Om de forskellige undersøgelser i forbindelse med børnesager.
Børnesagkyndig undersøgelse – børnefaglig undersøgelse – forældrekompetence undersøgelse – forældreundesøgelse.
Af Viggo Bækgaard, advokat (H) – mediator
Jeg er på det seneste stødt på rigtig mange forældre, som er forvirrede i forhold til ”diverse undersøgelser” og underretninger, som de bliver præsenteret for. Mange bliver direkte bange i forbindelse med de undersøgelser.
Hensigten med denne artikel er at forklare især om procesgangen og de opgaver, som ligger i henholdsvis kommunen (det sociale system) og i Familieretshuset/Familieretten (det retlige system).
Til indledning skal jeg understrege, at jeg er familieretsadvokat med fokus på de børn, der ikke bor hos begge deres forældre. Jeg har således ikke specielt fokus på de børn, hvor problemet handler om mulig anbringelse uden for hjemmet. Der er en række advokater, som vist nærmest har præcis det som deres spidskompetence.
Jeg kan formentlig også fanges i fejlagtige referencer til socialloven. Vi har fra januar 2020 fået en ”barnets lov”, der samler de hidtidige regler i sociallovgivningen i en enkelt lov. Den er jeg på nuværende tidspunkt ikke på fulde omdrejninger i forhold til, da mit fokus jo er på familieretten.
Men principperne, som jeg beskriver, er nu ikke ændret.
Hvem bestemmer egentlig hvad?
A: Det retlige system – Familieretshuset og Familieretten.
Hvis forældrene ikke er enige om forældremyndigheden, hvor barnet skal have bopæl eller hvor meget, forældrene skal være sammen med barnet (samvær), træffes afgørelser herom i det retlige system.
Alle sager om de spørgsmål indledes i Familieretshuset.
De mindre komplicerede sager kalder vi §6-sager efter familieretshusloven.
I de sager er Familieretshusets fornemste opgave at få forældrene til at samarbejde. Familieretshuset kan træffe afgørelse om samvær af mindre indgribende omfang.
De mere komplicerede sager benævner vi §7-sager eller ”røde sager”. Her er Familieretshusets opgave at forberede sagen til Familieretten, der har afgørelseskompetence om forældremyndighed, bopæl og samvær.
I de sager skal Familieretshuset i princippet sørge for, at sagen bliver oplyst så godt som muligt.
I loven er det endda bestemt i §28, stk. 3, at ”der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse som led i oplysningen af sagen, medmindre en sådan undersøgelse ikke er nødvendig for afgørelsen af sagen.”
Det bør altså være hovedreglen, at der i de tungere sager gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse. Mange vil nok have erfaret, at det langt fra sker i alle §7-sager. Familieretshuset har forskellige fagligt set tvivlsomme begrundelser for, at det ikke sker. Det kommer jeg ikke ind på i denne artikel.
B: kommunen – typisk børne- og unge-forvaltningen.
Det er kommunens opgave i bred forstand at sikre, at det enkelte barn ”har det godt”, og at dets omsorgspersoner tager sig fornuftigt af barnet. Det gør de fleste forældre heldigvis.
Hvis et barn har særlige ”udfordringer”, skal kommunen finde ud af, om den kan yde en eller anden form for støtte til barnet. Her taler jeg ikke om økonomisk støtte men hjælp til barnet, så det får en god barndom. Det kan være hjælp til forældrene af praktisk og vejledningsmæssig art eller hjælp i form af særlig støtte i forbindelse med mistrivsel.
I yderste konsekvens kan det selvfølgelig også komme under overvejelse, om det vil være bedst for barnet at blive anbragt uden for hjemmet.
Samarbejde på tværs af systemerne.
Det er grundlæggende en forudsætning, at Familieretshuset og kommunen samarbejder og orienterer hinanden om familiens situation i de tunge §7-sager. Det følger simpelthen af familieretshusloven, at Familieretshuset skal kontakte kommunen i disse tunge sager.
”§ 29. Familieretshuset skal, når behandlingen af en § 7-sag indledes, rette henvendelse til den kommune, der er forpligtet til at yde hjælp til barnet efter kapitel 4 og 5i barnets lov, med henblik på at afdække behovet for at finde helhedsorienterede løsninger for familien med hensyn til forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.”
Underretning.
Kommunen har selvfølgelig ikke et kendskab til alle familier eller børn.
Systemet er derfor bygget op på den måde, at man kan – og i nogle tilfælde ligefrem skal – fortælle kommunen, hvis man har mistanke om, at der er ”noget galt” eller ”særlige udfordringer”.
Orientering om sådanne forhold kalder vi en ”underretning”, som er nærmere beskrevet i barnets lovs kapitel 16.
De senere år er det blevet ganske almindeligt, at Familieretshuset sender en underretning til kommunen i forlængelse for eksempel af et møde, hvor man får indtryk af konflikt mellem forældrene. De nærmere principper bag den type underretninger kan du læse i forældreansvarsvejledningens punkt 2.9.
Man skal således ikke ”blive bange” for en underretning, der kommer fra Familieretshuset.
Underretninger har efter min vurdering til gengæld taget til de senere år. Jeg oplever desværre, at underretninger bruges som et våben af den ene forælder mod den anden. Min generelle oplevelse er, at man skal være meget forsigtig med at affyre den type våben, som måske i sidste ende kan virke som en boomerang mod en selv.
Børnefaglig undersøgelse i kommunen.
Når kommunen bliver opmærksom på, at der er ”problemer” i en familie, starter man med en samtale med forældrene, hvor udgangspunktet er at finde ud af, om barnet har ”behov for hjælp eller støtte”. Hvis ikke det afklares gennem en samtale, kan man iværksætte en ”børnefaglig undersøgelse af barnet eller den unges støttebehov” (barnets lov §18).
Den børnefaglige undersøgelse er nærmere beskrevet i barnets lov §§ 20 til 23.
Undersøgelsen foretages efter min erfaring af en sagsbehandler i kommunen, som vist oftest er en socialrådgiver. Den gennemføres i princippet i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren.
Jeg har læst disse undersøgelser i årevis og i mange udgaver. Personligt må jeg udtrykke, at jeg oplever disse undersøgelser uoverskuelige grænsende til forvirrende. De skrives i en skabelon, hvor man oplever gentagelse på gentagelse og uden en for mig at se forklarende sammenhæng.
Man opstiller på alle områder ”styrker” og ”udfordringer”. Når jeg læser en BFU, tænker jeg hele tiden, at man skal huske formålet. Formålet er altså at finde ud af, hvad barnet og forældrene har behov for hjælp til, som kommunen kan tilbyde.
I de sager, som ligger inden for mit forældreansvarsområde, vil det typisk være det nogle gange ganske håbløse men indlysende behov for at få nedtonet konflikten mellem forældrene og styrke samarbejdet.
Man forholder sig efter min oplevelse yderst sjældent til ”årsag og virkning”. Et problem kaldes en konflikt, selv om udfordringerne kun eller hovedsageligt ligger hos den ene forælder. Men der skal jo trods alt to til en konflikt.
Man peger sjældent på en nok så synlig dybere liggende årsag.
Provokerende sagt er mange BFUer hjælpeløst dårlige og aldeles uegnet til at indgå i en kontekst i det familieretlige system, hvor man skal afgøre barnets bopæls- og samværsforhold.
Det ulykkelige er, at både Familieretshuset og Familieretten i praksis skeler ubarmhjertigt og beundrende til disse børnefaglige undersøgelser, som derfor helt imod deres hensigt får en ganske forfærdelig indflydelse netop på de spørgsmål.
En forældrekompetenceundersøgelse i det kommunale system kommer først og fremmest til anvendelse i forbindelse med en vurdering af, om et barn skal anbringes uden for hjemmet. Det er altså typisk i forbindelse med overvejelse om tvangsfjernelse af barnet. Som nævnt i indledningen er det et område, som jeg ikke beskæftiger mig ret meget med i praksis.
Fluks efter “offentliggørelse” af artiklen, får jeg fra en kyndig psykolog på området et hint om en vejledning om forældrekompetenceundersøgelser. Den henviser jeg til nedenfor – og læser en af de nærmeste dage.
En indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet skal blandt andet indeholde en ”vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og at tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden relevant lovgivning.” (barnets lov §51, stk. 1 nr. 2).
Det er heldigvis ikke så tit, jeg i mine sager støder på en sådan undersøgelse.
Børnesagkyndig undersøgelse.
Som nævnt ser man ganske ofte en kommunal børnefaglig undersøgelse i de sager, som i Familieretshuset og Familieretten skal nå frem til en afgørelse af forældremyndighed, bopæl og samvær.
Det er en eklatant skandale efter min opfattelse, hvis systemet nøjes med at lægge en BFU til grund, selv om det bestemt ikke kan udelukkes, at en BFU kan give et nogenlunde fornuftigt oversigtsbillede af barnets situation.
Det er vigtigt og helt afgørende i en forældreansvarssag, at barnets perspektiv kommer klart frem. Alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Barnets egne synspunkter skal tillægges vægt alt efter barnets alder og modenhed. Ofte søges noget afdækket gennem børnesamtaler, der gennemføres med selv ret små børn på 6-7 år.
Men det gør det heller ikke alene i de svære §7-sager. Her bør der som nævnt altid gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse. BSU.
I modsætning til en BFU skal en børnesagkyndig undersøgelse gennemføres af en psykolog. I forbindelse med iværksættelse af undersøgelsen, vil der blive opstillet et tema for undersøgelsen. Her bør parterne og især advokaterne være opmærksom på at få de bekymringer ridset op, som man ser. Det kan være vigtigt, at psykologen kender disse og dermed kan være opmærksom på spørgsmålene.
Der eksisterer en ret grundig vejledning om børnesagkyndige undersøgelser, som det kan være fornuftigt at læse igennem, når man skal igennem en sådan.
Det typiske forløb af en børnesagkyndig undersøgelse er, at psykologen har en forsamtale med forældrene hver for sig. Derefter gennemføres et eller to besøg i hvert hjem, hvor psykologen observerer børnene og den interaktion, som er mellem barn og forælder.
Under besøget i de to hjem, har psykologen typisk en ”børnesamtale” alene med barnet. Her registreres det, om der er forskel i barnets adfærd og udsagn, når det er hos far og mor.
Undersøgelsen afsluttes med en ret lang rapport, der inden færdiggørelse og fremsendelse til Familieretshuset eller retten gennemgås med forældrene.
Den børnesagkyndige skal ikke komme med egentlige anbefalinger men skal efter vejledningen give en ”hvis nu-analyse”. Altså hvad må konsekvensen for eksempel antages at være, hvis bopælen bliver hos henholdsvis mor eller far. Rapporten vil også typisk indeholde en vurdering af, hvad barnet populært sagt magter af samvær.
Oftest oplever jeg ærlig talt de børnesagkyndige undersøgelser som gode og saglige. Det er sjældent, at jeg ikke godt kan genkende min egen klient i en sådan undersøgelse, om end det selvfølgelig er sket.
Forældreundersøgelse.
Man skal være opmærksom på, at en børnesagkyndig undersøgelse i praksis gennemføres af en børnepsykolog, der hverken er voksenpsykolog og slet ikke psykiater.
I ganske mange sager er det ærlig talt ikke så meget barnet som de voksne, der udgør hovedproblemet.
I flæng nævner jeg risikofænomener som vold, psykisk vold, misbrug af stoffer eller alkohol, psykiske afvigelser hos forældrene som for eksempel psykopati.
En del af disse risikofaktorer kan have afgørende betydning for, hvad der både i relation til forældremyndighed, bopæl og samvær er bedst for barnet.
De risikofaktorer bør også afdækkes. Min påstand er, at en børnepsykolog ikke nødvendigvis er fagligt kompetent til at foretage den slags vurderinger.
I de alvorlige tilfælde bør der gennemføres en egentlig undersøgelse af forældrene. Jeg er det sidste årstid begyndt at omtale behovet som et behov for en ”mentalundersøgelse”, da det er et begreb, som mange kan forholde sig til, fordi det bruges i de alvorligere og af medierne omtalte straffesager.
Men det er nu ikke en sådan mentalundersøgelse men en psykologisk eller psykiatrisk vurdering af forældrene i den relevante kontekst.
Det er meget svært at få gennemført en sådan, men jeg mener ikke, at man skal opgive at argumentere for det.
På et eller andet tidspunkt må både Familieretshuset og Familieretten indse, at deres egen selvopfattelse af ”hvor svært kan det være” ikke rækker.
Viggo Bækgaard
20. februar 2024
Henvisninger.
Vejledning om forældrekompetenceundersøgelser