Om fri proces under fuldbyrdelse, TFA 2023/324 VLK
Byrettens begrundelse
Efter retsplejelovens § 500, stk. 2, der finder anvendelse i sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed, bopæl og samvær, jf. § 456 q, stk. 1, kan familieretten give en part fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand.
F, der har efterkommet rettens mundtlige tilkendegivelse, har ikke godtgjort, at han under sagen har haft behov for advokatbistand.
Landsrettens begrundelse
Det fremgår af sagens oplysninger, at Familieretten i Viborg den 14. april 2023 afholdt et mundtligt retsmøde, hvor spørgsmålet, om F havde pligt til at udlevere børnene B1 og B2 til M, blev behandlet.
Efter familierettens tilkendegivelse om, at børnene skulle udleveres til M, oplyste F under retsmødet, at han ville efterkomme tilkendegivelsen.
Familieretten traf samme dag afgørelse om, at M’s anmodning om fri proces blev taget til følge, mens F’s anmodning om fri proces ikke blev taget til følge. Familieretten begrundede afslaget med, at F ikke havde godtgjort, at han under sagen havde behov for advokatbistand.
Spørgsmålet i denne sag er, om F har ret til fri proces.
Det følger af retsplejelovens § 500, stk. 2, jf. § 456 q, stk. 1, at familieretten bl.a. i sager om udlevering af et barn til bopælsforælderen kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand i familieretten.
Landsretten finder, at F ud fra de foreliggende oplysninger må antages at have haft behov for advokatbistandunder sagens behandling i familieretten.
Landsretten ophæver derfor familierettens kendelse af 14. april 2023 og hjemviser sagen til fornyet behandlingved Familieretten i Viborg.
Kommentar:
Det er desværre sådan, at retterne er meget tilbageholdende med at give fri proces i tvangsfuldbyrdelsessager.
Det er min umiddelbare vurdering, at denne sag ikke giver frygtelig meget krudt til forståelse af sammenhængene.
Mit gæt er egentlig, at man har skelet til, at den anden part har fået fri proces. Det kan i al fald for almindelige mennesker, hvortil i denne sammenhæng såmænd også advokater hører, være svært at gennemskue og forstå forskelsbehandling.
Viggo Bækgaard
- november 2023