Refleksioner om presse, journalister, TV – og det at være offer for virkningerne af en børnesag både som voksen og barn.
Jeg havde forleden et ret langt møde med en journalist.
I den anledning sendte jeg en mail ud i mit temmelig brede bagland. Den blev sendt både til en række gode familieretskolleger, til mit bagland i Børn og Samvær samt til andre, som jeg ved har et bagland med erfaring på og interesse for området.
I mailen skrev jeg nogenlunde som det fremgår af det følgende.
Skulle du læse denne artikel og sidde med lyst til at følge op og endda eventuelt medvirke, er du velkommen til at kontakte mig.
Jeg har fået et svar, som jeg vil berige min omverden med. Svaret er noget af det stærkeste, jeg har læst i mange år fra et voldsomt tænksomt menneske. Det udstiller til fulde de dilemmaer, man sidder med.
I mailen til baglandet fortalte jeg, at pågældende journalist sidder i et af de produktionsselskaber, hvor man producerer forskellige former for dokumentarudsendelser. De laver stort set programmer til alle kanaler og i et utal af variationer på ”seriøsiteten”.
Indgangsvinklen var egentlig, at hun gerne ville lave en dokumentar med udgangspunkt i børn og forældre, hvor der kun er kontakt til den ene forælder samt en udsendelse om institutionsanbragte børn.
Vi var vildt langt omkring også i emnet ”projektering” af ”rigtige mennesker”. Problemet er jo det gammelkendte, at journalister som udgangspunkt hellere vil se rigtige mennesker end eksperter i de kortere nyhedsindslag. I dokumentaren er det lettere at nå hele vejen rundt.
De ovennævnte eksempler er hun i gang med at lede efter deltagere til, og jeg lovede at spørge i mine forskellige baglande, om der er nogen, som kunne tænkes at ville og kunne bidrage med eksempler, der måske med gensidig fordel kan anvendes.
Udover ovennævnte eksempler vil hun rigtig gerne lave en dokumentarserie om ”skilsmisse- og børneprocessen”. Ikke nødvendigvis ren børneproblematik men generelt noget om, hvad man får strid om. Hendes tanke er at vise forløbet af flere sager i en serie, hvor man på en eller anden måde kan følge sagen og processen. Vi talte om, at der for et årstid siden blev lavet en udsendelse, hvor man fulgte et enkelt par tæt. Forskellen i forhold til den udsendelse er, at hun tænker, at folk jo er meget forskellige, og at konfliktniveauet er meget forskelligt.
Igen talte vi om projektering og integritet – samt risikoen for at påvirke processen ved overhovedet at være med i sådan et projekt. For mig er det nok afgørende, at det snarere er DR2 end TV3-segmentet, vi i givet fald kan overtales til.
Vi talte om den mulighed, at hun eventuelt under meget stramme aftaler kunne få lov til at deltage i nogle møder hos forskellige advokater, hvor hun kan få et journalistisk indtryk af, hvordan vi arbejder.
Hun lød ret seriøs og gav klart udtryk for, at vi kan lave meget stramme ”hemmeligholdelsesaftaler/tavshedspligtsaftaler” i sådan en fase.
Efter det forløb kan både hun og vi bedre sammen vurdere, om det kan bruges til noget.
Der er jo ikke tvivl om, at befolkningens forståelse for verden ofte kommer gennem TV, der utvivlsomt er et stærkt medie. Der er fordele og ulemper ved at medvirke.
Kunne I give det en overvejelse og melde tilbage.
Det eftertænksomme svar, som jeg har nævnt i indledningen lyder sådan:
”Kæreste Viggo,
Lyder interessant, farligt og måske som en super ide.
Ja – jeg er måske en af dem der burde melde mig, men jeg tænker først og fremmest, at det ikke er fremmende for mine børn at se deres liv oprullet på skærmen og genleve traumerne igen igen igen. Næ nej tak.
Men jeg kender da en der måske gerne vil.
Hvis man kan få en sort sæk over hovedet og stemmen sløret og alt det der, så kunne jeg sagtens fortælle om den evige mavepine, man får – også år efter, når man skal åbne postkassen.
Mandag er helligdag hos mig, for da kan myndighedsbreve ikke komme frem. Jeg tror ikke, nogen ved, hvordan det egentligt er hver dag at have de tanker. Selv om ens børn er “fri”, er man altid bundet alligevel. I morgen, om en uge, om en måned, om et år kommer brevet, og det hele begynder forfra.
Jeg føler det som en egentlig ufri tilstand at leve i.
I skolen spørger børn selvsagt til den anden forælder. Det er hårdt for børn at sige: ”Jeg ser ikke den anden forælder.” Derpå følger nemlig spørgsmålet hvorfor. Det “hvorfor” er så hårdt at få igen igen igen igen igen.
Det er ikke nemt at leve hverken i konflikten eller blive den fri: tro mig!
Man kan mærkeligt gå og længes efter, at børnene bliver så store, at de kan tåle at høre hvad der er hændt. Hvordan virkelighedens verden hænger sammen. Hvad man selv har oplevet.
Hvis de nogensinde skal høre det. Det må tiden vise.
Du kan godt hilse journalisten og sige at der er nogen af os, der stadig mange år efter har vores børn hos psykolog både grundet “den anden forældre”, men så sandelig også grundt systemet, der handler og lytter for langsomt og dermed har et gevaldigt medansvar for svigt og plage af barnet. De skulle bare vide, hvor svært det efterfølgende bliver for et barn at tro på instanser. Alle instanser lige fra børnehavepædagoger over lærere selvfølgelig til statsforvaltning og domstole. De, der bestemmer, er blevet nogle farlige nogen, der ikke har forstand på børn.
Mærkelig drejning.
Jo, der er mange spor, der sætter sig og aldrig går væk, selvom samvær ophæves. Mange års kamp lagres i hjernen, og her bevæger den sig ind i den gamle biologi, vi mennesker har. Både hos voksne og børn. Vores instinkter byder os at være i evigt alarmberedskab. Det vil sige, at hjernen altid kører 100%. Vi ved via biologien, at hvis vi er i livsfare, (en løve, eller andet der kan slå os ihjel), vækkes alarmberedskabet. Hvis vi udsættes for længerevarende “fare”, som vi ser det hos krigsofre og torturofre, aktiveres systemet hurtigere. Det er svært at leve i og med. Det ved vi godt fra omtalen i det offentlige rum om krigs- og torturofre.
Jeg kan vågne om natten og mærke den følelse af postkassen. Når der ligger en stor kuvert med rude i, kan jeg smage angsten endnu. Jeg kan bestemt alle signalerne udenad. Flugten, brevene, der skal skrives, argumenterne, følelserne. Først og fremmest barnet, der skal beskyttes.
Hvis man er heldig, er rudekuverten lig den der kom her i sommerhuset i dag: en mekanikerregning på 18.890,- og jeg var lykkelig for den. Nååå bare en regning, der får mig til at aflyse resten af ferien, fordi regningen er kolossal – men skidt: det var bare mekanikeren og ikke statsforvaltningen.
Jeg synes selv, jeg er et meget stærkt. Måske endda et usædvanligt stærkt menneske, men det til trods og trods al den glæde og lykke, dagene rummer, så byder nætterne tit på smagen af postkasse. Selv for mig, et ret normalt velfungerende menneske – og netop derfor – et menneske der har alarmberedskabet klar: det er forældreskab når det er egentlig og mest prøvet at skulle bevise sit barns tankeverden og tristhed, at skulle råbe systemet op, at skære ud i pap fortvivlelsen over skyklapperne. Man bliver både religiøs og anarkist undervejs. Man bliver skadet og aldrig hel igen.
Det skal man vide med sig selv, og det skal systemer vide med sig selv og sin middelmådelighed i den politiske korrektheds ligestillingstankegang til tider fjernt fra de børn, der bør beskyttes.
Man får en grundlæggende mistillid – både barn og voksen – det er hamrende usundt! For mig var det første gang, jeg oplevede at miste tilliden grundlæggende til samfundet. Den har jeg ikke genfundet.. Desværre.
Alligevel er jeg stolt af, at jeg ikke gav op og tog kampen og havde kraften i mig. Stolt af, at jeg var forælder efter børnekonventionen og ikke efter dansk bonderøvslov. ingen, ej heller systemet, må krumme et hår på børnehoveder. Så burde der rulle hoveder!
Jeg ved, at det er ikke nemt at lovgive for mange med så forskellige problematikker. Det er nærmest umuligt, med mindre loven lød: det enkelte barn skal leve i tillid til den omgivende verden.
Så ville ethvert tillidsbrud være lovkrænkende – også myndighedernes.
Nå, men sådan ser verden jo ikke ud
Jeg kikker mig lidt rundt i omgangskredse og ser om der er nogle emner. er vi ude i fuld skrue. ingen anonymitet, ansigter på, både børn og voksne eller hvordan??”
De tanker, der ligger bag svaret, udtrykker så præcist de følelser og oplevelser, jeg oplever hos en meget stor del af de forældre, jeg gennem årene har været i kontakt med i deres børnesagskriser.
Gid der dog var nogen, som for alvor prøvede at forstå, hvad man til tider har gang i drevet af voksenegoisme, ligeberettigelse og politisk korrekthed.
Viggo Bækgaard
2. juli 2011