Man må godt have bisidder i en børnesagkyndig undersøgelse.
Her gengives i sin helhed et brev fra Børne- og Socialministeriet til Iben Elene Oksfeldt (Litehouse Consult ApS) dateret 2. juli 2018. Jeg har modtaget brev fra Iben Elene Oksfeldt med tilladelse til gengivelse.
Efter gengivelsen kommenterer jeg situationen:
Brevet fra ministeriet:
Folketingets Ombudsmand har den 5. april 2018 videresendt din klage til ombudsmanden af 5. oktober 2017 til Børne- og Socialministeriet. Ombudsmanden anmoder i forbindelse hermed Børne- og Socialministeriet om på et generelt plan at tage stilling til adgangen til bisidder ved børnesagkyndige undersøgelser.
Det bemærkes, at ministeriet ikke har taget stilling til den konkrete sag.
Det følger af forældreansvarslovens § 33, stk. 1, at Statsforvaltningen kan iværksætte børnesagkyndige undersøgelser og indhente sagkyndige erklæringer om forældre i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Den børnesagkyndige undersøgelse har til formål at belyse barnets perspektiv, forældrenes samarbejdsevne og samarbejdsmuligheder. Derudover skal den indeholde et fremtidsorienteret perspektiv i forhold til, hvad der er bedst for barnet. Det bemærkes, at det ikke er den børnesagkyndige, som træffer afgørelse i sagen, men at der alene er tale om et sagsoplysende led i forberedelsen af afgørelsessagen.
Den børnesagkyndige undersøgelse foretages af en børnesagkyndig psykolog eller psykiater og indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af begge forældre og/eller barnet. Undersøgelse omfatter som udgangspunkt mindst to samtaler med forældrene hver for sig og med barnet. Herudover foretages som regel en direkte observation af samspillet mellem hver af forældrene og barnet, ligesom barnet og begge forældre – hvis det er muligt – ses samlet. Afgørende for kvaliteten af den børnesagkyndige undersøgelse er bl.a., at forældrene og barnet deltager i det omfang, den børnesagkyndige vurderer, at det er nødvendigt.
Under hensyn til undersøgelsens karakter er det nødvendigt, at der er en klar adskillelse mellem undersøgelsen og sagsbehandlingen i øvrigt. Undersøgelsen foretages derfor som oftest af en ekstern børnesagkyndig, men kan også foretages af en børne-sagkyndig, der er ansat i Statsforvaltningen, så længe der er den nødvendige adskillelse mellem undersøgelsen og sagsbehandlingen i øvrigt. Foretages undersøgelsen af en ekstern børnesagkyndig, har parten de samme rettigheder, som hvis undersøgelsen foretages af en børnesagkyndig, der er ansat i Statsforvaltningen.
Det har været fast praksis, at parterne ikke har adgang til at lade sig repræsentere eller bistå ved den børnesagkyndige undersøgelse. Denne faste praksis fremgår af vejledning om børnesagkyndige undersøgelser, hvor det er oplyst, at forvaltningslovens § 8 om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre ikke gælder i undersøgelsesfasen for den børnesagkyndige undersøgelse uanset, om undersøgelsen foretages af en praktiserende børnesagkyndig uden for Statsforvaltningen eller af en børnesagkyndig, der er ansat i Statsforvaltningen.
Det følger af forvaltningslovens § 8, stk. 1, at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre, medmindre partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov, jf. lovens § 8, stk. 2. Det bemærkes i tilknytning hertil, at retten til at kunne lade sig repræsentere eller bistå af andre ikke er indskrænket i lovgivningen på det familieretlige område.
Det fremgår af den forvaltningsretlige litteratur, at undtagelsesbestemmelsen indebærer, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende bistand og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære partens adgang til at lade sig bistå af andre under sagens behandling. De forhold, der kan begrunde, at en myndighed afskærer en borger fra at lade sig repræsentere eller bistå, skal være tungtvejende. Der kan bl.a. henvises til Niels Fenger, Forvaltningsret (2018), side 610 f.
Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser desværre er misvisende for så vidt angår afsnittet om retten til at tage en bisidder med til den børnesagkyndige undersøgelse.
Det vil derfor blive præciseret i vejledningen, at forvaltningslovens regler finder anvendelse, herunder at parten som hovedregel har adgang til at lade sig bistå under den børnesagkyndige undersøgelse, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1. Dette gælder både, når den børnesagkyndige undersøgelse foretages af en privat praktiserende børne-sagkyndig eller af en børnesagkyndig ansat af Statsforvaltningen. Desuden vil undtagelsesbestemmelsen i lovens § 8, stk. 2, blive beskrevet, herunder at hvis den børne-sagkyndige vurderer, at der er tungtvejende grunde for at anvende undtagelsesbestemmelsen, f.eks. at formålet med undersøgelsen ikke vil kunne forfølges, hvis der er en bisidder til stede, vil parten kunne bede Statsforvaltningen om at tage stilling hertil, hvis parten er uenig i vurderingen.
Børne- og Socialministeriet vil underrette Statsforvaltningen og Ankestyrelsen herom. Vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser vil blive ændret ved førstkommende lejlighed.
Vi beklager det sene svar.
Kopi af dette brev er sendt til Folketingets Ombudsmand.
Med venlig hilsen
Carina Fogt-Nielsen
Kontorchef
Såvidt brevet.
Iben Elene fortjener et link til hendes egen kommentar på LiteHouses hjemmeside:
Hvad handler det hele egentlig om?
Børnesagkyndig undersøgelse – hvad og hvorfor?
I en artikel her på siden har jeg beskrevet en børnesagkyndig undersøgelse sådan:
Børnesagkyndige undersøgelser benyttes i de lidt mere komplicerede sager. Det kan være sager, hvor der er et højt konfliktniveau, der kan være skadeligt for barnet. Endvidere benyttes de i sager, hvor der er særlige problemer enten hos børnene eller de voksne.
Med 2012-ændringerne er der blevet mulighed for at lave egentlige forældreevneundersøgelser. De er mere sjældne og indgår mere almindeligt i den børnesagkyndige undersøgelse.
Det kan være en god ide at læse vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser, inden man møder op til det første møde.
Du skal tænke på undersøgelsen på den måde, at den børnesagkyndige optræder som statsforvaltningens eller rettens øjne og ører ude i hjemmet. Den børnesagkyndige bliver i overført betydning myndighedens flue på væggen i hjemmet.
Undersøgelsen foregår typisk på den måde, at der er et møde mellem den børnesagkyndige og hver af forældrene. Her får forældrene lejlighed til at beskrive deres situation og forklaring på børnenes forhold. Derefter har den børnesagkyndige typisk to hjemmebesøg hos hver af forældrene, hvor ideen er, at der skal være mulighed for at bedømme børnenes relationer til forældrene. I forbindelse med hjemmebesøgene har den børnesagkyndige normalt en samtale med børnene i enerum i begge hjem.
Der sluttes af med, at der udfærdiges en ofte meget lang rapport. Der skal ikke gives konklusioner for eksempel på bopæl eller omfanget af samværet. Det fremgår af vejledningen, at der skal gives anvisninger på, hvordan de forskellige scenarier må antages at påvirke børnene.
Jeg har hørt mange beskrivelser af de oplevelser, som forældrene har med sådan en undersøgelse.
Personligt går jeg helhjertet ind for børnesagkyndige undersøgelser som det trods alt bedste grundlag for at vurdere situationen nogenlunde objektivt. Børnesagkyndige er selvfølgelig forskellige som personer, hvilket nogen gange kan afspejles i deres rapporter.
Min erfaring er, at jeg oftest kan genkende min egen klient i en rapport i den forstand, at det billede jeg får beskrevet i rapporten ligger nogenlunde på linje med det indtryk, jeg har fået fra ofte ret indgående samtaler med den pågældende. Det gælder både de positive og negative sider, som bliver beskrevet.
Man skal ikke læse rapporten “som Fanden læser biblen”, som man nogen gange siger. Det er ikke sådan, at hvert ord er vejet eller skal vejes på en guldvægt. Det er og bliver et skøn, som kommer ud af det. Og det er ikke altid lige rart at få beskrevet de negative sider af en selv.
Inden for de rammer, der er i sådan en proces, vurderer jeg, at den børnesagkyndige undersøgelse er et rigtig godt vurderingsgrundlag.
De børnesagkyndige er alle gode til at tackle den meget atypiske situation, der opstår under mødet i hjemmet.
Børn er vant til, at når der kommer fremmede voksne i hjemmet, bliver de sendt op på værelset eller ud og leje, mens de voksne snakker. Her er situationen den, at man drikker kaffe sammen, og at de så forventes, at forælderen foretager sig et eller andet sammen med barnet, som den sagkyndige så kan bedømme. Det kan være at spille et spil eller at lege med barnet. Alle disse situationer kan være akavede.
Et eksempel, som står ret krystalklart for mig, var dette. En børnesagkyndig skulle besøge en far og dennes 3-4-årige søn. Far skulle så kravle rundt på gulvet og leje med biler sammen med drengen. De leger med et parkeringshus, hvor bilerne kan køre op på taget. Drengen tager så en bil og “flyver” den op på taget af parkeringshuset.
Faren tænker, at han hellere må være lidt pædagogisk. Så han forklarer drengen, at en bil jo ikke kan flyve og viser ham, hvordan bilen kan køre op af ramperne til taget. I den børnesagkyndige rapport anføres så, at faren er “dominerende i legen” og ikke giver plads til barnets fantasi.
Der er masser eksempler fra mit advokatliv på, at besøgene har været akavede og ført til mærkelige kommentarer fra børnesagkyndige. Men til trøst må jeg altså sige, at jeg oplever langt de fleste rapporter som fornuftige og realistiske uden mærkværdige eller uforståelige konklusioner.
Det er blot vigtigt for forældrene at gøre sig lidt tanker på forhånd om, hvad det egentlig er, undersøgelsen går ud på.
Undersøgelsen slutter af med, at den børnesagkyndige gennemgår og forklarer rapporten for forældrene, inden den sendes til retten eller Statsforvaltningen. Du kan som udgangspunkt ikke få rapportens konklusioner ændret under mødet men har mulighed for at få præciseret noget, hvis der er noget, som er misforstået.
Bisidder?
Der er til tider stor kritik af de børnesagkyndige. Mange af os, der arbejder meget med forældreansvarssager, oplever bestemt børnesagkyndige, som er præget af det, jeg kalder ”politisk korrekthed”.
Men generelt opfatter jeg nu de fleste børnesagkyndige som ”OK”.
De børnesagkyndige vil med ret stor sikkerhed være negative over for et krav om at have en bisidder til stede under samtalerne og interaktionerne mellem barn og forælder. Jeg tænker derfor, at man skal være forberedt på en negativ vurdering allerede af den grund.
Der er forældre, som er presset psykisk for eksempel af længerevarende særlig psykisk vold fra den anden forælder. Børnesagkyndige kan have svært ved at gennemskue eller acceptere fænomenet eller have forståelse for forælderens generelle bekymring.
Nogle forældre vil være så pressede, at det kan være relevant at have en med.
Mit råd bliver næppe nogensinde generelt, at du hare skal have en bisidder med. Men det er da værd at overvære.
Du skal være opmærksom på, at forvaltningsloven ikke gælder i domstolssystemet. Så den her omhandlede skrivelse fra ministeriet omfatter ikke undersøgelser i domstolssystemet. Men det kan da være et argument også over for en dommer, at man må have bisidder med i det administrative system.
Endvidere skal du vide, at skrivelsen ikke omfatter bisidder til barnet.
Viggo Bækgaard
formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
4. juli 2018