Lige lidt fra den virkelige verden. Forældremyndighedssag om 17-årig.
Jeg deltog i dag i et møde i Familieretshuset i Odense! (Det er i sig selv vildt usædvanligt, da jeg stort set afviser alt vest for Storebælt). Forklaringen er, at jeg har været på sagen helt tilbage i 2005, hvor forældrene blev skilt, og P var et år.
Min involvering dengang strakte sig til 2008, hvor samværet blev standset af Statsforvaltningen. M har eneforældremyndighed.
I de mellemliggende MANGE år har F på mange ret usædvanlige måder forsøgt at holde sig orienteret om P. Han turnerede ofte rundt i Ms kvarter. M flyttede simpelthen af den grund på et tidspunkt til Fyn.
Her er F gået systematisk til værks for at opspore P. Ringede således rundt til alle skoler på Fyn en efter en, indtil der var bid. Når han havde fundet skolen, kontaktede han hvert år skolefotograferne og købte der billeder af P uden om skolen.
På samme måde søgte han og fandt det gymnasium, som P gik på.
De ovenstående oplysninger stammer fra Fs forklaring under møde i Familieretshuset.
Endvidere havde han på forskellig vis gennem Foreningen Far offentliggjort forskelligt om M og P.
P havde taget sagen i egen hånd og formåede faktisk som 16-årig at få slettet en del af de oplysninger, ligesom hun selv henvendte sig til rektor på gymnasiet for at få stoppet Fs orienteringsret. Det lykkedes.
Men nu har F så startet en sag om at få etableret fælles forældremyndighed.
P er fyldt 17 år og har ytret sig indædt imod Fs kontaktforsøg også vedrørende forældremyndigheden.
Det giver efter min vurdering ingen mening at søge fælles forældremyndighed over en 17-årig.
Men F kan selvfølgelig på den måde holde gryden i kog over for såvel M som P.
Mange medlemmer og følgere på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside og Facebookside kan utvivlsomt nikke genkendende til en adfærd som den, jeg har beskrevet her.
Viggo Bækgaard
21. september 2021
P.s. “Barnet” blev indkaldt til en “børnesamtale” i Familieretshuset. Her fik hun en bisidder med i form af rektor på det gymnasium, hun gik på.
Hun var klar i mælet, og F droppede trods alt klogt sin begæring.