Samvær gennemført i fogedretten, mens der verserede en børnesagkyndig undersøgelse, TFA 2016/390 VLK

Samvær gennemført i fogedretten, mens der verserede en børnesagkyndig undersøgelse, TFA 2016/390 VLK

Byrettens begrundelse:

Forgedretten har ved afgørelsen af 30. marts 2016 efter det foreliggende ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for, at fogedretten indhenter børnesagkyndig erklæring forinden tvangsmæssig gennemførelse af samværsresolutionen. Ankestyrelsen har den 18. marts 2016 truffet beslutningen om, at barnets perspektiv skal belyses yderligere. Parterne har meddelt samtykke til gennemførelse af den børnesagkyndige undersøgelse. Statsforvaltningens rådgivning til parterne med henblik på frivillig udlevering af barnet til samvær er ikke gennemført, da M ikke har ønsket at tage imod tilbuddet, og rekvirenten har derfor heller ikke ønsket at deltage i den rådgivning. Fogedretten står nu for om nødvendigt at skulle gennemføre fogedforretningen ved anvendelse af umiddelbar magt i henhold til retsplejelovens § 537, stk. 5. Under hensyntagen til formålet med den børnesagkyndige undersøgelse sammenholdt med den psykiske belastning for barnet ved en tvangsmæssig gennemførelse af den foreliggende samværsresolution, finder fogedretten det rigtigst, at denne sag nu indtil videre udsættes i medfør af retsplejelovens § 502, stk. 1, nr. 2, på gennemførelse af den børnesagkyndige undersøgelse samt Statsforvaltningens efterfølgende afgørelse. Sagen udsættes indtil videre til den 1. juli 2016. Herefter

bestemmes

Denne sag udsættes indtil videre til den 1. juli 2016.

Landsrettens begrundelse:

Statsforvaltningen traf den 4. februar 2016 afgørelse om B’s ret til samvær med F. Ved afgørelsen bortfaldt alle tidligere afgørelser og aftaler om samværsret. Ved afgørelsen fastsatte Statsforvaltningen samvær mellem B og F således, at samværet gradvis blev optrappet fra dagsamvær til weekendsamvær.

Ved afgørelse af 18. marts 2016 hjemviste Ankestyrelsen Statsforvaltningens afgørelse. I sin begrundelse for afgørelsen anførte Ankestyrelsen, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne vurdere, om det fastsatte samvær var bedst for B. Ankestyrelsen fandt, at der burde iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse, så B’s aktuelle perspektiv kunne belyses bedre. Det fremgår af Ankestyrelsens afgørelse, at Statsforvaltningens afgørelse gælder indtil, der er truffet en ny afgørelse.

M havde anmodet om, at Ankestyrelsen tillagde klagen opsættende virkning. Ved sin afgørelse besluttede Ankestyrelsen at anmode Statsforvaltningen om at tage stilling til anmodningen om at tillægge klagen opsættende virkning under Statsforvaltningens behandling af sagen.

Den 4. maj 2016 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at M’s klage ikke tillægges opsættende virkning, og at Statsforvaltningens afgørelse af 4. februar 2016 derfor fortsat er gældende, mens der pågår en børnesagkyndig undersøgelse. Af begrundelsen for denne afgørelse fremgår bl.a., at Statsforvaltningen vurderer, at det er vigtigt, at kontakten mellem F og B opretholdes, og at dette tillige er vigtigt for sagens oplysning i forbindelse med den igangsatte børnesagkyndige undersøgelse. Det fremgår endvidere, at Statsforvaltningen vurderer, at det oplysningsarbejde, som i øjeblikket foregår, ikke vil give et retvisende billede, hvis kontakten mellem F og B afbrydes.

M har den 11. maj 2016 påklaget Statsforvaltningens afgørelse om ikke at tillægge klagen opsættende virkning til Ankestyrelsen.

Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte Statsforvaltningens vurdering af vigtigheden af, at kontakten mellem B og F bevares, mens den børnesagkyndige undersøgelse foregår. Herefter, og da der ikke foreligger oplysning om, at Ankestyrelsen har ændret Statsforvaltningens afgørelse om ikke at tillægge klagen opsættende virkning, og da det, der er anført i fogedrettens kendelse og i kæresvarskriftet, ikke kan føre til et andet resultat, tager landsretten F’s påstand om, at B skal udleveres til samvær, til følge, dog således at fogedretten under hensyn til den tid, der er gået, siden B sidst har set sin far, kan fastsætte en optrapningsordning, indtil samvær i henhold til den gældende afgørelse om samvær kan etableres.

Thi bestemmes

Fogedrettens kendelse ændres således, at F’s anmodning om udlevering af B til samvær fremmes, dog således at fogedretten under hensyn til den tid, der er gået, siden B sidst har set sin far, kan fastsætte en optrapningsordning, indtil samvær i henhold til den gældende afgørelse om samvær kan etableres.