Om fortsat fælles forældremyndighed trods højt konfliktniveau og ophævet samvær for 12-årig, TFA 2024/169 ØLD.
Byrettens begrundelse (Roskilde):
Forældreansvarsloven bygger på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre, og at barnet har krav på, at begge forældre påtager sig ansvaret og omsorgen for barnet. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.
Efter de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at parterne gennem en årrække har haft et konfliktfyldt forhold præget af en udtalt gensidig mistillid, manglende samarbejde og indberetninger og anmeldelser til kommunen og politiet, som løbende har indebåret, at myndigheder er blevet involveret med henblik på afdækning og afklaring af de anmeldte forhold.
Af sagens akter fremgår, at anklagemyndigheden den 3. oktober 2022 besluttede ikke at rejse en straffesag mod F i anledning af politianmeldelser om vold, vidnetrusler, stalking, psykisk vold, ærekrænkelser, trusler på livet, bortskaffelse af ejendele, ulovlig tvang og falsk anmeldelse. Efter det oplyste har anklagemyndigheden heller ikke rejst en sag i anledning af X Kommunes politianmeldelse af F om psykisk vold over for B.
Selv om de talrige politianmeldelser har været konfliktoptrappende og har forstærket den manglende tillid mellem parterne, er der ikke alene på denne baggrund grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Herefter, og da der ikke i øvrigt er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til hendes bedste, finder retten, at der fortsat skal være fælles forældremyndighed over B, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Retten har ved vurderingen heraf også lagt vægt på, at psykolog C har vurderet, at begge forældre bør have fokus på og bidrage til, at B får et mere nuanceret billede af sin far. Retten finder, at de bedste forudsætninger for dette vil være, at parterne fortsat bevarer den fælles forældremyndighed.
Efter de foreliggende oplysninger, herunder den børnesagkyndige undersøgelse, børnesamtalen med B og da hun siden parternes samlivsophævelse har haft bopæl hos M, finder retten, at B skal forblive med at havebopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
På baggrund af B ‘s faste udtalelser under børnesamtalen, og psykolog C’s vurdering af B, herunder at hun er så massivt presset og fastlåst psykologisk, finder retten, at samværet skal ophæves, jf. forældreansvarslovens § 21, stk. 3, jf. § 4.
Parterne har fortsat fælles forældremyndighed over B, født den … 2012.
B, født den … 2012, skal fortsat have bopæl hos M.
Samværet mellem B og F ophæves.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Anmodningen om gennemførelse af en forældrekompetenceundersøgelse imødekommes derfor ikke.
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af familieretten, at det er bedst for B, at M og F fortsat skal have fælles forældremyndighed over hende. Landsretten har herved tillige lagt vægt på, at de af M
fremhævede konflikter vedrørende B – der efter familierettens dom i øvrigt ikke længere har samvær med F -ikke er af nyere dato.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom, så vidt den er påanket.
Kommentar:
Ankesagen vedrører kun forældremyndigheden og altså ikke samværet.
Jeg undrer mig gang på gang over domstolenes fokusering på, om vold og psykisk vold er anmeldt og pådømt. Her kan man se, at det oven i købet er kommunen, der har politianmeldt F for psykisk vold.
Hvordan pokker tænker man, at fælles forældremyndighed skal kunne fungere under de omstændigheder?
Jeg hæfter mig dog trøstende på Ms og Ps vegne ved, at der trods alt sker samværsstop.
Tilbage står derfor mit årelange hovedmantra: Fælles forældremyndighed er noget, Fanden har skabt. Omvendt er betydningen heraf ofte stærkt overvurderet.
Viggo Bækgaard