Særligt til TIDLIGERE medarbejdere i Statsforvaltningen:
Om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Der har de seneste dage været talt og skrevet en del om offentligt ansattes ytringsfrihed. Budskabet er, at de offentligt ansatte ikke tør sige, hvad de mener af frygt for repressalier på jobbet.
Jeg ved, at både vores hjemmeside og vores Facebook-side læses af flere både nuværende og tidligere ansatte i Statsforvaltningen.
Mange er dybt frustrerede over arbejdsvilkårene i systemet. Uden for referat får jeg ikke helt sjældent at vide, at vores kritik er berettiget. Jeg vil ikke her gentage vores kritik på alle punkter.
Overskrifterne er kendte. Der foretages ikke tilstrækkeligt grundige undersøgelser i sager, hvor der burde være anledning til bekymringer. Det er fortsat den politiske korrekthed (samvær for enhver pris) og især (for) stor hensyntagen til fædrenes milimeterretfærdighedstankegang.
Statsforvaltningens medarbejdere tager slet ikke hensyn til børnene selv om det, er deres allerfornemste opgave. Når man nægter at suspendere et samvær formelt men satser på, at fogedretten ser problemerne, har selv den tidligere sympatiske medarbejder mistet al fornuft og er indrullet i fedt og olie. Systemets fedt og olie forstås.
Jeg kunne blive ved.
Det er næsten umuligt at forudsige udfaldet af et møde i Statsforvaltningen på forhånd.
Således har jeg for nylig oplevet en kunde, som er veninde med en nu tidligere ikke helt lavt placeret jurist i Statsforvaltningen fortælle, at veninden to gange havde ”forudset”, hvordan det ville forløbe, og hvilke konsekvenser, et kommende møde ville få. Forudsigelserne fra den tidligere medarbejder var bare ikke i overensstemmelse med det, der skete.
Jeg skal retfærdigvis helt generelt erkende, at det er betydeligt lettere at rådgive og forudse, når man ikke selv skal stå til regnskab for forløbet. Man kan så let blive fristet til at sige det, som man godt ved, at vennen eller veninden gerne vil høre. For at kunne vejlede rigtig grundigt og nogenlunde præcist, skal man kende sagen til bunds. Det forhold gør også, at vores telefonrådgivning aldrig kan blive helt præcis og rigtig. Vi får jo kun den ene side.
Faktum er, at systemet ikke er godt nok, og at det ikke (kun) er medarbejdernes skyld. Det er mere systemet i sig selv, som er helt galt. Mest af alt er det et ressourceproblem. Men det er nu næppe helt tilfældigt, at jeg gang på gang konstaterer, at det er de GODE – de bedste – medarbejdere, som hurtigt forsvinder.
Jeg opfordrer Jer indtrængende til at gå ud i den offentlige debat og bekræfte, at det står lige præcist så slemt til, som vi har sagt i årevis.
På forhånd tak.
Viggo Bækgaard, formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær