Ophævelse fælles forældremyndighed over anbragte børn, TFA 2022/62 VLD
Byrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 4, at retten skal træffe afgørelse ud fra, hvad der er bedst for børnene. Af lovens § 11 fremgår, at den fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste.
Begge børn er frivilligt anbragt i familiepleje, og parterne er enige om at arbejde hen imod en hjemgivelse til M, hos hvem børnene også havde bopæl indtil anbringelsen.
Det fremgår af såvel sagens akter som af M’s forklaring, at hun i en årrække har haft forskellige personlige udfordringer, som har påvirket såvel hendes livsførelse som hendes forældreevne. Efter alt foreliggende finder retten, at der er grund til at antage, at hun bedst vil kunne varetage opgaven som forældremyndighedsindehaver, hvis der er mest mulig ro omkring hendes situation, og herunder omkring de beslutninger, der skal tages i relation til børnene.
M har vedvarende beskrevet forholdet til F som konfliktfyldt, og F har ligeledes forklaret, at deres forhold har været turbulent. Der er ikke grundlag for at antage, at dette vil ændre sig væsentligt i den nærmere fremtid. Uanset baggrunden for parternes indbyrdes vanskeligheder og uanset, at der ikke er aktuelle konflikter mellem parterne i relation til samarbejdet omkring børnene, finder retten i lyset af det ovenfor anførte, at det vil være bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves, og at M har forældremyndigheden alene.
Retten tager derfor M’s påstand til følge
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor familierettens dom