagen undersøges, og at det muligvis kunne faciliteres i kommunen.”
Trods ordene om højt konfliktniveau må jeg sige, at mødet sådan set foregik i en nogenlunde tone. Kemien mellem børnenes forældre var bestemt sådan, at ingen kan forudse, hvordan det ville gå, hvis ikke alle vi andre havde været der for at bløde op.
Den ”rigtige” løsning – og lidt om Statsforvaltningens mærkelige tankegang.
Jeg bruger tid på at beskrive denne oplevelse for at illustrere et system, der spiller fallit, så snart den politisk korrekthed ikke fungerer.
Mange vil kunne genkende beskrivelsen. Jeg er sikker på, at begge forældre er frustrerede og med rette.
Den temmelig objektivt ”rigtige løsning” havde været denne – helt uden hensyn til, at jeg repræsenterer den ene part:
Statsforvaltningen skulle konstatere som godt, at der havde været etableret noget samarbejde efter meget lang tid med ekstremt højt konfliktniveau. Så langt er de altid i stand til at agere hensigtsmæssigt – også på mødet.
Børn påvirkes ret indlysende af en konflikt, som de oplever på bagsædet af en bil, hvor F står udenfor og smadrer ruden med trusler. F erkender faktum men hævder, at han aldrig ville gøre mor noget. I en forhistorie med nogen anden dramatik vil det være uklogt at gennemføre umiddelbart samvær. Der må (gen)skabes tryghed først.
Det bør vurderes, om samvær overhovedet er godt – og i givet fald, hvordan det skal gennemføres og i hvilket omfang. Den bedste løsning vil være en børnesagkyndig undersøgelse med udgangspunkt i det – og kun det – spørgsmål. En kommunal § 50-undersøgelse har helt andre baggrunde og formål. Men det var helt og aldeles åbenbart, at en børnesagkyndig undersøgelse i Statsforvaltningens regi var utænkeligt i den givne situation.
Jeg tror såmænd godt, at sagsbehandleren kunne tænke så langt. Men systemet er indrettet på, at der skal spilles sorteper mellem myndigheder. Hvis altså fogedretten er i gang med noget, må vi hellere vente på det og se, om vi kan bruge det til noget. Hvis kommunen er i gang med noget, må vi også hellere vente på det.
I Statsforvaltningens optik er det i den sammenhæng fuldstændigt ligegyldigt, hvordan børnene har det, og hvad der måtte ske med dem i mellemtiden. Det bestrider de selvfølgelig til enhver tid – men sådan ER virkningen af deres adfærd altså!!
Statsforvaltningen burde have gjort følgende:
Da konfliktniveauet er banket tilbage til langt under frysepunktet, og da børnene åbenlyst har haft en traumatiserende oplevelse, bør samværsaftalen suspenderes omgående og erstattes af et overvåget samvær, der løber, indtil sagen er ordentligt undersøgt til bunds.
Statsforvaltningen burde tage en snak med kommunen for at få afklaret, hvad det egentlig er, kommunen er i gang med omkring familien. Statsforvaltningen burde iværksætte en egentlig børnesagkyndig undersøgelse med henblik på at vurdere, om og i hvilket omfang der skal være samvær fremadrettet og under hvilke betingelser.
Det er et totalt svigt fra Statsforvaltningen, at man ikke påtager sig et reelt ansvar for sagens oplysning og børnenes ve og vel i undersøgelsesfasen.
Den næstbedste løsning ville være at etablere et overvåget samvær i Statsforvaltningens regi, mens kommunen gennemfører sin § 50 undersøgelse, såfremt dialog med kommunen måtte føre til, at denne undersøgelse kan forventes at føre til et reelt oplysningsgrundlag i samværssagen. Det vurderer jeg dog som usandsynligt.
Hvordan er det så gået?
Denne beretning blev skrevet et par dage efter mødet i Statsforvaltningen.
F henvendte sig bagefter til sin advokat blev sammen med ham enige om at tilbagekalde fogedsagen og takke ja til et overvåget samvær, indtil §50-undersøgelsen foreligger.
Fs advokat har herefter skrevet til Statsforvaltningen og bekræftet, at overvåget samvær accepteres. F har tilsyneladende ikke fået gjort det helt klart for sin advokat, at Statsforvaltningen ikke har tænkt sig at følge op omkring det overvågede samvær, men at det hele nu ligger med kommunen som den ansvarlige og en forudsætning om, at forældrene vil være i stand til faktisk at presse på for den løsning.
Man kan med andre ord sige, at det tårnhøje konfliktniveau blev sænket – ikke af Statsforvaltningen, der sidder med korslagte arme – men først af M og dennes advokat under mødet gennem konstruktive løsningsforslag, og derefter af F og dennes advokat, som har reageret klogt og konstruktivt.
Løsningen ville nemlig sikre kvalificeret kontakt mellem børn og forældre, mens sagen oplyses.
Men: Kommunen meldte kontant tilbage til mor, at man sandelig ikke bare kunne bestille overvåget samvær i kommunen. Sådan noget er Statsforvaltningens ansvar, og at de måtte henvende sig, hvis de ville spørge kommunen om noget.
Med andre ord er forløbet for det første et eksempel på Statsforvaltningens fatale mangler og ansvarsløshed. Derudover er det et eksempel på, at der sker det modsatte af konfliktoptrapning, når der er advokater på sagen.
Det er nemlig en sag, hvor alle skal bevæge sig på en knivsæg, hvis den ikke skal eksplodere igen.
Mødet i Statsforvaltningen var den 7. april. Statsforvaltningen fik selvfølgelig straks besked på udviklingen men foretog sig absolut intet i flere måneder.
Forældreansvarssagen var berammet til ultimo september. I slutningen af august fandt Statsforvaltningen det betimeligt at indkalde børnene til en samtale. Da de også var indkaldt til samtale i forbindelse med retsmødet, lykkedes det let at overbevise den omtumlede Statsforvaltning om, at en samtale i det regi nok ikke var så smart få dage før retsmødet.
Den for børnene traumatiserende oplevelse var den 12. marts 2015. Børnene var hen over sommeren begyndt at efterspørge far, og mor formidlede derefter et par samvær af kort varighed, som forløb tilfredsstillende.
Retssagen drejede sig ”kun” om forældremyndigheden. I retsmødet den 30. september blev sagen forligt derved, at mor fortsat har fuld forældremyndighed. Der blev endvidere aftalt et optrappende samvær først til en genetablering af den tidligere 10-4-ordning.
Retsmødet foregik ved retten i Glostrup, der har introduceret en fremgangsmåde, hvor der deltager en børnesagkyndig i selve retsmødet, der i øvrigt foregår som et traditionelt retsmøde med partsafhøringer. Efter parternes forklaring gennemføres en samtale med børnene af den børnesagkyndige med dommerens tilstedeværelse.
At sagen blev forligt som sket skyldes efter min (beskedne) opfattelse flere forhold. For det første viste mor gennem hele forløbet en aktiv forståelse for vigtigheden af, at der blev gennemført samvær men under konstruktive og sikre omstændigheder.
Desuden har det haft afgørende betydning, at begge advokater var løsningsorienterede med fokus på børnene.
I min måske noget naive forestillingsverden, kunne vi godt have fået en forældreansvarsdom men næppe et resultat, der skærer et halvt år af en proces, som er så vigtig at få forkortet for børnene uden advokaternes aktive indsats.
Man kan sagtens sige, at den indsats kunne vi bare have undladt, fordi det måtte være ”nogle andres ansvar”, herunder særligt Statsforvaltningen og kommunen. Det synspunkt er sikkert langt hen af vejen båret af mange og grundlæggende også af mig. Men sådan er det jo bare ikke i dagens Danmark.
Sagen er det værste eksempel, som jeg i flere år har oplevet af ligegyldighed i Statsforvaltningen.
Men sagsbehandleren kan med nogen rette tænke, at det hele jo nok skal gå. Sagerne løser sig af sig selv, bare vi venter længe nok.
Viggo Bækgaard