Om de formelle betingelser for erstatningssamvær under tvangsfuldbyrdelse, TFA 2020/206 VLK
Byrettens begrundelse:
M har indledt en sag ved Familieretten den 27. december 2019 på baggrund af samværsdokumentet af 27. juni 2019, idet F ikke har udleveret B tilbage til M.
Retten bemærker, at der kun kan fastsættes erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen, hvorfor retten har kompetence til at tildele erstatningssamvær for perioden efter den 27. december 2019. B blev udleveret den 29. december 2019, hvorfor M kan være berettiget til erstatningssamvær for to dage.
I medfør af retsplejelovens § 456 q, stk. 5, kan Familieretten fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen. Retten anser det for at gælde både for M og F.
Parterne har underskrevet samværsdokumentet af 27. juni 2019, der er gældende for samvær med B. I dokumentet er aftalt et almindeligt weekendsamvær i lige uger fra torsdag til søndag og feriesamvær for sommerferien, juleferien mv.
I medfør af aftalen har F julesamvær med B i ulige år fra den 23. til den 26. december. Det er aftalt, at weekend- og hverdagssamvær bortfalder helt, hvis samværet helt eller bare delvist ligger i bopælsforælderens ferier med B, hvis ferien ligger i skoleferierne. Ved skoleferier forstås blandt andet juleferien.
Retten finder på baggrund af sagens oplysninger, at F i 2019 skulle have julesamvær med B fra den 23. til den 26. december. Han har ikke været berettiget til at beholde B frem til den 29. december, idet hans weekendsamvær var bortfaldet i medfør af samværsdokumentet.
(Byrettens konklusion var, at M skal tildeles to dages erstatningssamvær med B.)
Landsrettens begrundelse:
Efter retsplejelovens § 456 q, stk. 5, kan familieretten fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen. Familieretten kan således alene fastsætte erstatningssamvær til samværsforælderen. Da familieretten derfor ikke har haft hjemmel til at fastsætte erstatningssamvær, ophæver landsretten familierettens afgørelse, og sagen nægtes fremme.
Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
Den bestemt venlige byretsdommer forsøger at “straffe” F – moralsk helt relevant, så der bliver reel konsekvens af Fs handling.
Den noget mere regide landsret forholder sig – juridisk helt rigtigt – til lovens bestemmelser.
En eller anden vågen embedsmand bør hviske det i ørerne på nogle politikere, så der kan blive rettet op på de ret stramme regler.
Viggo Bækgaard