Om advokatbeskikkelse i fogedsager, tvangsbøder og sagsbehandling både i fogedret og Statsforvaltningen, ØLK 2. juni 2016
Normalt beskriver jeg her på siden afgørelser alene med udgangspunkt i selve dommen og det, der fremgår af denne. Her får du en beskrivelse, som nærmere har karakter af en artikel.
Da man let forfalder til at farve problemstillingen lidt afhængig af, hvilken side, man står på, starter jeg med at nævne, at jeg er kommet lidt sent ind i sagen på morens side.
Til indledning skal man være opmærksom på, at der på det seneste er opstået en spareøvelse hos domstolene, der viser sig ved, at man ofte afviser at beskikke advokat i en samværsfogedsag. Tankegangen er, at fogedretten bare skal gennemføre en samværsafgørelse, som man nærmest ikke kan protestere imod.
Artiklen viser minefeltet og grænsefladerne mellem Statsforvaltning og fogedret. De tror gensidigt det bedste om hinandens evner, kompetencer og arbejdsvilkår. Det bedste er bare ikke det sande.
Sagen drejer sig om en dreng på 4 år. Far er bosiddende i et tysktalende europæisk land. Forældrene har aldrig boet sammen, og de var kun kærester i få måneder. Samarbejdet mellem forældrene har aldrig været godt. M er tysker men bosiddende i Danmark gennem mange år og dansktalende. Barnet er tosproget.
To gange har Statsforvaltningen formået at indkalde en tyrkisk tolk (ikke tysk). Møderne er blevet gennemført på trods af fadæsen. Resultatet har så været, at Fs advokat reelt har siddet og afgivet forklaring i Statsforvaltningen på Fs vegne.
I de seneste 2 år har samværet været sådan, at F er kommet til Danmark om lørdagen, hvor han har haft 6 timers samvær med D uden overnatning, hvorefter han også om søndagen har haft 6 timers samvær. F har en lejlighed i Danmark alene til det formål.
M har aldrig tidligere været stærkt bekymret for samværet, selv om hun har set nogle faresignaler undervejs. Imidlertid opstår der i begyndelsen af februar 2016 en dramatisk situation, hvor F angiveligt fremsætter trusler mod mor gennem drengen. M var i nærheden under samværet, og D løber over til hende. M optager Ds fortælling på sin telefon. Episoden er vist politianmeldt, uden at er kommet noget ud af det.
Der blev afholdt et møde i Statsforvaltningen den 7. marts 2016. Mødet var en opfølgning på tidligere møde. Sagsbehandleren var syg, og der var substitut på for ham. Ms daværende advokat bad på mødet om suspension af samværet på grund af episoden i begyndelsen af februar.
Statsforvaltningen gør ikke andet end at udbede samtykke fra forældrene til indhentelse af oplysninger.
F har på det tidspunkt bedt fogedretten foranledige D udleveret til samvær i h. t. gældende resolution. Det fogedretsmøde skulle afholdes dagen efter mødet i Statsforvaltningen.
Fogedretten beskikker uden begrundelse Ms daværende advokat i fogedsagen.
Fogeden afsagde sålydende kendelse:
Gennemførelse af samvær.
Der er i sagen enighed om, at der ikke har været udleveret til samvær to gange.
Det fremgår af sagens oplysninger, at der er fastsat samvær i henhold til et samværsdokument af 14. december 2015.
Sagens oplysninger har med undtagelse af oplysningerne om episoden mellem parterne omkring den 1. februar 2016 været de samme, da Statsforvaltningen traf sin afgørelse, som de er i nærværende sag.
Ved mødet i Statsforvaltningen den 7. marts 2016 blev det slået fast, at samværet skulle gennemføres. Her har oplysningerne om moderens og faderens syn på den nævnte episode også været fremført, men samværet er ikke suspenderet.
Fogedretten er enig i denne vurdering af, at der skal være samvær, og finder ikke, at det på baggrund af sagens oplysninger herunder moderens forklaring er godtgjort, at det vil være at udsætte Ds legemlige eller sjælelige sundhed for alvorlig fare eller fare i det hele taget at gennemføre samværet.
Der er uden tvivl ikke et optimalt samarbejdsklima mellem forældrene, men dette kan ej heller begrunde, at samværet ikke skal gennemføres. Forældren skal således bestræbe sig på at
(Det er rigtigt, at sætningen slutter sådan i fogedrettens begrundelse, der i øvrigt fortsætter således):
Moderen begrunder sin beslutning om ikke at medvirke til samværet eller overvåget samvær, som det er forsøgt foreslået af fogedretten med, at D er en 4-årig dreng, hvorfor denne oplysning om hans uvilje, heller ikke kan begrunde, at der ikke skal være samvær. Dette også fordi, dette ville medføre, at D inddrages i forældrenes konflikt på en uhensigtsmæssig måde.
Retten finder ikke grundlag for at udsætte fogedsagen på Statsforvaltningens overvejelser, særligt henset til Statsforvaltningens udmeldinger i mødet den 7. marts 2016, men også fordi samværet er baseret på en kun godt tre måneder gammels samværsbeslutning fra Statsforvaltningen.
Derfor tages anmodning om udsættelse af fogedsagen ikke til følge, og samværet fremmes som nedenfor bestemt.
Da D ikke har været til samvær siden februar måned, og da han kun er 4 år gammel, fastsættes der kun et mindre erstatningssamvær som nedenfor beskrevet, og samværet skal i øvrigt gennemføres i h. t. det gældende samværsdokument.
Da M klart har tilkendegivet, at hun ikke vil deltage i børnesagkyndig rådgivning i Statsforvaltningen, at hun ikke vil medvirke til at fremme samværet, at hun ikke vil medvirke til overvåget samvær ved fogedrettens mellemkomst, finder retten det nødvendigt at fastsætte tvangsbøder for hver samværsdag, som fastsættes som nedenfor bestemt.
Da M ikke ønsker at medvirke til børnesagkyndig rådgivning, udsættes sagen heller ikke efter rpl. § 537, stk. 4.
Fogedretten bemærker, at det er F, der bestemmer, hvor samværet skal gennemføres, hvorfor dette kan gennemføres i Fs lejlighed og i henhold til samværsdokumentet alene skal være med moderens deltagelse den første halve time.”
To forhold skal retfærdigvis nævnes. M afviste i mødet i Statsforvaltningen i marts at acceptere overvåget samvær. Endvidere tilkendegav M (ifølge hende efter råd fra sin daværende advokat), at hun altid har været indstillet på, at der skal være samvær, og at det derfor ikke er et spørgsmål, om D skal have kontakt til F. Det er sådan set ikke rigtigt. M ønsker samværet stoppet.
Jeg kom ind i sagen i begyndelsen af april. Min tilgang blev, at der selvfølgelig skal være overvåget samvær og sættes en børnesagkyndig undersøgelse i gang. Det bad jeg så Statsforvaltningen om. Statsforvaltningen havde medio april intet foretaget sig siden mødet i begyndelsen af marts.
I et nyt fogedretsmøde den 20. april afsagde fogedretten denne kendelse:
”Fogedretten finder ikke, at der foreligger sådanne nye oplysninger siden fogedretten afsagde kendelse den 22. marts 2016, eller at der foreligger øvrige omstændigheder, der kan medføre, at sagen bør udsættes på Statsforvaltningens afgørelse om overvåget samvær eller gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Fogedretten har lagt vægt på, at parterne tidligere har drøftet udarbejdelse af en børnesagkyndig undersøgelse, og har haft en aftale om overvåget samvær, som er ubestridt, at M har misligholdt.
Eftersom det er ubestridt, at M ikke har udleveret D til samvær efter fogedrettens kendelse af 22. marts, er de fastsatte tvangsbøder fra det tidspunkt og til dagsdato forfaldne, som angivet nedenfor.
Af de grunde, der er anført i fogedrettens kendelse af 22. marts, finder fogedretten det fortsat nødvendigt at fastsætte tvangsbøder for de kommende seks samvær udover de tvangsbøder, der allerede er fastsat for samværet den 23. og 24. april 2016.
Da M har oplyst, at hun pr. 31. marts 2016 er uden indtægt, fastsættes de daglige tvangsbøder til kr. 2.500 kr. stykket.
Eftersom sagen alene handlede om, at fogedretten skulle tage stilling til, om de tidligere fastsatte tvangsbøder var forfaldne samt fastsætte yderligere tvangsbøder, og uanset at Ms tidligere advokat, advokat L, blev beskikket for hende, finder fogedretten ikke, at M på nuværende tidspunkt har behov for advokatbistand for fogedretten, hvorfor hendes anmodning om fri proces ikke kan imødekommes.”
Kendelsen blev kæret til landsretten af undertegnede. Jeg klipper her i kæreskriftet:
”Der var under fogedretsmødet påstået udsættelse i henhold til retsplejelovens § 502 stk. 2 på afgørelse i Statsforvaltningen. Den påstand giver ikke selvstændig mening, da Statsforvaltningen efterfølgende har iværksat børnesagkyndig undersøgelse og overvåget samvær.
Der blev ved indledning af fogedretsmødet den 20. april fremlagt en række dokumenter i form af korrespondance omkring sagen med Statsforvaltningen.
Fogeden valgte at lynskimme materialet og konstatere, at Statsforvaltningen jo ikke havde suspenderet samværet men kun kommet med et forslag om børnesagkyndig undersøgelse.
Fogeden konstaterede mundtligt på fars advokats opfordring, at der i et tidligere fogedretsmøde den 22. marts 2016 var kommet en række konstruktive forslag fra fogeden, som appellanten havde nægtet at medvirke til. Det drejede sig om forslag til netop overvåget samvær og børnesagkyndig rådgivning.
I fogedretsmødet den 22. marts var fogedretten beklædt af dommerfuldmægtig N. Fogedretten blev den 20. april beklædt af dommerfuldmægtig R.
Sagens problemstilling er kort forklaret denne:
Der havde foreligget en samværsafgørelse, der grundlæggende var overholdt, indtil der opstod en lidt dramatisk episode i forbindelse med udveksling den 1. februar 2016, som har været traumatiserende for D.
Fogedretten har ikke villet forholde sig til de reelle arbejdsforhold, som eksisterer i Statsforvaltningen.
Landsretten opfordres indtrængende til at sætte sig ind i de forhold og forholde sig til, hvad det konkret betyder for parterne og – selvfølgelig først og fremmest – for børnene
Der var afholdt et møde i Statsforvaltningen den 7. marts. Det fremgår ikke af notatet men kan lægges til grund som faktum, at den egentlige sagsbehandler i Statsforvaltningen E var syg den pågældende dag, og at sagsbehandleren på mødet var substitut, der sikrede mødets gennemførelse også under hensyn til, at faren var kommet fra (udlandet) til mødet.
Det bestrides ikke, at der også på det møde har været drøftet overvåget samvær, og at appellanten har været negativ over for det men samtidig krævede sagen nøjere undersøgt.
Det bestrides heller ikke, at appellanten i fogedretsmødet den 22. marts ikke ønskede at deltage i overvåget samvær eller at deltage i forældrerådgivning. Udskrift af fogedbogen for 22. marts 2016 fremlægges som bilag 3.
Undertegnede indtræder i sagen som advokat for M den 8. april 2016 og skriver den 11. april til Statsforvaltningen med anmodning om omgående at sætte overvåget samvær i gang og igangsætte en børnesagkyndig undersøgelse.
Jeg skal indtrængende henstille, at landsretten læser hele dette brev, da det beskriver den retlige problemstilling, der foreligger om samværssager i krydsfeltet mellem Statsforvaltningen og fogedretten.
Det er det krydsfelts realiteter, der bør give landsretten anledning til at reflektere samlet konkret på sagen.
Efter det tidspunkt sker der egentlig ret meget på kort tid. Det giver sig bare ikke udslag i noget ”objektivt faktuelt”, som gav fogedretten anledning til at reagere anderledes end sket i fogedretsmødet den 20. april.
…. Af notat af 13. april i henhold til offentlighedsloven fra Statsforvaltningen fremgår, at E er sagsbehandler på sagen og har været det igennem hele sagen. Endvidere bekræftes, at Statsforvaltningen er indstillet på at gennemføre overvåget samvær og børnesagkyndig undersøgelse men agter at afvente høringssvar fra farens advokat (indstævnede i denne sag).
Landsretten anmodes om at være særligt opmærksom på den afsluttende bemærkning om, at man ikke afkorter en høringsfrist, fordi en fogedret har fastsat et møde. Også her ser vi det af mig omtalte krydsfelt mellem fogedret og Statsforvaltningen.
…..
Resultatet bliver, at Statsforvaltningen den 21. april 2016 iværksætter en børnesagkyndig undersøgelse, bilag 7. Den 29. april 2016 beslutter Statsforvaltningen at iværksætte midlertidige overvågede samvær, mens den børnesagkyndige undersøgelse gennemføres.
Som det ses af kendelsen, har fogeden nægtet at beskikke advokat for Anja frit oversat med den begrundelse, at det er en helt enkel sag, som det slet ikke er relevant at bruge advokat til og i al fald ikke for det offentliges regning. Det interessante subargument er, at det sandelig ikke gør nogen forskel, at den tidligere advokat var blevet beskikket og som sådan ville have fået sin indsats dækket, såfremt pågældende var fortsat som advokat for Anja.
Landsrettens kendelse af 2. juni:
”Af de grunde, der er anført af fogedretten, tiltræder landsretten, at kærende ikke meddeles fri proces.
Fogedrettens afgørelse om tvangsbøder støttes på Ms pligt til at udlvere D til samvær i h. t. samværsdkument af 14. december 2015. Statsforvaltningens afgørelse af 29. april om midlertidigt overvåget samvær træder i stedet for samvær bestemt ved samvæsdokument af 14. december 2015. Henset hertil ophæves fogedrettens afgørelse om betaling henholdsvis fastsættelse af tvangsbæder.”
kommentar.
Sagen illustrerer flere problemstillinger:
Statsforvaltningens sagsbehandling.
Der var en samværsresolution. En særlig og måske for barnet traumatiserende begivenhed indtræffer nærmes under selve sagsbehandlingen den 1. februar. Mor vægrer sig forståeligt ved at udlevere til samvær, så længe der ikke er handlet på begivenheden. Uanset hvad, kan det være svært for et 4-års barn at blive udleveret uden videre, når der har været en episode.
Statsforvaltningen træder vande i møde den 7. marts, fordi sagsbehandleren ikke deltager men er erstattet af en ”reserve”. De forsøger dog at aftale overvåget samvær. Det står ikke rigtig klart for mig, hvorfor M nægter det. Jeg havde nok ”vredet armen om på hende”, også fordi jeg selv finder løsningen åbenlys som supplement til en børnesagkyndig undersøgelse. Statsforvaltningen vælger at indhente diverse udtalelser.
Her er vi skåret fuldstændig ind til benet af det forfærdelige politiske korrekthedssystem, som statsforvaltningen repræsenterer og som medarbejderne er indgroet i. Vi kan se, at selv rutinerede advokater, som er kritiske overfor statsforvaltningen, indtager et standpunkt, hvor man optræder urimeligt blødt og eftergivende overfor det til tider tåbelige system.
Sandheden er jo, at overordnet set er vi alle politisk enige om, at det er godt, at der er kontakt mellem forældre og børn.
Kæden hopper af, når det bliver så politisk korrekt, at man dårlig nok vil anerkende, at der er situationer, hvor det er helt uhensigtsmæssigt.
Problemstillingen berører noget af det som diskuteres ganske meget blandt folk, der har forstand på forældremyndighed og samvær.
Statsforvaltningen vidste, at der også fra børnehaven foreligger en bekymringsskrivelse, idet D også der har beskrevet, hvad han har været udsat for. Anja har foretaget politianmeldelse vedrørende truslerne. Politiet reagerer tilsyneladende med næsten samme hast som statsforvaltningen. Det betyder, at der absolut ikke rigtig er sket noget.
Der er heller ikke for alvor sket noget i det kommunale regi. Anja ved fra børnehaven, at kommunen har drøftet med børnehaven, hvordan man skulle gribe tingene an.
Den politiske korrekte verden, som jo gennemsyrer hele det her område, har en forestilling om, at man altid kan snakke sig fra eller igennem alle problemer. Hvor svært er det lige det kan være. De er jo begge forældre o.s.v. o.s.v.
Det virker som om systemet har svært ved at forstå, at det er ubehageligt for en 5 årig at være talerør for trusler af den alvorlige karakter, der har fundet sted.
Det er kendt for enhver, at statsforvaltningen i sin gennemsyrede politiske korrekthed nærmest tænker, at man kan tie det hele ihjel.
Det er et selvstændigt overgreb, statsforvaltningen foretager, ved ikke at foretage sig noget i sagen. Statsforvaltningen ved udmærket godt, at sagen også ligger i fogedretten.
Fogedretten har på grund af statsforvaltningens mangel på reel sagsbehandling ikke andet at gøre end at konstatere, at statsforvaltningen, der jo skal forestille at være en kompetent myndighed med foden på børns problemer, ikke har fundet anledning til at suspendere samværet, hvorfor fogeden er nødt til at gennemføre det.
Sammenfattende burde Statsforvaltningen efter min opfattelse i en situation som denne omgående have gennemtrumfet overvåget samvær og iværksat børnesagkyndig undersøgelse. Det er nærmest at betragte som et overgreb på barnet ikke at gøre noget og ”bare” begynde at indhente udtalelser.
Statsforvaltningen har også en tendens til at mene, at fogedretten sandelig må reagere. De fatter slet ikke, at fogedretten naivt tror, at Statsforvaltningen er dygtig, kompetent og kun varetager børnenes interesser.
(Helt konkret oplever jeg en sagsbehandler, som tidligere har optrådt kompetent og ansvarsfuldt på børnenes vegne. Jeg vil i dag godt sætte et par flasker rødvin på højkant på, at pågældende går med en kontorchef i maven. Adfærden tyder i al fald på det. Effektivitet og undgåelse af formelle sagsbehandlingsfejl så som manglende høring eller andet, der kan klages formelt over til Ombudsmanden eller lignende vejer tungere end hensynet til barnet.)
Fogedretten havde måske ikke så meget andet valg på den baggrund. Især ikke, da fogeden ikke ville forstå Statsforvaltningens sagsbehandling og tage dokumenterede hensigter om overvåget samvær til efterretning.
Det er rystende og nærmest skandaløst, at landsretten ikke beskikker advokat for M i anden omgang. Synspunktet må vel nærmest have været, at M bare skulle sidde og afvente, at Statsforvaltningen iværksatte samværet overvåget og den børnesagkyndige undersøgelse. Så var det hele løst uden advokathjælp.
Tjae – man ved jo aldrig, hvad der kunne være sket.
Men jeg er forarget ud over alle grænser.
For M har det betydet, at hun nok er sluppet for dagbøder men har fået dem erstattet af en kæmpe advokatregning. Det er heller ikke i orden.
Viggo Bækgaard