Spørgsmål om feriesamvær kunne ikke afgøres af landsretten som første instans, ophævelse af fælles forældremyndighed stadfæstet, TFA 2022/6 ØLS
Byrettens begrundelse:
Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at parterne ikke har samarbejdet om væsentlige beslutninger i B’s liv i hvert fald de seneste 2 år, samt at parternes konfliktniveau er meget højt, herunder at de aktuelt ikke har den for et samarbejde nødvendige, gensidige respekt.
På den baggrund finder retten, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til B’s bedste, og at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering finder retten det herefter bedst for B, at forældremyndigheden tillægges M alene. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at hun har været B’s primære omsorgsperson hele hans liv samt på, at hun forstår og imødekommer B’s behov for kontaktbevarende samvær med sin far, der siden juni 2019 har opholdt sig i Frankrig.
Efter en samlet vurdering af barnets forhold finder retten, at B skal have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, i overensstemmelse med M’s påstand og den aktuelt praktiserede samværsordning som nedenfor bestemt.
Resultat:
Den fælles forældremyndighed ophæves, og M skal have forældremyndigheden alene over B, født den … 2012.
B, født den … 2012, skal have samvær med F på følgende måde:
Hver onsdag og søndag, kl. 19.00 via WhatsApp.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen
Landsrettens begrundelse:
Efter retsplejelovens § 448 c, der findes i retsplejelovens kapitel 42 om behandlingen af familieretlige sager, kan familieretten efter anmodning fra en part træffe afgørelse i andre sager, der har nær sammenhæng med den sag, der er indbragt for familieretten af Familieretshuset.
Efter retsplejelovens § 455 sker sagsbehandlingen i landsretten under anke og kære med de fornødne lempelser efter samme regler, som er fastsat i dette kapitel for behandlingen for familieretten og i øvrigt efter reglerne i kapitel 36 og 37. Efter forarbejderne til bestemmelsen er der ikke grundlag for at antage, at landsretten i forbindelse med behandlingen af en ankesag skal afgøre andre sager som første instans ud over midlertidige afgørelser efter forældreansvarslovens § 26.
F’s påstand 3 om feriesamvær, herunder feriesamvær i Frankrig, er først fremsat ved processkrift af 25. august 2021, og spørgsmålet om feriesamvær har ikke været behandlet i forbindelse med byrettens behandling af sagen.
På denne baggrund finder landsretten ikke som første instans at kunne behandle påstanden om feriesamvær, og F’s påstand 3 tages derfor ikke under påkendelse, jf. også herved retsplejelovens § 383.
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at F har opholdstilladelse i Frankrig i medfør af flygtningekonventionen, men aktuelt alene har processuelt ophold i Danmark i forbindelse med den fornyede behandling af hans ansøgning om familiesammenføring med B. Det kan endvidere lægges til grund, at F, der udrejste af Danmark den 20. juni 2019, ikke har set sin søn i perioden frem til den 21. august 2021, og at han dermed ikke reelt har været en del af B’s liv i denne periode eller har deltaget i varetagelsen af forældreansvaret for ham.
Herefter og af de af familieretten anførte grunde tiltræder landsretten, at der er påvist sådanne konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til hans bedste, og at det efter en samlet vurdering er bedst, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter oplysningerne for landsretten findes der ikke grundlag for at ændre familierettens bestemmelse om samvær.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom