Piger på 8 og 11 år skulle tilbagegives til deres far i Bulgarien.

Byrettens begrundelse:

Sagen er rejst som en anmodning om tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens kapitel 4 om tilbagegivelse af børn, som ulovligt er ført her til landet, og dermed omfattet af Haagerkonventionen af 25. oktober 1980. Det, der i sagen skal tages stilling til, er, om der er tale om en ulovlig børnebortførelse i medfør af lovens § 10, og hvis der er det, om der foreligger grunde til at nægte en tilbagegivelse, jf. lovens § 11.

Bornebortførelseslovens § 10 (Hagerkonventionens artikel 3)

Det fremgår af afgørelsen om skilsmisse af 19. maj 2011 fra Sofias Distriktsret, at moderen fik forældremyndigheden over både A og B, mens faderen F fik samværsret med pigerne.

Efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, er en børnebortførelse eller tilbageholdelse ulovlig, hvis handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget. En stilsvarende formulering genfindes i Haagerkonventionens artikel 3.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i børnebortførelseslovens § 10 (betænkning 1166/1989 om internationale børnebortførelser på side 71), at den, som ikke har forældremyndigheden men samværsret, ikke vil kunne fremsætte krav om tilbagegivelse.

Efter både bestemmelsens ordlyd og forarbejderne til denne, er det derfor en betingelse for at anse en tilbageholdelse for ulovlig, at det er forældremyndighedsindehaverens rettigheder der krænkes, og at disse rettigheder faktisk udøves på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller tilbageholdt. Efter bestemmelsen i børnebortførelsesloven skal man anse forældremyndighedsindehaveren for at være den, der i barnets bopælsland anses for retligt at udøve denne funktion.

Efter en umiddelbar fortolkning af afgørelserne fra de bulgarske domstole er det nærliggende at antage, at det er M, der alene har den fulde forældremyndighed over A og B, mens F har samværsret. Fogedretten har på den baggrund og i medfør af børnebortførelseslovens § 14, stk. 3, (artikel 15 i Haagerkonventionen) indhentet en afgørelse fra en myndighed i Bulgarien om, at bortførelsen anses for ulovlig efter bulgarsk ret.

Det Bulgarske Justitsministerium, der i henhold til bulgarsk lovgivning er myndigheden, der afgiver erklæringer efter Haagerkonventionens artikel 15, har fastholdt, at tilbageholdelsen af A og B er ulovlig efter bulgarsk ret. Der henføres navnlig til, at spørgsmålet om bopæl ikke er en del af de rettigheder, som den forælder, der har eneret til forældremyndigheden, får tildelt. Ændring af barnets bopæl kræver samtykke fra begge forældre. Dette støttes af F’s forklaring for fogedretten.

Under disse omstændigheder finder fogedretten – trods formuleringerne i afgørelserne fra de bulgarske domstole og navnlig skilsmisseafgørelsen af 19. maj 2011 – at F må antages efter bulgarsk ret at have medbestemmelsesret over, hvor A og B skal bo, og dermed en del af forældremyndigheden i Haagerkonventionens forstand, jf. artikel 5 i konventionen, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, nr. 1.

F har ikke protesteret over i hvert fald to flytninger, som M efter det oplyste har foretaget med pigerne i Sofia i perioden fra samlivsophævelsen i december 2009 og indtil flytningen til Danmark i efteråret 2015. Da der her er tale om lokale flytninger, der står i stor kontrast til at flytte pigerne permanent til Danmark, bevirker dette forhold – efter fogedrettens opfattelse – ikke i sig selv, at F ikke har udøvet bopælsrettighederne på det tidspunkt, hvor M tog A og B med til Danmark, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, nr. 2.

På ovenstående baggrund finder fogedretten efter en samlet betragtning, at M’s flytning af A og B her til landet må anses for ulovlig, jf. børnebortførelseslovens § 10.

Børnebortførelseslovens § 11 (Haagerkonventionen artikel 13)

Efter oplysningerne i sagen kan det lægges til grund, at A og B har haft bopæl hos M siden december 2009. Efter F’s forklaring må fogedretten endvidere lægge til grund, at F ikke nødvendigvis ønsker, at A og B skal have bopæl hos ham. Han ønsker alene, at pigerne skal tilbage til Bulgarien. Begge piger har utvetydigt givet udtryk for, at de ikke ønsker sig tilbage til F, og de efterlader begge klart det indtryk, at de vil modsætte sig tilbagegivelsen.

A fylder snart 11 år (- – -. februar 2016), og hun har en aldersvarende modenhed og en god selvindsigt. Hun har utvetydigt givet udtryk for, at hun ikke ønsker sig tilbage til F. Når dette sammenholdes med de udtalelser, som A er fremkommet med under børnesamtalen sammenholdt med den børnesagkyndiges vurdering, er der en alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse mod hendes vilje og til en fader, som hun ikke har boet med siden december 2009, vil være til skade for A’s sjælelige sundhed eller sætte hende i en situation, som hun ikke bør tåle. Herefter og da hun endvidere har nået en alder og modenhed, der gør, at der bør tages hensyn til, at hun selv modsætter sig tilbagegivelsen, nægter fogedretten tilbagegivelsen af A, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2 og 3.

B er 8 år gammel, og hun har hele sit liv levet sammen med og været nært tilknyttet til sin storesøster A. Herefter, og på baggrund af fogedrettens samtale med B sammenholdt med den børnesagkyndiges vurdering foreligger der også for B’s vedkommende en alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse af hende til Bulgarien uden hendes storesøster vil være til skade for B’s sjælelige sundhed eller sætte hende i en situation, som hun ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2.

Som følge af ovenstående tager fogedretten ikke anmodningen om tilbagegivelse af A og B til Bulgarien til følge.

Landsrettens begrundelse:

Det fremgår af sagen, at M, uanset at hun i kendelsen om parternes skilsmisse m.v. er tillagt forældremyndigheden over begge børn, ikke uden F’s samtykke har kunnet få udstedt pas til dem. Da F ikke ønskede at medvirke, blev hans samtykke erstattet af en afgørelse af 16. november 2012 truffet af Sofias kredsret. Efter denne afgørelse kunne der herefter udstedes pas til børnene, således at de kunne »udrejse … i et ubegrænset antal rejser til EU-lande, Serbien, Montenegro, Kroatien, Makedonien, Bosnien-Herzegovina, Tyrkiet, Schweiz og USA, i et tidsrum, hvor det ikke er fastlagt, at [F] afholder det retsbestemte samvær med børnene, således at det undtagelsesvis sker ikke mere end en weekend af den tid, som tilkommer ham.«

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har den 10. februar 2015 afsagt dom i sagen Penchevi mod Bulgarien (klagesag nr. 77818/12) om et tilfælde, hvor den bulgarske højesteret – modsat de tidligere instanser – havde nægtet at erstatte faderens samtykke til udstedelse af pas med en retsafgørelse. Det fremgår forudsætningsvis også af denne dom, at forældremyndighedsbegrebet i bulgarsk ret er underlagt indskrænkninger, som ikke kendes i dansk ret.

Efter den bulgarske centralmyndigheds udtalelse af 5. januar 2016, som er fulgt op af samme myndigheds redegørelse af 14. marts 2016, tiltræder landsretten herefter af de grunde, som fogedretten har anført, at M’s flytning af A og B til Danmark er ulovlig, jf. børnebortførelseslovens § 10.

Begge børn såvel som M er bulgarske statsborgere og har indtil september 2015 boet i Bulgarien.

Børnene er efter det oplyste faldet godt til i Danmark, og de har under samtalen i fogedretten på det bestemteste modsat sig at skulle tilbage til Bulgarien. Der foreligger imidlertid ikke oplysninger om, at børnene ikke også trivedes, før de blev flyttet til Danmark, og deres holdning synes at være præget af, at de ikke vil bo hos deres far, til hvem der synes at være oparbejdet et modsætningsforhold. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at en tilbagegivelse som påstået vil være til skade for børnenes sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2 og 3.

Landsretten tager derfor F’s påstand til følge.