Jeg har en datter på 11 år, som har haft bopæl hos mig siden vi gik fra hinanden, da hun var 1 år.
Hun har haft samvær med far hver anden weekend og det har forløbet rimeligt problemfrit. Der har været perioder, hun har været ked af at skulle på samvær, men jeg har altid kunnet overtale hende til at tage afsted.
De seneste 2 år har hun været mere og mere ked af at skulle på samvær. Hun fortæller, at hendes far lægger sig ned og græder over, at han føler sig dårligt behandlet af mig. Han taler meget grimt om mig og fortæller blandt andet min datter, at jeg nok er lebbe og psykisk syg.
Han har altid påstået jeg er psykisk syg, således i også i retten for 10 år siden.
For 10 måneder siden nægter min datter pludselig at tage på samvær. Efter 4 måneder kommer vi i ”fogedretten”, hvor min datter klart giver udtryk for, at hun ikke vil afsted.
Der er en dommer, en børnesagkyndig og en praktikant til stede.
Hun fortæller om, hvordan hendes far græder osv. Det hele er gengivet i retsbogen. Psykologen tolker imidlertid denne afstandtagen sådan, at pigen nok er påvirket af mig, og der dikteres en optrapningsplan for samvær. Psykologen sender en underretning til kommunen, fordi hun mener jeg er uligevægtig (jeg græd).
Første udlevering stod en pædagog fra skolen for, og min datter gik fra dem begge efter at have sagt til sin far, at hun ikke vil tvinges af ham. Far måtte tage hjem med uforrettet sag.
Anden gang mødte jeg op med hende, og hun gik sin vej fra os, da far begyndte at skælde mig ud.
På kommunen fortalte far om hvorfor han ikke kunne lide mig, og at han ønskede mig forældreevneundersøgt.
Kommunen anbefalede efter samtale med pædagog, datter, psykolog og os forældre et samværsstop.
Min datter fortalte om psykisk vold ved far og et ønske om fred.
Kommunen har afsluttet sagen med bemærkning om, at pigen trives, når hun ikke tvinges til samvær. De har ikke fundet anledning til at sætte de støtteforanstaltninger i værk, som retten anbefalede idet pigen trives og samværsstop anbefales.
Skolen bemærker, at hun trives socialt og fagligt samt har mere overskud til at deltage socialt, når hun ikke presses til samvær. Fogedretten kan ikke gøre mere nu.
Sagen er afvist.
Nu vil far søge bopæl, fordi han oplever sig udsat for samværschikane. Pigen fortæller igen og igen, at hun ikke er tryg ved sin far. At hun altid skal være opmærksom på, om han er vred eller sur.
Hvordan står man i en samværssag, hvor barnet på 11 ikke vil udleveres. Jeg ved, at jeg ikke påvirket hende bevidst.
Hun vil ikke bo ved sin far, når hun ikke engang vil se ham. Jeg har ikke fortalt hende at hendes far vil søge bopæl, for det vil blot gøre deres forhold endnu mere betændt.
Hun har en lillebror her og en hund. Hun går i skole med dem, hun gik i børnehave med og har en stor omgangskreds. Hun kender ingen der, hvor far bor.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sende hende afsted på weekend for at undgå sagen, men pigen vil ikke og psykologen fra kommunen virker nærmest forfærdet over, at jeg kunne finde på det.
Hvor stor er risikoen for at miste bopæl?
Jeg har arbejde, ingen sygdomme og intet misbrug.
Kommunen har kun været inde denne gang. Begge børn trives.
Hilsen ”mor”.
Kære ”mor”.
Som du beskriver situationen, vil jeg vurdere, at risikoen for at miste bopælen er yderst begrænset.
Jeg kan på din beskrivelse ikke helt gennemskue, hvad der egentlig er sket i det, som du kalder ”fogedretten”. I dag hedder det formelt Familieretten, der i denne sammenhæng optræder som fuldbyrdelsesmyndighed.
Systemet er ret absurd. Princippet er egentlig, at aftaler og afgørelser skal kunne gennemføres tvangsmæssigt af familieretten. Alt andet giver sådan set heller ikke mening i et retssamfund. Det kan principielt ikke have, at der træffes afgørelser, som så i sidste ende slet ikke kan effektueres.
Men sådan er det blevet med de ændringer, som trådte i kraft i april 2019. Familieretten kan stadigvæk i princippet tvangsfuldbyrde. I praksis gør man det via dagbøder, og man er meget tilbageholdende med at ”køre ud” og hente barnet. Der er flere tvangsmuligheder. Men der er også i loven mulighed for, at Familieretten på dette tidspunkt under tvangsfuldbyrdelse kan sende sagen til Familieretshuset til realitetsbehandling.
For at Familieretten kan starte en sag om tvangsfuldbyrdelse, skal der foreligge enten en samværsaftale eller en afgørelse eventuelt i form af en dom. Aftalen skal have en såkaldt fuldbyrdelsesklausul. (Det er en bestemmelse om, at samværet kan gennemføres via Familieretten.)
Mit indtryk fra din forklaring er, at der har været afholdt et møde i Familieretten. Som du beskriver det, har retten ikke truffet nogen ”afgørelse”. Jeg forvirres også af, at du nærmest beskriver det sådan, at din datter har været med til selve retsmødet. Det kan ikke rigtig passe i forhold til normal fremgangsmåde. Hun må have været til en børnesamtale med dommeren og den børnesagkyndige, og det må være fra den, du refererer.
Du skriver, at ”der dikteres” en optrapningsplan. Her lyder det, som om du blev tvunget til at indgå et forlig. Rettens formelle måde at ”diktere” på vil være at afsige en kendelse. Det synes ikke at være sket. Din beskrivelse af psykologen dækker meget godt mange psykologers adfærd i disse sager.
Systemet er indrettet sådan, at der både af psykologer og dommere bruges mange kræfter på at ”banke på plads”. I Familieretten er det i praksis oftest fogedrettens personale, der står for sagen. Det vil typisk være en ung dommerfuldmægtig, der er ”dommeren” i dagen.
Underretningen virker sådan set meget fornuftig i den forstand, at den børnesagkyndige har vurderet ”et eller andet”, som pågældende finder relevant at få vurderet.
Du skriver, hvad kommunen har anbefalet. Hvis den anbefaling er på tryk, har du en rigtig, rigtig god sag allerede der.
Når du skriver, at sagen er afvist i ”fogedretten”, går jeg ud fra, at der ligger en kendelse om det.
Den eneste risiko, som jeg kan få øje på, er, at Familieretten under en bopælssag måtte nå frem til, at der foreligger reel samværschikane. Det er ikke indtrykket af det, du beskriver.
Man skal huske, at børn skal høres, og deres egne synspunkter skal tillægges vægt alt efter alder og modenhed.
Jeg ville ikke sove uroligt, hvis jeg var dig. Lige bortset fra, at selve det have gang i en sag er stressende for alle.
Hilsen
Viggo Bækgaard
15. december 2020