Samvær generelt.
I dette faneblad kommer du langt omkring i begrebet samvær. Da Landsforeningen Børn og Samvær blev stiftet tilbage i år 2000, var samvær endnu mere problematisk, end det er i dag. Når du overhovedet er nået så langt ind på denne hjemmeside, vil du sikkert tænke, at det slet ikke kan være tilfældet, at situationen var værre end i dag. Dengang var den juridiske hovedregel, at det var samværsforælderen, der havde ret til samvær. Dengang skulle der være samvær for enhver pris. Vores forening havde dengang som hovedmål, at der skulle fokuseres på barnets ret til samvær. Ikke forældrenes. Med forældreansvarsloven skulle man tro, at alle problemer er løst. Sådan er det desværre ikke.
Reglerne om samvær i forældreansvarsloven står i §19.
“Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.”
Loven er således i al fald formelt nu blevet i overenstemmelse med, hvad vi som forening har arbejdet for lige siden vores stiftelse. Også i det daglige arbejde med loven synes jeg, at der er en realitetsforskel på den gamle og den nye lov. Samtidig minder jeg om, at alle afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Alligevel kan man ikke fuldstændig ser bort fra, at der er et skær af ligestillingslovgivning over det i al fald, sådan som loven håndteres i praksis. Som du vil erfare, skal der noget til at stoppe et samvær både midlertidigt og permanent.
“Forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos, og for transporten af barnet i forbindelse med samvær.”
Jeg vender tilbage til transportproblemerne, som er blevet store efter 2012-ændringerne. En sætning som den citerede fra loven om det fælles ansvar, illustrerer den betydelige grad af politisk korrekthed, som ligger i loven. Udover at være en lov med ligestillingsmæssige træk, er forældreansvarsloven også en lov, der har til formål at være adfærdsregulerende.
De fleste er selvfølgelig enige om at de gode forældre samarbejder om børnene. Derfor lyder det også tilforladeligt, at forældrene skal samarbejde om samværet. Spørgsmålet er så, hvad der lige er konsekvensen af, at forældrene bryder loven på det punkt.
“Den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær.”
Den sætning er den første i §19, som har en selvstændig betydning. Bestemmelsen siger ganske enkelt, at bopælsforælderen ikke kan anmode om, at der fastsættes samvær til den anden Man kan således ikke tvinge en ikke-bopælsforælder til samvær, selv om pågældende mange gange svigter barnet ved ikke at opfylde den forventning, som et barn har til at have kontakt til begge forældre.
“Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær, kan den forælder, som barnet har bopæl hos, anmode statsforvaltningen om at indkalde den anden forælder til et møde om samværet.”
Det er ikke helt sjældent, at bopælsforælderen på barnets vegne bliver frustreret over, at den anden forælder ikke gør brug af sin ret til samvær. Det eneste, som pågældende bopælsforælder kan gøre er altså at rette henvendelse til Statsforvaltningen og bede dem indkalde til et møde om samværet. Den anden forælder vil ikke have mødepligt til sådan et møde.
Med det erfaringsunivers og den tilgang, som jeg har til forældreansvarsproblemerne, vil jeg som altovervejende udgangspunkt udstikke det råd, at den manglende interesse nok dybest set har en forklaring. Tit oplever jeg især mødre, som fortryder, at de har presset faren til samvær.
Lovens §21 siger lidt om, hvad der kan ske, hvis forældrene trods de gode vejledninger om samarbejde ikke er i stand til at blive enige.
“Er der uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan statsforvaltningen efter anmodning træffe afgørelse herom og fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.”
Det er altså Statsforvaltningen, som kan træffe afgørelse om omfanget og udøvelse af samværet og fastsætte de nødvendige bestemmelser om det. Loven giver således i en enkelt sætning Statsforvaltningen ganske vide rammer for, hvad de r kan bestemmes. Omfanget af samværet refererer til den tidsmæssige udstrækning. En samværsforælder kan som det maximale få tildelt samvær halvdelen af tiden. Der kan fastsættes samvær lige fra en telefonkontakt til en uge ud af fjorten dage. § 22 omtaler mere specifikt, at der kan træffes afgørelse om anden form for kontakt som telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el. lign. For eksempel er det ikke helt sjældent, at der fastsættes bestemmelser om kontakt via Skype, hvis barn og forælder bor langt fra hinanden.
At der kan fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed indeholder en hjemmel for Statsforvaltningen til at bestemme næsten hvad som helst. Eksempelvis kan det bestemmes, at samværsforælderen skal vise en aktuel dokumentation for, at der ikke er røget hash for nylig. Kun fantasien sætter egentlig i juridisk forstand grænser for, hvad der kan bestemmes.
Aftale om samvær.
På statsforvaltningens hjemmeside ligger der en blanket om aftale om samvær. Du kan også bruge denne samværsaftale som skabelon for aftalen.