Om at opføre sig ordentligt ved samlivsophævelse
af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)
Børn og Samvær 2008 side 5
Forældreansvarsloven tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet. Der er linet en hel bunke muligheder op, som statsforvaltningerne kan diske op med for at hjælpe forældre til at finde ud af, hvad der så er bedst for deres konkrete barn. Det virker fint på papiret, men tiden er et problem.
Statsforvaltningerne rider mildt sagt ikke samme dag, som de sadler.
Du bør som supplement til denne artikel læse min artikel fra januar 2016 om kontaktbevarende samvær.
Det har overordentlig stor betydning for parternes fremtidige samarbejde, at selve opbruddet bliver så harmonisk som muligt. Harmoni er et rigtigt vanskeligt ord at bruge netop i sammenhæng med familiens opbrud. Selvmodsigende næsten.
Taktik – positionering – bopælsregistrering og sikring af status quo.
Taktiske overvejelser og måske forkerte opfattelser af betydningen af forskellige tiltag spiller en stor rolle for den enkelte, som står over for et opbrud i familien.
Hvor skal parterne bo efterfølgende? Hvad sker der, hvis jeg tager børnene med – eller lader være med at tage dem med? Kan vi blive enige om en model i en overgangsperiode, indtil vi får afklaret, hvad der skal ske på sigt? Hvad hvis vi ikke kan – og der går uanet lang tid, inden statsforvaltningen kommer ud af busken? Disse spørgsmål og mange flere snurrer rundt i hovedet på forældrene.
Jeg skal ikke benægte, at der kan ligge taktiske overvejelser bag de handlinger, som forældrene foretager. Blot ønsker jeg, at det ikke var sådan. Gid der kunne etableres en “helle-situation”.
Et eksempel på “flytte-helle”.
Statsforvaltningen Hovedstaden tilsyneladende har indtaget en kontant holdning, og at domstolene så ikke efterfølgende fokuserer på status quo som afgørende. Man skal jo varsle flytning efter loven. I en konkret sag, som jeg var involveret i, boede forældrene i Nordsjælland for den enes vedkommende og den anden boede i København. Mor fra Nordsjælland ville gerne ud på landet, og parterne havde drøftet forskellige muligheder, så de evt. begge kunne flytte, så de boede praktisk i forhold til hinanden og deres arbejde. Mor besluttede sig først, da far ikke helhjertet gik ind i mulighederne. Hun valgte en af øerne syd for Sjælland. Far reagerede prompte med at indlevere en anmodning om midlertidig forældremyndighed – og fik det af statsforvaltningen.
Som advokat for moderen og valgte jeg at undlade at påklage den afgørelse, som jeg i virkeligheden fandt sympatisk. I stedet for at acceptere, at mor tog barnet med sydpå straks, valgte man at lade så lidt forandre sig som muligt, indtil der var truffet en endelig retlig afgørelse. Med i billedet hører, at børnene blev i hidtidig institution og skole under forløbet. Som grundlag for beslutningen om at undlade klage indgik dels, at klagesagen tager tid, at afgørelsen objektivt set var fornuftig og at domstolene behandler forældremyndighedssager hurtigt. Det sidste var lige ved at gå rigtig galt, fordi domstolene er blevet meget langsomme blandt andet som følge af retskredsreformen. Så jeg blev undervejs noget bekymret over forløbet. Hvad ville status quo kunne føre til, tænkte jeg.
Men byretten valgte at vurdere ud fra traditionelle kriterier og tilkendte mor bopælsretten ud fra hidtidig tilknytning, herunder at børnene havde boet hos hende indtil hendes flytning. Afgørelsen var velbegrundet og blev ikke anket af faderen. Samlet resulterede det forløb i så få afbræk som muligt for børnene og en statuering af, at det trods alt må være sådan, at hovedreglen er, at det er bopælsforælderen, der bestemmer, hvor i landet børnene skal bo – og at vi altså ikke har fået genindført stavnsbåndet (endnu). Sådan er jo også lovens hovedregel.
Eksemplet viser, at selv om mange opfatter det som meget vigtigt at få sig positioneret gunstigt, kan man i virkeligheden undgå ulemperne, hvis man får pillet konflikten ud hurtigt og får iværksat en tilsvarende hurtig afklaring under retssikkerhedsmæssigt ordentlige rammer.
Bopælsregistreringen spiller en stadig større rolle for parterne. Den burde gerne omgående renses ud, fordi det er med til at eskalere konflikten og inddrage en myndighed (kommunen) i en beslutningsproces, som den pågældende myndighed ingen lod og del skal have i.
Kommunalbestyrelsen skal registrere et barn, hvis forældre ikke har samme bopæl, med bopæl hos den af forældrene, som barnet opholder sig mest hos, uanset hvem af forældrene der har forældremyndigheden. Denne lovtekst giver åbenlys problemer i opbrudssituationerne. Påstand mod påstand – og manipulering af kommunen i en forventning om, at en succesfuld personregistrering også giver succes i retssalen. Det bør det ikke gøre – og det er heller ikke min erfaring, at det sker. Men det er et rigtig godt middel til at skærpe konflikten, hvis det er det, man ønsker.
Skræmmeeksempel
For nylig har jeg oplevet en sag, hvor konflikten blev kørt op på en måde, som uvægerligt må blive til stor skade for det fremtidige samarbejde, hvis ikke det lykkes at få konflikten i ro igen. Forløbet er ikke usædvanligt internt mellem forældre. Det sørgelige var her, at en advokat kan eskalere en konflikt på en måde, hvor man må tage sig til hovedet og sukke højlydt.
Man skal som altid være kildekritisk, når man får beretninger fra konkrete sager. Jeg er beretteren, og det billede, jeg beskriver, er et billede, der er præget af, at jeg var på sidelinjen som advokat for moderen – men kun i ankeinstansen. Jeg fulgte derfor kun sagen tæt i en måned fra ankestævningens udfærdigelse ca. 15. december og til hovedforhandlingen i landsretten den 18. januar. Men jeg så mails fra begge parter og fra begge advokater gennem forløbet. Det var ikke lystig læsning.
Sagen drejede sig om en 3½ årig dreng og et forældrepar, som havde haft et alt i alt udmærket parforhold og et relativt gnidningsfrit forældreskab. De havde begge et job på ledelsesniveau i det private erhvervsliv og videregående uddannelser. De havde boet sammen i en årrække i den ene del af Sjælland, hvor også moderens netværk var. I sommeren 2007 flyttede de til den nærmest modsatte ende af Sjælland i forbindelse med mandens jobskifte, idet moderen mente at kunne pendle til sit arbejde. Mandens familiemæssige netværk var det nye sted.
Der gik ikke mange måneder, før det stod klart for moderen, at pendlersituationen var uholdbar. Der var tilsyneladende også problemer i relation til faderens netværk (forældre), som moderen oplevede som styrende. Hen over sommeren besluttede moderen, at parforholdet måtte ophøre til utvivlsom sorg for faderen. Hun meddelte ham bruddet, og de forsøgte at tale om drengens situation og fremtidige bopæl uden at blive afgørende enige. Moderen lejede en lejlighed i samme by på et midlertidigt lejemål og foreslog en midlertidig samværsordning, som hun i en mail foreslog som en 8-6 løsning med bopæl hos hende. Det forslag blev givet pr. mail den 31. juli. Faderen meldte tilbage, at han ikke var enig – og i øvrigt ville vende tilbage, hvilket aldrig skete. Forinden havde de indgået en meget mere midlertidig samværsordning i form af egentlig ligedeling, som de havde været enige om at opretholde indtil videre.
Fra den dag begyndte et scenarium, der antog skræmmende dimensioner.
Faderen signalerede, at barnet ikke måtte blive flyttet fra det fælles hjem, da de jo havde bestemt den bopæl i tidligere enighed, og idet man skal være enige om alt. Synspunktet er jo tilforladeligt og sådan set ikke forkert, om end det ikke er stemmende med de vilkår, der i det virkelige liv gælder, når man er i opbrudssituationen.
Da mor dagen efter skulle aflevere drengen i børnehave, blev hun antastet af farmoderen, der – ifølge moderen – forsøgte at rive barnet ud af armene på moderen, som herefter blev meget usikker på, hvor de nu pludselig stod i deres konflikt. Moderen vandt den fysiske kamp umiddelbart om barnet og kontaktede en advokat, som hun kendte lidt til i forvejen. Pågældende rådede hende til at beholde drengen og i øvrigt flytte tilbage til den anden del af Sjælland straks, hvis det ellers var det, hun ville på sigt. Og så skulle hun i øvrigt have en advokat, som pågældende kendte som en dygtig familieretsadvokat.
Moderen besluttede fluks at opgive den midlertidige lejlighed og at rykke tilbage til det sted, de kom fra. Her indlogerede hun sig i nogle dage hos sin bror og svigerinde, inden hun erhvervede en bolig med lynhurtig overtagelse. Hun kontaktede også den anbefalede advokat, som bekræftede hende i flytningsvalget og i øvrigt også i, at hun nok hellere måtte lade være med at udlevere drengen til faderen, før de havde fået etableret en midlertidig samværsordning.
Også faderen fik fat i en advokat, som meget hurtigt sendte et par kradse breve til moderen med et indhold, der var holdt i en sprogtone, som moderen opfattede som aggressiv og nedladende. Mors advokat skrev et brev med opfordring til at indgå en midlertidig samværsordning, hvilket ikke blev accepteret af fars advokat.
Ihukommer man, at det faktiske brud var den 31. juli, forekommer det fantastisk men uvirkeligt, at der allerede blev afholdt møde i Statsforvaltningen Hovedstaden den 6 september, hvor der blev aftalt en midlertidig samværsordning efter modellen 9-5 med mor som midlertidig bopælsforælder. Fra den dag fungerede samværet gnidningsfrit.
Mor fik drengen i børnehave, men far opretholdt børnehavepladsen i den anden ende af landet – formentlig af samme taktiske årsager, som jeg antyder foran i forbindelse med bopælsregistrering.
Københavns Byret gav far bopælsretten med den begrundelse, at mor havde holdt drengen væk fra faren i en stor del af efteråret og således havde demonstreret manglende vilje til samarbejde. Hvad man ikke umiddelbart kan se af mit stærkt forkortede referat er, at det lyste ud af mails fra faderen – og af mails og breve fra hans advokat, at moderen med succes blev fremstillet som chikanerende. Ordet blev flittigt anvendt, og det blev negligeret, at hun var kommet med et forslag til 8-6 samvær som midlertidig løsning.
Moderen og hendes advokat havde i byretten undladt at fremlægge voldsomt mange dokumenter, mens fars bilag fyldte godt op. Det valg kunne jeg nøjagtig lige så godt have truffet i den situation, der forelå – simpelt hen fordi det forekom mig tydeligt af den fremlagte korrespondance, at det var far – og ikke mor, der var konfliktoptrapper. Men byretsdommeren bed altså på fars beskrivelse.
Optrapningen blev ikke mindre, da sagen straks blev anket. Som ny advokat på sagen blev jeg af min kollega belært om, at jeg jo ikke kendte sagen og derfor ikke vidste, hvor slet en person, min nye kunde var. Det var, hvad hun og byretten havde gennemskuet. Det var ikke det ordrette citat men det klare budskab.
Straks byretsdommen var afsagt, troppede faderen efter anvisning fra sin advokat op i børnehaven for at hente drengen, fordi han jo nu havde fået forældremyndigheden, og dommeren havde besluttet, at han ikke skulle gå i børnehave der længere. Så han skulle udmeldes fluks. Jeg måtte derfor give besked fra mig til advokaten om, at gældende ret jo er, at en anke inden 14 dage fastholder tilstanden forud for domsafsigelsen, og at fars eventuelle undladelse af at udlevere drengen efter samvær, ville blive mødt med en fogedsag. Det er i den givne situation det eneste retsmiddel, man har. Også det blev mødt med vrede og “konstatering af”, at mor jo tabte sagen, hvorfor fogeden nok ikke ville gennemføre en fogedforretning. Barnet blev dog udleveret!
Den herefter korte beskrivelse er, at sagen blev hovedforhandlet i Østre Landsret den 21. januar, og at mor fik bopælsretten.
Men hermed er konflikten ikke slut. Far har efterfølgende på trods af udtrykkelig opfordring fra mig og mor til dialog om samværet, indbragt sagen for statsforvaltningen for at få stadfæstet det midlertidige samvær på 9-5 som fremtidig samværsordning. Det burde være åbenbart muligt at løse, hvis bare konflikten kan komme ned.
Desværre ligger der også en sej bodelingssag foran os. I det klima.
Det er så gennemgribende ærgerligt, når sådan en sag med et kriseforløb på 5 uger, kan komme til at påvirke det fremtidige samarbejde omkring et barn. Der er ingen vindere af en forældremyndighedskonflikt. Taberen er næsten altid barnet. Det tab skulle gerne blive så lille som muligt.
Nogen ønsker dialog – andre ønsker kamp.
Jeg holder med de første, fordi det er bedst for børnene, men tager da kampen, hvis det er et must fra den anden side.
Viggo Bækgaard
oprindelig fra 2008
Redigeret 16. januar 2016