Mine store børn på 14 og 15 rækker ud efter mig. Hvad skal jeg gøre?
Kære Brevkasse.
Jeg mistede samværsretten I oktober 2010 med mine børn fra 2005 og 2006 pga højkonflikt og samværschikane. I april i år fik jeg kontakt via telefonen til børnene da der blev lavet endnu en paragraf 50 som nok var nummer 10 eller sådan på de 10 år. Jeg bliver jo kun inddraget pga fælles forældremyndighed. På trods af, at de ikke har set mig i næsten 10 år, udtalte de, at de ønskede kontakt. Det var så den korte version.
Søndag aften fik jeg SMS fra min store søn på 15 år at han vil lave noget familiesamvær men da min eks ikke ønsker samarbejde og kun igennem familieretshuset, så ved jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at gå den vej. Hvis ikke han vil samarbejde uden om dem, så kan jeg ikke se hvad jeg skal lave i familieretshuset.
Jeg ønsker ikke overnatning.Børnene er 15 og 14 om lidt så jeg tænker, at samvær skal være nogle timer i en weekend, når det passer dem, fordi de er så store, at der er andre interesser, som selvfølgelig skal passes.
Men jeg kan simpelthen ikke få min eks til at samarbejde omkring sådan en lille ting som det. Han vil have beviser – men beviser på hvad?
Jeg har min egen familie med mand gennem 11 år og vi har fået 2 børn sammen som nu er 4 år og 5 år. Ingen kommune har været inde over, og mine små børn er i trivsel.
I modsætning til de store børn der har været i mistrivsel siden 2008 og nu til 2020. Jeg kan ikke rigtig bevise noget da jeg jo ikke har noget at bevise på papir.
Hilsen
Camilla
Kære Camilla.
Nu kender jeg jo kun den historie, du har skrevet her.
Når du i sin tid mistede retten til samvær med dine den gang 4- og 5-årige børn, har man godt nok vurderet alvorlig samværschikane fra din side. Til gengæld tyder din historie så også på massiv magtudfoldelse fra farens side. Det er på en måde også chikane.
Det er rigtig dejligt og opmuntrende at læse, at du er kommet godt videre i dit liv med to dejlige børn i rigtig god trivsel på nu 4- og 5 år.
Til gengæld er det bestemt ikke rart at se, at de store børn har haft det så slemt, at familien har måttet igennem ganske mange § 50-undersøgelser. I begyndelsen kunne man sikkert sagtens kæde børnenes mistrivsel sammen med Jeres konflikt. Men efter 10 år kan det umuligt være forklaringen. Der må stikke andet under.
Din historie er sådan set et godt eksempel på fordelene ved fælles forældremyndighed. Normalt siger jeg, at fælles forældremyndighed er noget, Fanden har skabt. Men jeg siger jo også, at selve begrebet er stærkt overvurderet.
Lige her er det imidlertid øjensynligt en god ting, da du om end på afstand har kunnet følge med i børnenes trivsel. Sjovt kan det næppe have været, fordi du har måttet sidde på afstand og betragte det uden at kunne gøre noget. Magtesløst kan man sige.
Jeg ved ikke, om det er dig, der har forsøgt at holde kontakt til børnene via telefon og sms. Men I har i al fald kendt hinandens kontaktmuligheder.
Unge på 14 og 15 er i en alder, hvor de på alle planer reflekterer over deres liv. Jeg synes, at du udtrykker dig meget ansvarligt og forstående over for teenageres liv, når du nærmest giver afkald på at have dem overnattende.
Du må dog under ingen omstændigheder udtrykke det på den måde, at du ikke ”ønsker” overnatning. Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Men sandheden er formentlig, at du selvfølgelig virkelig ønsker det men bare ikke vil ”kræve” det af børnene. Det er godt og ansvarligt.
Men du må i al fald gøre dig helt klart, at børnenes henvendelse til dig er et gigantisk nødråb. Jeg er sikker på, at det har krævet rigtig meget mod at komme så langt.
Derfor er det meget vigtigt, at du tager imod kontakten. Det kan næppe nytte noget, at du bare kontakter faren og foreslår et eller andet og slet ikke, at du straks fortæller, at børnene har kontaktet dig. Jeg kender ikke faren men tænker, at konsekvenserne for børnene godt kan være store. De har jo kontaktet dig i smug.
Jeg tænker, at du selvfølgelig først og fremmest skal formidle til dine børn, at du er der for dem lige så meget, som du kan komme til at være det. De må aldrig henvende sig til dig forgæves. Det vil være et kæmpesvigt.
Det står ikke klart for mig, hvor meget du kan komme til at tale med dem.
Men du kan fortælle dem, at de har mulighed for at henvende sig i Familieretshuset. Børnene kan, som det så fint og formelt står i loven ”anmode Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde” (§10). Hvis børnene har mod på det, vil det være en rigtig god start. Det er nemlig et signal om, at det er børnene selv, der udsender et nødråb om, at de har brug for ”noget” i forhold til begge deres forældre.
Hvis ikke børnene har mod på det, synes jeg bestemt, at du skal overveje at rette henvendelse til Familieretshuset selv. Du kan eventuelt starte med bare at bede om børnesagkyndig rådgivning, hvis ikke du vil starte med en formel anmodning om samvær.
Helt generelt giver det, som du selv antyder, ikke så stor mening at føre sag om samvær med så store børn. Jeg plejer at sige, at børn i den alder kan ”stemme med fødderne”, og at det oftest virker temmelig effektivt.
Jeg kan selvfølgelig ikke svare på, hvad han vil ”se beviser på”. Formuleringen kunne tyde på, at han i det mindste har oplevet en eller anden form for svigt fra din side dengang for 10 år siden.
Mit vigtigste budskab er imidlertid, at du virkelig er nødt til at gøre noget, så dine store børn ikke føler sig svigtet af dig.
Med håbet om, at du kan bruge svaret til noget konstruktivt, vil jeg ønske dig en glædelig jul og et godt nytår.
Hilsen
Viggo Bækgaard
Den 23. december 2020