Normalsamvær – eksisterer det?
Systemet gør et ret stort nummer ud af at påstå, at der ikke længere er noget, der hedder normalsamvær. Selvfølgelig er det en sandhed med modifikationer. Så forskellige er vore børn trods alt heller ikke. I det følgende vil jeg prøve at guide dig lidt rundt i normaliteterne.
Der er selvfølgelig betydelig forskel på store og små børn.
I disse kapitler om samvær mere generelt lægger jeg til grund, at begge forældre er velfungerende, og at der ikke er særlige forhold.
Der er omkring 750.000 børn og unge, som ikke bor sammen med begge forældre. Langt de fleste af dem har forældre, der er helt normale og har et nogenlunde normalt samarbejde om børnene med de små krøller, der altid er mellem forældre, der ikke længere elsker hinanden. Når man sidder med konfliktsager i dagligdagen og i Landsforeningen Børn og Samvær hele tiden støder på forældre, for hvem det hele ikke er helt så let, er det en trøst, at flertallet får det til at fungere og opererer inden for normalområdet.
Spædbørn.
For de små børn gør det også en forskel, om far og mor har boet sammen i de første måneder af barnets levetid. Fædrene er nødt til at gøre sig klart, at moderen er netop moderen. Det er hende, der har født barnet og hende, der ammer det lille barn.
Som samlevende forældre giver man heller ikke et helt lille spædbarn til for eksempel bedsteforældrene til pasning i timevis endsige med overnatning.
Hvis forældrene ikke har boet sammen overhovedet eller flytter fra hinanden, mens barnet er helt lille, vil det bedste samvær være det, der kan finde sted, mens begge forældrene er til stede. Mange formår at afvikle kontakten i moderens hjem. Selvfølgelig kan sådan en kontakt være akavet, fordi der som regel er en grund til, at forældrene ikke længere er sammen. Det er imidlertid næsten den eneste måde, samværet med spædbarnet kan gennemføres i praksis.
Psykologerne anbefaler hyppige men korte samvær for de små børn. Begrundelsen er, at små børn har brug for hyppigheden for at kunne danne relationer. Jeg er selv farfar og kan fornemme, at de helt små børnebørn har en eller anden form for genkendelse, når man ser dem. Men det er altså ikke ensbetydende med, at de lige tænker “farfar”, og nu er det så i orden, at jeg optager tiden en hel aften eller weekend. Jeg ved det måske først og fremmest, fordi jeg i årevis har hørt på børnepsykologers forklaring om små børns relationer.
Mange fædre synes overhovedet ikke at have forståelse for biologiens rammer.På en måde kan jeg godt forstå, at det kan være svært at forholde sig til biologi i forhold til sit eget barn. Men man kan altså ikke tage barnet fra moderen i længere tid af gangen.
Optrapning.
Hele grundtanken er, at barnet skal sikres en forbindelse til begge forældre. I praksis sker det ved, at barnet får samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos.
Når man skal forklare mekanismerne, er det for de fleste mennesker lettest at relatere til noget, som man selv forstår i sin dagligdag. Jeg tænker derfor, at man kan optrappe samværet med faren nogenlunde i samme tempo, som et samlevende forælderpar giver børnene til bedsteforældrene med overnatning. Hvis man oplever, at barnet er stort nok til at blive passet hos bedsteforældrene, er det bestemt også stort nok til at blive passet af dets egen far.
Der vil ske en gradvis optrapning af samværet afhængig af, hvordan det konkrete barns situation er. Overnatning kan normalt begynde i det små, når barnet er op mod et år gammel. Men overnatning betyder ikke, at barnet fra den alder kan håndtere et weekendsamvær for eksempel fra fredag til søndag eller mandag.
Optrapningen sker gradvist, indtil barnet er omkring 4 år.
Normalsamvær.
For børn fra 4-års alderen vil samværet kunne være nogenlunde normalt.
Vi anbefaler, at samværet tilrettelægges sådan, at der er hverdag og fest hos begge forældre. Hermed mener jeg, at en fornuftig samværsordning er sådan, at barnet går i institution/skole fra begge forældrene. En ren weekend-ordning indebærer en betydelig risiko for, at samværsforælderen bliver til en slags “tivoli-forælder”, hvor alt det sjove skal presses ind i samværet. Det gør det i virkeligheden sværere for bopælsforælderen at håndtere en dagligdag. Dels bliver barnet mere træt de andre dage, hvis der skal køres på for fuld damp i weekenden. Lige så vigtigt er det også, at barnet bliver tilbøjelig til at beklage sig over den mere trivielle dagligdag hos bopælsforælderen.
Samværets længde afhænger af mange forhold. På Statsforvaltningens hjemmeside anfører de nogle vigtige elementer, som der lægges vægt på. Det er
- Barnets alder og modenhed
- Barnets holdning til samværet alt efter alder og modenhed
- Barnets dagligdag, herunder fritidsaktiviteter
- Samværsforælderens og barnets hidtidige kontakt
- Forældrenes samarbejdsevne
- Forældrenes arbejdsmæssige og personlige forhold
- Afstanden mellem forældrenes bopæle
- Barnets kontakt til søskende, herunder halvsøskende
- Andre praktiske forhold
I Landsforeningen Børn og Samvær har vi den grundholdning, at det er bedst for barnet at have en fast base. Vi synes, at det giver mening at sige, at barnet har bedst af at have et sted, hvor det oplever at bo. For os er det ikke inkonsekvent at sige, at barnet heller ikke skal være så lidt hos den anden forælder, at det oplever sig som gæst i pågældendes hjem.
Når jeg taler med forældre generelt, oplever jeg, at de fleste børn føler sig godt tilpas med en såkaldt 9-5-ordning. Vi taler altid om ordningerne på den måde, at vi tæller overnatninger over en 14-dages periode. En 9-5-ordning vil ganske typisk være en ordning fra onsdag til mandag med udveksling i institution eller skole.
Hvad med 7-7-ordninger?
Børnepsykologerne siger om deleordninger, at der er nogle forudsætninger, der skal være på plads, for at en deleordning kan fungere. Jeg oversætter deres råd på den måde, at børnene skal kunne have det samme børnenetværk, for at deleordningen kan blive god for dem. I praksis betyder det, at forældrene skal bo så tæt på hinanden, at børnene kan gå i samme skole/institution, uanset hvor de aktuelt er hos forældrene.
Endvidere forudsætter ordningen, at forældrene generelt er rigtig gode til at samarbejde om børnene. Det må ikke være stressende for børnene. Nogen siger også, at dagligdagen i de to hjem helst skal være nogenlunde ens.
Egentlige ligedelingsordninger er sjældent noget, man gør for børnenes skyld. Alene det forhold, at forældrene vælger at gå fra hinanden i så vid udstrækning, som tilfældet er, indikerer, at forældrene langt hen af vejen tager større hensyn til sig selv end til børnene.
En deleordning indebærer således den fordel for for forældrene, at oplever at kunne være næsten 100% på i forhold til børnene i den uge, de har dem. Mange kan tilrettelægge deres arbejdsliv sådan, at de kan gå tidligt i børneugen og arbejde mere igennem i den børnefri uge.
Det er ikke helt sjældent, at jeg hører, at den børnefrie uge gør det meget lettere at være kærester eller for den sags skyld kærestesøgende.
Hvis vi tager udsagnene nogenlunde seriøse, kan man vel så sige, at der for børnene aldrig er en “forældrefri” uge i den forstand, at forældrene bare er der som en del af møblementet men hele i praksis kræver, at børnene er på i forhold til forældrene og omvendt.
Glemmer forældrene, at de selv har været børn/unge?
Når jeg hører forældrene, slår den tanke mig, at de har glemt, at de selv var unge engang. Prøv lige at tænke tilbage. Hvad har dit børne og ungenetværk betydet for dig selv dengang og senere?
Det er tankevækkende for mig at høre forældre fortælle om, hvor vigtige de nye papsøskende er i børnenes liv. Hvad sker der, når papsøskende udskiftes med nye papsøskende? Oplever du forskel tankerne tilbage på dem, som du selv etablerede kontakt med i børnehave og selvfølgelig i skolen? Var det vigtigt for dig, at du kunne være sammen med vennerne/veninderne “hele tiden”? Hvad betød det i puberteten, at du kunne have kontinuerlig kontakt med kærester eller bare kærestepotentiale?
Venner i barndommen og måske især i ungdommen skal dyrkes intenst, hvis de skal fastholdes over tid.
Forældrenes rolle da? Jamen er den i virkeligheden ikke bare den at være der, når sulten melder sig, eller når der skal trøstes over hul på knæet.
Forældrene skal være en selvfølge i barnets liv. Men det handler bestemt ikke om milimeterdemokrati i tid.
Tænk, hvis forældrene kunne udvise den samme grænseløse loyalitet over for barnet, som barnet viser over for forældrene.
Barnets loyalitet.
Alle ved egentlig godt, at børn er loyale over for begge forældre. Men ikke alle forstår måske, hvad der reelt ligger bag den loyalitet.
For eksempel er jeg blevet overrasket over, hvor mange børn, der egentlig tror, at forældrenes skilsmisse er deres skyld.
Børn er “naturpsykologer”. De læser i virkeligheden de voksne forfærdelig godt og ved lang tid før bruddet, at der er noget galt mellem forældrene. De ved udmærket, at forældrene skændes eller er kede af det.
Børn er fra naturen superegiostiske – og supersolidariske og fantastiske til at tilsidesætte egne behov.
Tænk på børn, der skændes om legetøj. “Miiiiiiin” Tænk på barnet, der “vil altså have” det slik, der står på hylden ved kassen i supermarkedet.
Men tænk samtidig på barnet, der nærmest automatisk siger, at det vil bo lige meget hos far og mor uden smålig skelen til de konkrete konsekvenser for barnet selv i de sammenhænge, jeg har nævnt foran.
Et skilsmissebarns grundvilkår er selvfølgelig anderledes end kernefamiliebarnets.
Selv om alle har fuld forståelse af, at begge forældre elsker børnene grænseløst – og for, at børn elsker forældrene grænseløst, kan jeg ikke kraftigt nok opfordre forældrene til at huske, at det er dem, der er de voksne.
I næste kapitel fortæller jeg om feriesamvær.