M taget i forvaring, indtil hun oplyste, hvor barnet befandt sig, TFA 2016/104 VLK
Byrettens begrundelse:
Intet af det, der er kommet frem under sagen, giver fogedretten anledning til at vurdere, at der er hindringer for barnets udlevering til samvær. Fogedretten fortsætter derfor behandlingen af sagen. Der bliver fastsat erstatningssamvær som nedenfor bestemt. Der fastsættes dagbøder som nedenfor bestemt. Herefter
bestemmes
A skal udleveres til samvær i overensstemmelse med statsforvaltningens notat af 10. december 2014.
F skal have erstatningssamvær for mistet samvær fra i dag til søndag den 1. november 2015 kl. 10.00, hvor F afleverer barnet på M’s bopæl.
Tvangsbøderne, som nævnt i retsbog af 12. maj 2015, er forfaldne. Retsbogen blev forkyndt for M den 27. juli 2015.
Der foreligger særlige grunde til at befrygte, at en udsættelse af sagen, jf. retsplejelovens § 537, stk. 4, vil vanskeliggøre fuldbyrdelsen. Det bestemmes derfor, at sagen straks fortsættes som udkørende fogedforretning.
Landsrettens begrundelse:
Efter retsplejelovens § 497, stk. 1, skal skyldneren i en fogedsag om tvangsfuldbyrdelse give de oplysninger, som fogedretten finder nødvendige til gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen. Hvis skyldneren nægter at give de krævede oplysninger, kan fogedretten efter bestemmelsens stk. 2 bestemme, at skyldneren skal tages i forvaring, indtil skyldneren indvilliger i at opfylde sin pligt. Skyldneren kan dog ikke holdes i forvaring i samme sag ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt.
Landsretten lægger til grund, at F har ret til samvær med A i overensstemmelse med aftalen gengivet i statsforvaltningens notat af 10. december 2014. Der foreligger ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at A’s legemlige eller sjælelige sundhed udsættes for alvorlig fare ved fuldbyrdelse af samværet, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6. Landsretten tiltræder derfor, at A skal udleveres til samvær i overensstemmelse med statsforvaltningens notat af 10. december 2014, og at fogedretten har fremmet sagen.
Det fremgår af sagen, at M gennem lang tid har modsat sig gennemførelse af samvær. Det må antages, at M er bekendt med, hvor A befinder sig, men hun ville ikke oplyse det til fogedretten i forbindelse med fogedforretningen den 30. oktober 2015. Oplysningen om, hvor A befinder sig, har afgørende betydning for gennemførelsen af samværet.
På denne baggrund finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte fogedrettens skøn, hvorefter det den 30. oktober 2015 var nødvendigt at tage M i forvaring efter retsplejelovens § 497, stk. 2, indtil hun oplyser, hvor A befinder sig.
Landsretten tiltræder fogedrettens afgørelse om, at tvangsbøderne som nævnt i retsbog af 12. maj 2015 er forfaldne, idet M ikke har udleveret A til samvær.
Den omstændighed, at M ikke var repræsenteret af advokat i fogedretten, kan ikke føre til en ændring af fogedrettens afgørelser, jf. herved Højesterets kendelse af 31. august 2015 i sag 150/2015.
Da erstatningssamværet ikke har kunnet gennemføres som fastsat af fogedretten, har landsretten ikke fundet anledning til at tage stilling til udstrækningen af erstatningssamværet.
Thi bestemmes
Fogedrettens afgørelser om, at A skal udleveres til samvær i overensstemmelse med statsforvaltningens notat af 10. december 2014, og at tvangsbøderne som nævnt i retsbog af 12. maj 2015 er forfaldne, stadfæstes.
Fogedrettens afgørelse om, at M ved politiets foranstaltning tages i forvaring, indtil hun oplyser, hvor A befinder sig, stadfæstes, dog således at hun ikke holdes i forvaring i sagen ud over 6 måneder uafbrudt eller sammenlagt.