Om forældreansvarsloven – og de børnesagkyndige
– manuskriptet til et 20 minutters oplæg i Dansk Psykologforenings gruppe af børnesagkyndige
Dansk Psykologforenings gruppe af børnesagkyndige afholdt den 10. maj 2011 et internt debatmøde om forældreansvarsloven. Man havde inviteret Bente Boserup fra Børns Vilkår, Claes Ludvigsen fra Foreningen Far og undertegnede. Rækkefølgen var Bente, mig og Claes. Vi måtte høre på hinanden men ikke deltage i den efterfølgende interne debat.
Vi havde hver 20 minutter, hvilket for mig gjorde det nødvendigt at benytte et egentligt manuskript til udgangspunkt for indlægget. Det giver så også mulighed for at delagtiggøre Jer i, hvad jeg sagde. Tilhørerne vil kunne genkende indholdet, men man læser jo ikke op af et manuskript. Derfor er nedenstående de tanker, der var gjort hjemmefra:
Tak for en fantastisk mulighed at tale til Jer alle sammen – normalt er det – hvis overhovedet noget – en dialog med den enkelte.
Jeg ser verden sådan, at vi bør have fælles interesser på området: Barnet i virkelig centrum.
Mit indlæg vil handle om
indholdet og intentionerne i loven – ”bedst for barnet” –
Virkeligheden = ligestillingslov og
Jeres fagligt meget ansvarsfulde rolle i processen, hvor jeg vil bønfalde Jer om at værne om Jeres egen faglighed.
2½ år med loven – ”bedst for barnet” – barnets perspektiv.
Dejligt at komme bag efter Bente. Jeg kan nemlig sige, at jeg er enig i det meste af det, som Børns Vilkår står for.
Betænkningen og lovbemærkningerne: det konkrete barns position.
Her er I placeret – og indtænkt som barnets beskytter. En central placering. Lever I op til det? Hvis ikke – er det lovens skyld – eller Jeres? En blanding? Jeg giver Jer ikke svaret i dag. Er nemlig ikke selv entydigt afklaret om det.
Loven blev vedtaget af et enigt folketing, der ændrede på flere fundamentale ting i forhold til betænkningen. Politikerne og den efterfølgende virkelighed har placeret det hele i en ligestillingsverden.
Mange tænker på børnene på samme måde som på pladesamlingen. Lad os få lige mange plader (dage – timer).
Skilsmissebørnens vilkår er at være legeonkler for forældrene på skift. ”Rigtige børn” uden krigende forældre, leger med deres egne – selvvalgte kammerater; de bruger mor og far, når de skal trøstes over hul på knæet; når de er sultne eller bare lige har brug for mor eller far et øjeblik, inden de farer videre i deres egen legeverden.
Det er næsten ikke til at holde ud at høre på forældrenes forsikringer om, at børnene elsker deres nye søskende i anden eller tredje led. De er der jo kun, så længe…. – forælderens aktuelle forhold eksisterer. Eller deres nye nabobørn. De er jo ofte et produkt af det midlertidige sted, som forældrene er havnet i efter en økonomisk tung skilsmisse.
Børn er stort set ikke længere børn på deres egne præmisser. Er det OK?
I Landsforeningen Børn og Samvær jublede vi, da vi med loven fik præciseret ”bedst for barnet” som formel omdrejningspunkt. Det er en formel vigtig ændring i loven. Men også kun formel, fordi ligestillingen fylder så meget i den virkelige verden.
Langt de fleste psykologer, som jeg taler med, er skeptiske over for ligedeling. I siger, at børn trives med enhver ordning, som forældrene kan blive enige om. I siger, at kvalitet er vigtigere end kvantitet. Alligevel oplever vi det ofte sådan, at I pleaser systemets krav om ligedeling ”for næsten enhver pris”.
Den psykologiske viden er indarbejdet i loven. I er med i processen
· til børnesamtalerne i statsforvaltningen
· til børnesagkyndig undersøgelse og
· til indledende møder i visse retskredse og dommersamtalerne ved retterne
I er myndighedernes øjne og ører.
Barnets stemme går gennem Jer. Når barnet siger, at det gerne vil være lige meget hvert sted, er det ORD – loyalitet.
Det er JERES ansvar at sikre, at barnet virkelig bliver hørt. At I kommer ind under huden på det enkelte barn – og får formidlet dets ønsker og behov.
Men gør I ikke også det? Det vil i selvfølgelig hævde og tro. Jeg siger: jo det gør I ofte.
Men det virker for tit som om nogle af Jer tilsidesætter idealerne.
I kan efterspørge eksempler og hævde, at jeg tager fejl, når udtrykker skeptisk kritik.
Men i de referater, som jeg hører, er der en gennemgående tendens.
Når Eva siger, at hun har sagt til Jer, at hun vil være hos mor og keder sig hos far – og tilføjer, at ”han/hun – altså den børnesagkyndige” blev ved med at spørge, om jeg ikke også elsker far,
Når Magnus siger, at far slår og hævder at blive mødt med, at han jo ikke slår hele tiden, eller
Når Sille græder over, at ”han” slet ikke ville høre på, at mors nye kæreste driller mig
– er det så opfundet til lejligheden?
Næppe – men sandheden er heller ikke – og slet ikke endda, at I gør noget forkert (hele tiden – eller alle sammen).
Tendensen er i øjeblikket, at I børnesagkyndige æder råt for usødet, at barnet skal ”bestemme”. I lader simpelthen den 10-åriges mundtlige ord fylde, så I giver hende ansvar. Det kan ikke være børnefagligt rigtigt. I må kunne se, når barnet er trængt. Alle børn siger jo, at forældrene ikke skal skilles – og at de så ellers vil være lige meget hvert sted.
Men det er jo ikke i barnets interesser – som barn. Det er jo ikke at beskytte børnene endsige at respektere deres ord. Det er netop respekt for barnet at sige, at vi godt kan forstå, hvad de siger, men at vi som voksne også må tage et ansvar på deres vegne. Fuldstændig ligesom, at de måske kun skal have slik om fredagen af sundhedsmæssige grunde.
En af mine yndlingsfraser er, at mange advokater optræder som rene prostituerede. De gør hvad som helst for penge. Jeg har sat mig for personligt kun at forfægte resultater, som jeg selv tror på, er ”OK” for barnet. Det betyder ikke nødvendigvis, at et andet resultat nødvendigvis vil være en katastrofe.
Min bekymring er, at nogen af I børnesagkyndige agerer lidt ligesom advokaterne.
Der er jo arbejde i det – og lige i øjeblikket ”fast arbejde”. Det virker i nogen sammenhænge desværre, som om fagligheden går fløjten, fordi I ved, at systemet kræver ligestilling, ligedeling.
I må klappe i hænderne af begejstring over den betydelige mængde arbejde til standen, som loven giver. Og I kan sikkert sagtens se nye perspektiver, forretningsområdet.
Mit dilemma er, at jeg faktisk er nøjagtig lige så begejstret principielt betragtet, men at jeg ser alt for mange situationer, hvor den børnesagkyndige åbenlyst må gå på kompromis med barnets perspektiv – og gør det.
Som nævnt i indledningen er jeg overordnet temmelig enig med Bente og BV i forslagene derfra.
Jeg er nok også ret sikker på, at vi i BSV er mere enig med BV end med FF.
Børn er ikke TING, som man skal have ejendomsret over. Forældrenes gensidige respekt efter bruddet er fundamentalt vigtig. Børn har bedre af en fast base end af ligedeling, med mindre alle de fundamentale forudsætninger herfor er til stede. Ser vi bort fra de helt små børn, er det nok mindre vigtigt, om den base er hos mor eller far, hvis begge forældre objektivt set har fuld forældreevne. Og her kommer den børnesagkyndige vurdering jo ind som systemets flue på væggen.
Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.
Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.
Hensynet til barnet vejer tungt.
Alternativerne kan sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.
Det bekymrer mig, at loven stiller en række forudsætninger op om fælles forældremyndighed, ansvarlighed og så videre – og at det derefter kan virke omkostningsfrit at blæse på det hele.
Så bliver der basis for det, som jeg kalder svinsk rådgivning, der kun fører til yderligere grøftegravning.
Samlet er det derfor vigtigt, at der bliver en synbar konsekvens af dårlig adfærd som f.eks. samværschikane. Det er der ikke i dag. Jeg er tindrende bevidst om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.
Jeg har skrevet en række artikler på BSVs hjemmeside om de emner, som har fyldt i den arbejdsgruppe, der har været nedsat af Familiestyrelsen, som den interesserede kan læse.
Mit ønske til fremtiden er nogle få ændringer til de materielle regler,
Om inddragelse af barnet:
Ingen kunne formentlig drømme om at drage i tvivl, at barnet skal være centrum i sit eget liv. Det samme gælder, at afgørelser om børn skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, endsige at barnet skal inddrages i enhver sag, der handler om det. Det kræves jo også af børnekonventionen.
Men de tendenser, vi ser omkring skilsmissebørnenes situation, fører til, at man kunne drage i tvivl, om vi overhovedet skulle have en myndighedsalder, eller om det er rigtigt af os som samfund at afholde spædbørn fra at udøve valgret.
Mens pladesamlingen i delingsprocessen ikke gør hverken oprør eller samtykker, gælder det samme ikke for børnene. De samtykker næsten altid. De tilsidesætter næsten konsekvent egne behov. Børn er de mest sociale menneskelige individer.
Det må undre, at psykologer og andre fagfolk omkring børnene ikke råber op og forklarer os alle men først og fremmest børnenes forældre, at det ikke nødvendigvis er en sund udvikling.
Vi må sikre en tilstand, hvor barnet inddrages kvalificeret, men hvor børnekonventionens krav om, at barnets synspunkter “tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed”, bliver det afgørende.
Det har efter min opfattelse aldrig været meningen. Hvis det har, bør det ændres hurtigst muligt.
Alene det forhold, at der efterhånden er en stærk mytedannelse om manipulation af børn under børnesamtaler gør, at der bør indføres en ”barnets advokat” under sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Pågældendes opgave skal være at hjælpe barnet neutralt igennem den del af processen, hvor barnet skal inddrages. Herunder skal pågældende have mulighed for at overvære de samtaler med barnet, som skal gennemføres af eller for de myndigheder, der skal træffe afgørelse.
Man kan sige, at Jeres rolle skal afmystificeres.
Vold – særligt psykisk vold.
Der er desværre en tendens til, at emnet latterliggøres af de professionelle aktører.
Det gælder både dommere, sagsbehandlere og psykologer i statsforvaltningerne og advokater.
Et af problemerne er, at her kan man for alvor sjældent ”bevise” noget. Et andet problem er, at man udover at sandsynliggøre den psykiske vold kan have svært ved at afgøre, hvilken betydning det har for børnene.
Den psykiske volds allestedsnærværende hovedfaktor er den psykopatiske forælder.
Det er ikke rimeligt at negligere og nedtale fænomenet. Det eksisterer og i langt videre grad end anerkendt i familiesagerne. Der findes megen litteratur om psykopati (der vist i øvrigt i dag har en andet og finere klinisk betegnelse). Det står fast, at lidelsen er temmelig udbredt men i varierende styrke. Det er lige så klart, at ikke alle med psykopatiske træk er uegnede som forældre eller samværsforældre. Man må blot gøre sig klart, at den, som har været offer for den pågældende og måske oplevet vedkommendes pres på børnene, vil være i panisk angst for påvirkningen af børnene.
Jeg har i øjeblikket to løbende sager, hvor begrebet fylder med en sådan rette, at man som minimum burde tillade en bevisførelse ud over det, der normalt accepteres i disse sager.
Når man er derude i en sag, hvor en beskyldning om psykisk vold, psykopati eller lignende er på banen, bør man vurdere validiteten af beskyldningen. Man må prøve at bore i, hvad der reelt ligger bag. Der må være noget galt med den ene eller den anden. Jurister kan ikke vurdere, hvad der er sandt eller falsk. Man bør selvfølgelig heller ikke bare vælge at lade den på overfladen charmerende forælder få børnene.
I disse sager bør man tage konsekvensen fuldt ud og foranstalte de nødvendige oplysninger fremskaffet.
Flytte- og skoleproblematikken optager os ganske meget i BSV, men nævner det blot, da det ikke har så meget med Jeres område at gøre.
Som nævnt er jeg temmelig overordnet enig med Bente og kan derfor holde BVs hæfte op og sige, at meget ville være bedre, hvis ønskerne heri blev opfyldt med den begrænsning, jeg allerede har nævnt.
Husk – man kan ikke dømme til fred i mellemøsten.
Afsluttende er mit ønske, at vi forstærker barnets perspektiv med Jeres hjælp, og at barnet kommer i centrum også i virkeligheden.
I har forudsætningerne – men modet?
Gid I får styrke til at stå fast på Jeres faglighed.
Tak for ordet.
Viggo Bækgaard