Refleksioner over ”kontaktbevarende samvær”
Artiklen fortæller for det første, at sager om kontaktbevarende behandles i visitationskontoret i Aabenraa, hvis det i forbindelse med sagens opstart ligger klart, at der skal tages stilling til et sådant. Hvis ønsket om kontaktbevarende samvær opstår efter, at der er indkaldt til møde, er det afdelingskontoret og den relevante sagsbehandler, der behandler sagen.
Derudover reflekterer jeg over hensigtsmæssige standpunkter i den overgangsfase, som opstår, når forældre flytter fra hinanden. Jeg har behandlet emnet flere steder tidligere men nu i vinklingen kontaktbevarende samvær.
Jeg mener, at det er vigtigere at få etableret kontakten end at rette fokus mod den formelle bopæl helt i starten af opbrudsfasen. Se også i bunden af artiklen link til den første af mig kendte afgørelse om kontaktbevarende samvær.
Den første oktober 2015 trådte nogle nye regler i kraft om såkaldt kontaktbevarende samvær. Reglen findes i forældreansvarslovens § 29, der lyder sådan:
”Har barnet ikke samvær med den forælder, der anmoder om samvær, skal statsforvaltningen hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.”
Formålet med bestemmelsen er at modvirke, at der for eksempel i en opbrudssituation for familien opstår en situation, hvor barnet gennem længere tid ikke har kontakt med begge forældre.
Hvis ikke situationen er så alvorlig, er mange – også halv- og helprofessionelle – frygtelig bange for at begå taktiske fejl, der kan få skadevirkning i sagsforløbet.
Den klassiske praktiske situation kan opdeles i to stereotyper. Den ene opstår, hvis en forælder ser sig nødsaget til at forlade den hidtidige fælles bolig uden børnene. Årsagen er i og for sig ligegyldig. Men det er ofte mest hensigtsmæssigt, at forældrene ikke bliver under samme tag, når først tingene eskallerer.
Den tilbageværende vil så nærmest automatpilotagtigt holde på børnene og nægte at udlevere til samvær måske også i frygt for, at børnene så ikke kommer tilbage igen.
Hvis børnene er små og med hidtidig tættest kontakt til mor, vil det ofte være naturligst, at hun tager dem med. Her er automatpilotreaktionen, at børnene skal blive ”hjemme” helt uden skelen til, hvad der er reelt bedst for barnet.
De nye regler har til formål netop at sikre, at der ikke bliver lang tid uden kontakt med begge forældre i disse opbrudssituationer. I nogle situationer er det forståeligt og nødvendigt, at der hurtigt etableres en retstilstand med mulighed for at få fogedens hjælp, hvis en afgørelse ikke efterleves.
Forudsætning for samvær – den anden har formel bopæl.
For et par måneder siden deltog jeg i et såkaldt samarbejdsmøde i Statsforvaltningen. Det er et møde, hvor en række foreninger med interesse inden for området deltager. Formålet er for det første, at Statsforvaltningen informerer de pågældende foreninger om den aktuelle situation, og at foreningerne får mulighed for at tilkendegive sine synspunkter.
På mødet fortalte afdelingsleder i Statsforvaltningen Bente Koudal Sørensen blandt andet om netop det kontaktbevarende samvær.
En repræsentant for en af fædregrupperne tilkendegav som deres opfattelse, at man aldrig skulle begive sig af med at bede om kontaktbevarende samvær, fordi man så var nødt til at give afkald på bopælsretten til barnet. Frygten er så, at sådan en situation kan føre en slags status quo-situation med sig, så det skader den endelige sag.
Kort før jul har jeg talt med to advokater, som uafhængigt af hinanden har givet udtryk for samme bekymring.
Jeg indtager grundlæggende et andet synspunkt.
Opbrudsfasen.
Opbrudsfasen er helt speciel. Jeg har i det lukkede afsnit her på siden skrevet en artikel om det. om det.
I det omfang, der er uenighed om den fremtidige bopæl, bør det tilstræbes, at der sker så lidt forandring i kontakten mellem forældre og børn som muligt. 7/7-ordninger er sjældent optimale efter min generelle opfattelse, med mindre alle de klassiske betingelser er opfyldt. Men for mange i opbrudsfasen er det den mulige laveste fællesnævner.
Så vidt muligt bør det sikres, at børnene kan fortsætte i samme skole/institution i den fase.
Før jul blev jeg klar over, at sagerne om kontaktbevarende samvær behandles lidt specielt i systemet.
Første eksempel fra det virkelige liv.
Jeg havde følgende formentlig ret karakteristiske problemstilling:
Ægtefæller: Manden dansk og hustruen fra Thailand. Hun fraflytter det fælles hjem den 28. september med barnet og tager på krisecenter. Hun bruger (selvfølgelig) vold som begrundelse for at få adgang. Mit INDTRYK er, at den reelle begrundelse er, at hun ikke har et netværk, som hun lige kan tage ophold hos i den opbrudsfase, som gør det uhensigtsmæssigt også for et barn, at de bor sammen.
Jeg beder den 30. oktober i en sædvanlig henvendelse til Statsforvaltningen om, at der indledes sag om midlertidig bopæl og i øvrigt generelt om bopæl. På det tidspunkt var der allerede indkaldt til møde i Statsforvaltningen til den 10. november.
Jeg beder SUBSIDIÆRT i forhold hertil om, at der træffes en samværsafgørelse som 7/7-ordning midlertidigt, da begge er i stand til at tage vare på barnet. Den subsidiære påstand er baseret på min erfaring om Statsforvaltningens tilgang til den midlertidige situation, hvor man typisk ikke vil foregribe noget som helst. Og så er det generelt min opfattelse, at der bør etableres en så normal situation som muligt – så hurtigt som muligt.
Da mødet ved brev af 3. november aflyses, fordi mor ønsker thailandsk tolk, beder jeg ved brev af 5. november om kontaktbevarende samvær.
På møde i Statsforvaltningen den 25. november, udeblev den af Statsforvaltningen indkaldte tolk. Mor ville så ikke gennemføre et møde, og der blev indkaldt til nyt møde til den 5. januar. Mødet den 25. november blev holdt som et kort opdelt møde, hvor jeg beder om kontaktbevarende OMGÅENDE samvær.
Svaret fra sagsbehandleren, der er en aldeles erfaren og dygtig jurist, som jeg kender rimelig godt, var, at kontaktbevarende samvær behandles i Aabenrå, netop fordi det skal gå hurtigt. Det var hendes indtryk, at hun efter interne retningslinjer slet ikke måtte forholde sig til det spørgsmål.
Der skete imidlertid ikke noget fra Statsforvaltningen side overhovedet. Barnet – en pige på 4½ – har gået til talepædagog grundet det forhold, at hun er tre-sproget (dansk – engelsk – thailandsk). Det var hun holdt fra i flere måneder.
Dialog med Statsforvaltningen generelt.
Det forekommer nærmest ”forrykt”, hvis det er rigtigt, at kontaktbevarende samvær KUN kan afgøres i Aabenraa som hævdet af juristen i København. Endnu mere ”forrykt” virker det, at der absolut intet sker fra Aabenraa. Ikke så meget som en mail, der bekræfter, at der arbejdes på sagen.
I det praktiske liv, som vi sidder med som advokater, vil det formentlig være mere reglen end undtagelsen, at man sidder med en sag, som KUN omfatter kontaktbevarende samvær. Mit eksempel virker i al fald på mig som nærmest et standardeksempel på opstartsproblemer, når et par går fra hinanden.
Jeg forsøgte derfor at dyrke lidt på spørgsmålet helt generelt og har nu fra ledelsen fået oplyst følgende om behandlingen af disse sager.
Visitationskontoret i Aabenraa behandler sager om kontaktbevarende samvær, hvis det i forbindelse med sagens opstart ligger klart, at der skal tages stilling til et sådant. Hvis ønsket om kontaktbevarende samvær opstår efter, at der er indkaldt til møde, er det afdelingskontoret og den relevante sagsbehandler, der behandler sagen.
Fremgangsmåden lyder sådan set meget praktisk i al fald teoretisk. Udfordringen består så i at få formidlet den praksis både til de enkelte sagsbehandlere i Statsforvaltningen og til de parter og advokater, som agerer som boksebold mellem Statsforvaltningens mange forgreninger.
Hvis man står i den klassiske situation, hvor man retter henvendelse til Statsforvaltningen med forskellige ønsker (påstande), er det altså vigtigt, at man får præciseret, at man ønsker kontaktbevarende samvær, også selv om ens ønsker i sagen er selv at få bopælen. Det er 3-ugers-reglen, som gør det påtrængende at få bedt om det fra starten.
Vi ved jo alle, at der i praksis går meget mere end tre uger, før der bliver holdt møde og måske endda indkaldt til det.
Hvordan gik sagen så?
Mor havde forbarmet sig over far og datter og ladet ham være sammen med hende hele to gange men uden overnatning i juleugen.
Hun blev på mødet gjort nogenlunde klart, at der ikke ville være belæg for at fratage far kontakten med barnet. Det blev også præciseret, at Statsforvaltningen netop ikke måtte foruddiskontere noget, der ville forrykke parternes situation i den bopælssag, som under alle omstændigheder skal gennemføres.
For den konkrete far var det vigtigt, at barnet omgående kom i den sædvanlige børnehave og fik genoptaget sine øvelser med talepædagogen. Selvfølgelig er det også vigtigt for ham at få normal kontakt med barnet.
Når man skal nå resultater, må man ind imellem hakke en hæl og klippe en tå. Vi opgav påstand om midlertidig bopæl for at komme videre og indgik en aftale om samvær, som ikke blev en 7/7-løsning her og nu men et optrappende samvær over en kort periode.
Pigen blev allerede dagen efter afleveret i børnehave, og samværet er igangsat med lige så øjeblikkelig virkning.
Sagen er så sendt i retten af Statsforvaltningen.
Andet eksempel fra det virkelige liv.
Det andet eksempel vedrører egentlig ikke kontaktbevarende samvær, fordi det begreb ikke eksisterede for halvandet år siden, da sagen var aktuel.
I den sag repræsenterede jeg mor. Mor havde måttet tage på krisecenter af forskellige temmelig gode grunde, så vidt jeg kan vurdere. Hun havde taget børnene med.
Far havde en temmelig enøjet ”far-tilgang” til problemstillingerne og var hjulpet af en advokat, som i et og alt fulgte fars krav til sagens behandling.
Han indtog det standpunkt, at børnene skulle blive ”hjemme” nøjagtigt som den typiske automatpilotreaktion er. Han gik så det skridt videre, at han overhovedet ikke ville have børnene, hvis ikke det kunne blive på hans præmisser. Det gav en meget lang sagsbehandling i Statsforvaltningen forud for retssagen.
På mors vegne forfægtede jeg det standpunkt, at der skulle være samvær men ikke som 7/7, og at der ikke kunne blive udleveret, før der forelå en eksegibel afgørelse. Det er egentlig et standpunkt, som jeg kun finder anstændigt, når man som her forsøger at etablere forsvarlige løsninger for børnene.
Statsforvaltningen traf afgørelse om samvær stort set efter de retningslinjer, vi anførte.
Far fastholdt med støtte fra advokaten, at så kunne det hele være lige meget.
I første retsmøde blev samme standpunkt indtaget helt til det tidspunkt, hvor det stod klart, at der ville være behov for en børnesagkyndig undersøgelse. Selv i begyndelsen af drøftelserne om det, fastholdt såvel advokat som far sit standpunkt.
Til sidst indså advokaten dog modvilligt efter en dommerbelæring, som burde være helt unødvendig til en erfaren advokat, at det ikke gav mening at kræve bopæl/forældremyndighed i en situation, hvor far ikke havde set børnene i næsten et halvt år.
Enden på den del af sagen blev derefter, at der blev samvær i overensstemmelse med Statsforvaltningens resolution, og at det blev efterlevet, således at der kunne gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.
Det hører selvfølgelig med til den historie, at far italesætter hele den problemstilling som chikane fra mor, hvilket konkret var helt ude i hampen.
Blot for fuldstændighedens skyld kan jeg fortælle, at sagen er endt med fuld forældremyndighed til mor.
Jeg skal understrege, at jeg egentlig tror, at sagen var endt sådan under alle omstændigheder.
Mit formål i denne sammenhæng er blot at illustrere, at det af hensyn til børnene er rigtig vigtigt, at der forsøges etableret dialog fra starten, og at det sjældent tjener noget godt formål at trænge sig selv op i et hjørne.
Afslutning
Selvfølgelig er mange forældre uenige om, hvor børnene skal bo på sigt. Kan man ikke blive enige om det, er det meget vigtigt, at man i opbrudsfasen får etableret en situation, hvor begge forældre har kontakt med børnene.
I langt de fleste situationer er det ikke altafgørende, hvem der har den formelle bopæl under sagen, hvis man har sikret børnenes kontakt med begge forældre og i øvrigt udviser gensidig respekt.
Jeg er indædt overbevist om, at anstændig opførsel betaler sig også over for retten, der skal træffe afgørelse i sidste ende.
Selvfølgelig skal jeg ikke totalt fornægte, at status quo godt kan have en vis betydning i den forstand, at det kan være belastende for børn at blive flyttet rundt på hele tiden. Jeg oplever dog, at bekymringen er en smule overdrevet hos mange.
Tidligere artikler om nogenlunde samme emne. De kan og bør læses som supplement til denne artikel, men man skal lige være opmærksom på artiklernes alder.
Om at opføre sig ordentligt ved samlivsophævelse
Afgørelse om kontaktbevarende samvær
Viggo Bækgaard
formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
opdateret 27. januar 2016