Ofrets reaktion: Om psykisk vold, ptsd og andet, som jeg ikke har forstand på – men alligevel forholder mig til næsten hver eneste dag.
Egentlig er dette indlæg møntet på dem, der rammes og føler sig ”ikke forstået” af alt og alle. Måske ved jeg ikke engang, om denne artikel i virkeligheden er en ”børn og samvær-artikel” eller en ”advokat-artikel”. Jeg opfatter mig som begge dele og kan somme tider blive lidt personlighedsspaltet.
I februar 2022 skrev jeg en længere artikel ”om håndtering af ”problemerne i forældreansvarssager. For eksempel psykisk sygdom, vold og psykisk vold”. Den artikel beskriver ganske grundigt de formelle problemstillinger og bør bestemt læses for at forstå helheden.
Min opsamling i den artikel lød sådan:
” Flere forhold spiller ind. Jeg tror ikke, at man kan sige, at det ene er vigtigere end det andet i forhold til, om forholdene bliver taget alvorligt.
”Ulven kommer-fænomenet” er et af de bestemt store problemer. Man kan råbe det så tit, at ingen tager det alvorligt, når ulven faktisk kommer. Der er ingen grund til at betvivle, at ”vold” og ”psykisk vold” er blevet modeudtryk. Det påberåbes ganske ofte. Også af hensyn til bekæmpelse af det fænomen er det vigtigt, at vi som advokater er opmærksomme og støtter op, hvor det vurderes vigtigt og relevant.
Jeg ved af gode grunde ikke, hvor ofte kollegerne hører vold og psykisk vold nævnt. Formentlig af de grunde, jeg nævner i indledningen, støder jeg meget tit på det. Jeg er altså kun advokat godt nok med mange års erfaring både menneskeligt og i faget. Selv om jeg forsøger at gennemskue det så godt som muligt, må jeg satse på, at det bliver taget så alvorligt, at man forholder sig til det og lader det undersøge i relevant omfang. Vi er som advokater i den samenhæng bare et filter.
”Der er ikke dømt eller rejst tiltale” bør som nævnt ikke have en selvstændig betydning i forhold til at tage bekymringer om fænomenerne alvorligt. Det må vi fagligt bekæmpe.
”Den politiske korrekthed” spiller en altdominerende rolle både hos advokater, i Familieretshuset og i Familieretten for slet ikke at nævne hos de såkaldt børnesagkyndige, hvad enten de er psykologer eller socialrådgivere med postuleret overbygning. Det udgangspunkt er forkasteligt ikke mindst i lyset af, at ingen overhovedet kunne finde på i ramme alvor at postulere, at fysisk og psykisk vold ikke findes udbredt i familiemæssige relationer eller, at forholdene ikke skulle påvirke børnene massivt.
Mangelen på specialuddannede kliniske psykologer og psykiatere betyder givetvis også en hel del.
Så er der alle vi i den sammenhæng halvstuderede røvere med selvbestaltet livserfaring, der gør os klogere end alle andre. Ikke alle besidder – og erkender det – tvivlens nådegave.
Alle, der ser, hører eller bare bør gøre det, har et medansvar for tidens generationer af børn, der mistrives i forældrenes konflikt.
En stor del af det ansvar ligger desværre hos advokaterne. Mine fagfæller.
Opfordringen er: lyt til klienterne. Tag deres udsagn alvorligt. Og hav mod på at udfordre klienten, så han/hun ved, at vi har hørt, forstået og taget alvorligt. Eller hvis vi virkelig ikke tror på sagen, må vi tilkendegive det over for klienten. Det er ikke altid en hjælp at tale klienten efter munden.”
Her er der anledning til at reflektere lidt over ofrets situation.
Statements.
På samme måde, som vi generelt i samfundet synes enige om, at vi ikke skal acceptere psykisk og fysisk vold, har vi en generel accept af, at alvorlige oplevelser kan føre til traumer eller ptsd hos ofret.
Jeg hører ikke i min dagligdag generel tvivl om, at man kan belastes alvorligt af den fysiske og psykiske vold, som man føler sig udsat for også i et parforhold, hvor man er forælder.
Flere nyere oplevelser giver anledning til mine overvejelser her.
Min pen er gennem årene gennemsyret af min irritation over ”den politiske korrekthed”. Jeg har brugt ret barske udtryk om fænomenet. For eksempel har jeg ofte sagt, at systemet gør børn til forsøgsdyr i ligestillingens hellige navn. Ligeledes har jeg sagt, at fremtidens Mette Frederiksen (statsminister med undskyldningsdagsorden) kommer til at rette en undskyldning til nutidens børn på samme måde, som man har undskyldt over for de grønlandske børn, Godhavnsdrengene og vist også ”Sprogø-pigerne”.
Det er efter min opfattelse en skandale, at man ofte reelt blæser på reelle bekymringer. En anden gammel metafor fra min pen er, at mødre i overført betydning tvinges til at holde børnene i hånden til gaskamrene, som de jødiske mødre måtte i koncentrationslejrene.
Vel er det barske politiske statements.
Når man som jeg agerer i et univers, hvor jeg råber op med børnepolitiske synspunkter, samtidig med at jeg agerer som rådgiver (advokat) for parter i disse sager, ser man både forsiden og bagsiden af medaljen.
Politiske statements er til for at forsøge at råbe folk op. Særligt mennesker, som rent faktisk arbejder med sagen og burde kunne se, at der nok er nogle relevante pointer.
Ofrets situation.
Som rådgiver må man operere ”bedst muligt” for klienten. Man må vurdere, om det konkret er realistisk for eksempel at få afskåret enhver kontakt. Der skal trods alt ganske meget til.
Det er selvfølgelig ikke altid, at parten forstår det eller i første omgang respekterer det.
En anden sætning, som jeg ofte har sagt, handler om advokaten i disse sager. ”Hvis sagen vindes, oplever klienten, at den kunne være vundet af en blind og døv advokat med hænderne bundet på ryggen, fordi det jo var en soleklar vinder. Tabes den er det til gengæld ganske ofte i klientens univers advokatens skyld”.
Der er overhovedet ikke tvivl i mit sind om, at nogle forældre rammes af alvorlig ptsd som konsekvens af den adfærd, de har været udsat for. Nogle forældre bruger en helt bevidst strategi, som går ud på at nedgøre den anden forælder med henblik på at få magten alene. Med magten mener jeg ikke nødvendigvis over barnet men over ofret.
Nedgørelsesstrategien har mange vinklinger. Et karakteristikum er, at den voldelige bruger al sin charme på at indynde sig hos de personer, der er centrale i ofrets og barnets liv. Først og fremmest er det erfaringsmæssigt institutioner, lærere og andre, der er i nærheden.
En psykisk voldelig person har ofte nogle karakteregenskaber, hvor pågældende skifter mellem at være charmør og tyran.
Resultatet kan sagtens være, at ofret får traumer i mere eller mindre alvorlig grad.
Som rådgiver for ofret bevæger man sig i et minefelt, hvor man skal holde tungen lige i munden og hjælpe med at begrænse skaden. Oftest vil den objektivt bedste løsning være at afskære kontakten i en periode mellem den psykisk voldelige og barnet. Erfaringsmæssigt er det nemlig ro, der skal til – både for barnet og for ofret.
Samvær er godt men ikke for enhver pris. Det har været mit statement i mange år.
Den værst tænkelige udgang er, at voldsudøveren belønnes dels med at nedbryde ofret, dels ved at opnå det resultat, at barnet flyttes fra ofret til voldsudøveren.
Ofret vil oftest have den tilgang, at han/hun faktisk ønsker, at barnet skal have kontakt på trods af alt.
Den psykisk voldelige vil altid fremstille sig selv som ”åh så samarbejdsvillig”. Men når systemets øjne ikke længere hviler på pågældende, vil der komme en kniv i rykken på ofret. Altså billedligt talt i de fleste tilfælde.
Når man som rådgiver bevæger sig i det rum, hvor man skal forsøge at begrænse skaden, oplever man somme tider, at det bliver misforstået af ofret, som man hjælper.
Misforståelsen består typisk i kritik af, at man ikke råber højere om volden. At man ikke står fast på det, som ofret allerhelst ser. Udfordringen er imidlertid at begrænse skaden og at få ofret til at forstå, hvordan andre ser på det udefra. De kan jo ikke se ind i virkeligheden, der bestrides af voldsudøveren.
Politisk håbløst korrekte børnesagkyndige og jurister gør ikke livet lettere.
Det er ikke så længe siden, at jeg personligt er mødt med den bebrejdelse, at jeg skriver så meget om psykisk vold uden at gøre noget ved det. Man skal jo bare….. (se det kan godt stå uklart hvad man ”bare” skal.)
Forleden fik jeg en frustrationsmail, som ret direkte fortalte, at det jo heller ikke er mig, der har stået på den jagtmark som offer i mange år. Objektivt er det rigtigt. En mail, som meget kort tid efter blev fulgt af en undskyldning.
Jeg elsker at bruge metaforer og har allerede genbrugt et par stykker her. Lad mig derfor slutte med en sådan.
Et barn, som mistrives i samvær, vil oftest reagere over for bopælsforælderen men være englesød under samvær. Barnet reagerer over for den, som det er tryg ved.
Af samme grund er det i min optik godt for ofret at reagere over for sine nærmeste – og over for rådgiveren, der kender historien med ofrets briller men også bør have klarheden til at afværge og vise ofret til rette.
Livet – ej heller som rådgiver – er ikke det værste, man har. Og om lidt er kaffen klar.
Viggo Bækgaard
Formand Landsforeningen Børn og Samvær
2. december 2022