M skulle betale børnebidrag i en 8/6 samværsordning, TFA 2024/111 ØLD
Familieretshuset:
Familieretshuset fastsatte med en meget lang og grundig gennemgang og begrundelse, at M skulle betale normalbidrag.
Byrettens begrundelse
Familieretten skal i denne sag tage stilling til, om M på ansøgningstidspunktet den 5. maj 2021 opfyldte sin forsørgelsespligt over for B.
Familieretten er enig i Familieretshusets resultat. Familieretten er også enig i den begrundelse, som Familieretten har anført i afgørelsen. På denne baggrund, og da det, der er fremkommet for familieretten, ikkekan føre til et andet resultat, stadfæster familieretten afgørelsen.
Byrettens resultat:
Familieretten stadfæster Familieretshusets afgørelse af 1. november 2022, så M skal betale børnebidrag medvirkning fra den 5. maj 2021 til B, og at bidraget fastsættes til normalbidraget.
Landsrettens begrundelse
Det følger af børnebidragslovens § 13, stk. 1, 1. pkt., at forældrene hver for sig er forpligtede til at forsørgebarnet. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at hvis en af forældrene ikke opfylder forsørgelsespligten over for barnet, kan det pålægges den pågældende forælder at udrede bidrag til barnets underhold. Den nærmere udmøntning af bidragsreglerne og myndighedernes behandling af bidragssagerne fremgår af bidragsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 285 af 20. marts 2019, og af vejledning nr. 9424 af 26. juni2020 om børne- og ægtefællebidrag.
Landsretten forstår M’s påstand for landsretten således, at hun er enig i, at hun skal betale børnebidrag i perioden fra den 5. maj 2021 til den 4. april 2022, men at bidraget skal reduceres svarende til hendes tøjindkøb i perioden, som ses at være opgjort til 15.997,98 kr. Landsretten forstår endvidere påstanden således, at der ikke skal betales børnebidrag fra den 5. april 2022, hvor Familieretten i Glostrup afsagde dom bl.a. om, at B skulle have bopæl hos F, og at der skulle være samvær i en 8/6-ordning.
Om betaling af børnebidrag i perioden fra den 5. maj 2021 til den 4. april 2022
Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten til grund, at parterne siden november 2020 og frem til familierettens dom af 5. april 2022 har haft en 9/5-samværsordning, hvorefter B skulle have samvær med sin mor i fem dage inden for en 14-dages periode. M har i overensstemmelse med det ovenfor anførte ikkebestridt, at hun skal betale børnebidrag svarende til normalbidraget i perioden frem til familierettens dom.
Landsretten finder, at det med de fremlagte bilag om tøjindkøb ikke konkret er dokumenteret, at M har opfyldt sin forsørgelsespligt med den virkning, at børnebidraget i perioden skal nedsættes eller bortfalde. Landsretten har herved lagt vægt på, at nødvendigheden af tøjindkøbet er bestridt af F og ikke er nærmere dokumenteret, og at M alene er pålagt at betale bidrag svarende til normalbidraget.
Om betaling af børnebidrag fra den 5. april 2022
Med familierettens dom af 5. april 2022, som er stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 14. juni 2022, blev der etableret en 8/6-samværsordning således, at B skulle have samvær med sin mor i seks dage inden for en 14dages periode. Det følger af administrativ praksis som beskrevet i vejledning nr. 9424 af 26. juni 2020 om børne- og ægtefællebidrag, pkt. 5.1.2.2, at i tilfælde, hvor barnet opholder sig nogenlunde lige meget hos hver af forældrene, er udgangspunktet, at ingen af forældrene skal pålægges at betale bidrag til den anden, da de begge anses for at opfylde deres forsørgelsespligt. I vurderingen heraf indgår dog også, om forældrene hver især deltager i den daglige og basale forsørgelse af barnet, herunder hvem der betaler større udgifter så som daginstitution eller skolegang, fritidsaktiviteter og lignende, og hvem der køber tøj, betaler for mobiltelefon, giver lommepenge mv. Det indgår også i vurderingen, om en af forældrene modtager børnetilskud og børne-og ungeydelse til barnet.
Efter parternes oplysninger og den foreliggende dokumentation lægges det til grund, at F, som modtager de offentlige ydelser vedrørende barnet, afholder alle udgifter til den daglige forsørgelse af B under hans ophold hos ham, og at han herudover betaler udgiften til B’s privatskole og SFO/klub samt fritidsaktiviteter. Udgiftentil skole og SFO overstiger ifølge den foreliggende dokumentation de børnetilskud mv., som F efter det oplyste modtager. Det lægges endvidere til grund, at M afholder udgifterne til den daglige forsørgelse af B under hansophold hos hende, og at hun herudover afholder udgifter til klaverundervisning. Parterne er ikke enige om, hvorvidt M har tilbudt at betale halvdelen af skoleudgiften, men der er ikke fremlagt dokumentation for, at et sådant tilbud er fremsat.
På denne baggrund og efter oplysningerne i sagen i øvrigt om karakteren og omfanget af de udgifter, parterneoplyser at afholde til barnet, herunder den foreliggende dokumentation vedrørende betaling, finder landsretten efter en samlet vurdering og henset til, at B’s konkrete forsørgelsesbehov omfatter privatskole og SFO/klub, at M ikke i tilstrækkeligt omfang har opfyldt sin forsørgelsespligt. Det anførte om, at B alene benytter SFO/klub, når han er hos sin far, kan ikke føre til en anden vurdering. Landsretten tiltræder derfor, at M skal betalebørnebidrag med normalbidraget, jf. børnebidragslovens §§ 13 og 14.
Landsretten stadfæster med disse bemærkninger familierettens dom.
Kommentar.
Der er desværre meget langt imellem, at afgørelser om børnebidrag bliver offentliggjort.
Det hænger for det første sammen med, at Familieretshuset ikke beriger os med den nødvendige erfaring, og at man skal have Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe en sådan afgørelse fra Familieretten til landsretten.
Dommen er pænt lang og grundig – og god at få forstand af.
Den helt normale tankegang er, at man ikke skal betale børnebidrag i en 8/6-ordning.
Dommen viser, at det altså er en sandhed med modifikationer.
Afgørelse om bidrag skal træffes på baggrund af konkret vurdering af, om parten har bidraget relevant til barnets forsørgelse.
Viggo Bækgaard
25. april 2024