Pressen som sidste appelmulighed.
…. at anke til TV-avisen
Det moderne samfund bryster sig af at være et demokratisk retssamfund. Man kommer næppe langt ved i ramme alvor at påstå, at det ikke har bund i virkeligheden. Ingen anfægter, at vi har frie demokratiske valg, og at vore regeringer dannes, så de ikke er i mindretal i Folketinget. Systemets magt er med andre ord fundamentalt demokratisk baseret.
Ligeledes vil det være et korstog uden stor gennemslagskraft at påstå, at vore domstole skulle være politiske. Dommere er uafhængige ifølge grundloven, og der er ikke grund til at tro, at afgørelser ikke bliver truffet med udgangspunkt i rigtige principper: Dommere skal følge loven, og de skal dømme efter, hvad de finder rigtigt med udgangspunkt i, hvad der oprulles for dem i retssalen. Sådan er det for så vidt også, når vi taler om den afgørelsesmyndighed, som statsamterne og Familiestyrelsen udgør.
Hvorfor krakelerer billedet?
Facaden er blankpoleret, men alligevel er vi mange, som sidder med en opfattelse af, at systemet svigter. Vi ser afgørelser fra domstolene men i særlig grad fra statsamter og Familiestyrelsen, som efter vores opfattelse er katastrofale for de børn, afgørelserne vedrører. De administrative afgørelser om samvær kan ikke indbringes for de egentlige domstole. Som påpeget utallige gange af Landsforeningen Børn og Samvær er der et fundamentalt problem i, at administrative myndigheder på den måde træffer afgørelser i retstvister. Problemet er, at Familiestyrelsen ikke er uafhængig. Den traditionelle tredelte statsmagt (lovgivende, dømmende og udøvende) svigtes, idet den dømmende og udøvende magt smelter sammen. Kodeordene risikerer derfor at blive politikerpleasing og avancementssikring.
Den enkelte dommer, sagsbehandler, kontorchef eller direktør er ikke onde mennesker. De har faglige ambitioner og vil alle uden undtagelse gøre deres arbejde godt (nok). Når det alligevel kikser er et af mine bud også, at det har sin rod i økonomien.
Det aktuelle moderne samfund er optaget af begreber som effektivitet og produktivitet. Det gælder også i det offentlige. Der skal spares. Sagsbehandlingen vægtes i minutter pr. sag.
Såvel forældremyndighedssager hos domstolene som samværssager i statsamterne oplyses pr. definition ikke af parterne men af systemet. Det er meget problematisk. For det flytter fokus fra børnene.
Et andet alvorligt problem er, at det er de voksne, som er vælgere. Halvdelen af forældrene er mænd. Den anden halvdel kvinder. Sol og vind skal deles lige. Det er voksenbehov og ikke børnebehov, som tæller. Vælgerbehov kunne man sige lidt problematisk.
Prøv at genhøre admiralens vise fra Pinafore (den med kors og bånd og stjerner). Desværre gælder den stadig. I min forståelse tænker for mange på den måde, at så længe, der ikke er lig på bordet, går det nok. Og sådan nogen kommer trods alt sjældent som resultat af de samvær, som børn udsættes for. Skaderne er typisk uden fysiske ar. Så hvis bare man holder sig til, at alt skal bevises, går det nok. Videre til næste sag, tænker de. Og glem så, hvad vi har hørt.
Dyretransporter og børn, der med statsmagtens hjælp fratages deres barndom.
I aftes (17. september) havde vi igen en forsidehistorie i radioavisen om grisetransport. Formanden for de danske svineproducenter påstod, at svin, der transporteres til sydtyskland for at dø, har det bedre end ferierende i sovebusser. Et medlem af dyreetisk råd var forarget over den udtalelse. Indslaget var hovedindslaget kl. 18.
Det illustrerer en pointe, som er lidt skræmmende. Børn kan gå grueligt meget igennem, uden at nogen reagerer. Ja det er så galt fat, at børn tvinges af statsmagten til et liv, som er værre end grise udsættes for under grisetransporter – hvis ellers den metafor kan forstås.
I børn og samvær oplever vi utallige situationer, hvor det er fuldstændig ubegribeligt for os, at man gennemtrumfer samvær. Tvivlen kommer bestemt ikke altid børnene til gode. Vi ved, at enhver sag har flere sider, og at vi måske kun hører sagen fra den ene side. Men der er sager, som vi kommer så tæt ind i, at vi må sige, at vi har mindst samme vurderingsgrundlag som afgørelsesmyndigheden. Jeg ser fra min advokatarbejdsplads sager, hvor jeg er endog meget, meget dybt inde i stort set alle detaljer. Indrømmet: som advokat er man partsrepræsentant og får sin betaling for at se sagen fra den ene (voksnes) side. Men jeg tillader mig at pudse glorien og hævde, at mit fokus kun er på partens side, hvis jeg også vurderer, at det er bedst for barnet.
Lige nu er jeg involveret i nogle sager, hvor børnene virkelig synes at lide under forældrenes konflikt generelt og samværet specielt. Forældrenes personligheder spiller ofte afgørende ind. Skal det have betydning, hvis den ene er ekstremt manipulerende? Og hvilken betydning skal det i givet fald have? Må det gå ud over barnet? Er det virkelig kun adfærden direkte over for børnene, som har betydning? Hvad med opførslen over for naboen? Skal der virkelig foreligge dom for incest, før man stopper? Hvem skal man tro? Mor? Far? Børnesagkyndig hyret af systemet, som har set barnet en enkelt gang eller børnesagkyndig udefra, der har haft barnet i behandling gennem et år? Hvordan skal man tolke den far, som udbasunerer i et lille lokalsamfund, at han beskyldes for dette eller hint? Jeg kunne blive ved med at stille retoriske spørgsmål – og jeg har gjort det i de konkrete sager.
Hvor er fogedretterne – og landsretterne – i hele det system? Beskytter de overhovedet børnene, som de skal efter retsplejelovens § 536? Spørgsmålet kan bestemt stilles med rette!
Det letteste for systemet er at gennemtvinge samvær i ligeberettigelsens hellige navn. Tankegangen må være, at børn er hårdføre og nok klarer det. Jeg ved godt, at jeg provokerer, når jeg igen sammenligner med grisene. De skal dog ”kun” til slagtning. Langtidsvirkningen af, hvad de oplever, er begrænset. Hvad er langtidsvirkningen af det, vi byder børnene? Da vi for alvor først er begyndt at systemmishandle børnene i relation til samvær efter 1995, vil det vare lidt, før virkningerne slår igennem, og vi hører de senere voksnes oplevelser. Men det bliver da spændende, når den tid kommer.
Projektering i pressen.
Det er mit uhyggelige postulat, at tingene ville blive forbedret med et slag, hvis befolkningen virkelig blev objektivt oplyst om, hvad der foregår i virkelighedens problematiske børnesager.
Politikere i vores demokrati er i høj grad i dag enkeltsagsorienterede. Projektering af enkeltsager ville med andre ord sandsynligvis virkelig rykke. Men det er alligevel problematisk. Jeg venter i disse dage på afgørelse i en af de sager, hvor jeg virkelig ikke fatter, hvad systemet tænker på. Tvivlen burde være så larmende, at det er ufatteligt for mig, at man ikke for længst har stoppet samværet. Der er så meget, som trækker i den retning – og så relativt lidt, der trækker den anden vej i al fald, når fokus sættes på tvivlen. Man kan næsten aldrig ”bevise” noget for alvor. Men tvivlen kan man dog vægte.
Den konkrete sag, som jeg lige nu sidder og tænker på, ville for alvor kunne sætte en folkelig debat i gang. Politikerne vil få et problem af de større. Det administrative system ville skulle gå linedans og falde sammen. Det må understreges, at sagen først afgøres i den kommende uge i Familiestyrelsen. Så den kan jo ende godt for barnet. Men selv, hvis det sker, vil et par års kamp have sat sine spor på familien og barnet.
Mange gange undervejs, når tingene fremstår allermest grotesk, tænker man – også som advokat for mit vedkommende – på, hvad det ville betyde for sagen, om manglerne og det bizare forløb blev udstillet undervejs. Det ville sandsynligvis hidse magthavernes sagsbehandlere (yderligere) op over, at mor’en ikke bare makker ret og udleverer barnet men tværtimod fortæller offentligt, at hun efter deres mening skal indoktrinere barnet til, at far er ”god nok”, selv om hun ganske enkelt ikke mener det.
Men som tro arbejdsmand inden for retssystemet, som jeg dybest set har fundamental tillid til – trods manglerne – finder jeg det selvfølgelig heller ikke rigtigt, at føre en sag sideløbende i pressen. Det er på et eller andet plan useriøst. Omvendt kan man spørge, om det ikke er det rigtige, hvis nu det ville føre til det ønskede (og rigtige) resultat hurtigere. Svaret skal blafre her.
Hvad så, hvis nu systemets endelige afgørelse tvinger barnet til et samvær, der som det mindste må anses for tvivlsom på grund af den herskende tvivl? Skal sådan en sags afslutning da bare have til konsekvens, at barnet udleveres om nødvendigt ved fogedens hjælp? Barnet er under 5 år, så det varer noget, før langtidsvirkningerne viser sig.
Spørger du, hvad alternativet er, blafrer svaret i overskriften til denne artikel. Men vil det have konkret virkning at ”appellere til TV-avisen”? Jeg kan ikke give svaret, men jeg kan da håbe på, at det ville sætte fokus på et problematisk system. Men det kræver jo, at sagen faktisk projekteres i TV-avisen.
Her kommer det næste store problem – og en af forskellene på grise og børn. Grise kan godt projekteres generelt. Alle grise er ens, og ingen grise er mere ens end andre for at omskrive Orwels første sætning fra Animal Farm frit. Så man kan sagtens projektere grise generelt. Det kan man ikke med børn. Journalister vil have mennesker af kød og blod. De vil have billeder af barnet, moderen, faderen, børnehaven og så videre. Vi skal helst se det lidende barn med gråd i øjnene direkte i TV.
Har man først fået sine 5 minutters berømmelse, hænger det på i lang tid. Måske resten af livet. ”Var det ikke ham, der……?”
Det kræver derfor virkelig sin mand – eller kvinde – at projektere sit barn på den måde.
Det almindelige presseråd er derfor næsten uden undtagelse, at man skal være mere end forsigtig. Det skal virkelig være slemt, før man går så vidt. Du kan dybest set heller aldrig være sikker på journalisten. For enhver sag kan ses fra flere sider. Barnets er den mindst interessante.
Alt det ved systemets folk kun alt for godt.