Overvåget samvær for F med 6-årig, selv om barnet havde sagt, at F slår hende, TFA 2024/288 VLD

Overvåget samvær for F med 6-årig, selv om barnet havde sagt, at F slår hende, TFA 2024/288 VLD

Byrettens begrundelse

F har fra B’s helt tidlige alder og frem til august 2023 haft hende i en 7/7-ordning. F udtrykker interesse for B og gør sig tanker om, at han gerne vil indrette samværet efter hende bl.a. ved overvåget samvær, så hun kan vænne sig til at genoptage samværet.

Fra perioden omkring juni 2023 er B begyndt at fortælle, at hun er blevet slået af sin far. Hun har været vedholdende i den oplysning og senest gentaget den ved samtalen med familiesagsbehandleren 26. januar 2024. Hun giver også i den samtale udtryk for, at hun ikke vil sin far.

Familieretten lægger efter det oplyste til grund, at B er i målgruppen for særlig støtte, men at der endnu ikke er iværksat en sådan støtte og heller ikke i øvrigt er bevilliget støtte til B. M har forklaret, at kommunen påtænker at iværksætte en ny undersøgelse af B’s forhold i år, men denne er endnu ikke påbegyndt.

Når der henses til B’s udtalelser om ikke at ønske samvær sammenholdt med den bekymring, som kommunen udtrykker for F’s forældrekompetencer, og den positive udvikling, som er beskrevet hos B i den tid, hvor der ikke har været samvær, finder familieretten efter en samlet vurdering, at det er bedst stemmende med B’s tarv, at der ikke for tiden fastsættes samvær.

Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 1, § 4 og § 21, stk. 2 og 3.

Byrettens resultat: Ikke samvær for tiden

Landsrettens begrundelse

Det er forældreansvarslovens udgangspunkt, at der skal være samvær mellem børn og deres forældre, jf. princippet i lovens § 19. Indtil august 2023 havde F samvær med B i en 7/7-ordning, uden at det efter det oplyste gav anledning til alvorlige problemer.

Landsretten finder under disse omstændigheder, at der bør gennemføres overvågede samvær som påstået med henblik på en afklaring af, om der er grundlag for en varig samværsordning.

Landsretten tager derfor F’s påstand til følge som nedenfor bestemt.

Landsrettens resultat:

B (født d. … 2018) skal have overvåget samvær med F som en prøveordning otte gange á 1 times varighed med en uges mellemrum.

Kommentar:

Ak ja.

Dommen er et eksempel på, at domstolene holder ”krigen i kog”.

Her sker altså det, at sagen efter de overvågede samvær skal tilbage til Familieretshuset og gennem møllen en gang til.

Viggo Bækgaard

16. september 2024