Ikke samtale med børn, fra Fuldmægtigen – VLK af 13. februar 2008, nr. B-2009-07, 3. afd.
Samværssagen drejede sig om to børn. Det ene barn, der gik i 3. klasse, var formentlig ordblind og havde nogle trivselsproblemer og modtog psykologhjælp. Det andet barn, som gik i 1. klasse, led af ADHD, men var medicineret og havde det godt. Fogedretten udtalte, at efter børnenes alder og det oplyste om deres særlige problemer, og at der ikke var problemer med samvær hos den samværsberettigede mor, så var en samtale med børnene ikke relevant eller nødvendig. Faderen blev herefter pålagt at udlevere børnene til samvær og pålagt tvangsbøder, hvis der ikke skete udlevering.
Landsretten udtalte blandt andet, at fogedretten havde vurderet, at der ikke efter retsplejelovens § 537, stk. 2, 1. pkt., skulle gennemføres samtale med børnene og stadfæstede i øvrigt kendelsen.
…
På Fuldmægtigens hjemmeside argumenteres for, at det ikke skal tages så bogstaveligt med samtaler med børn i samværsfogedsager, fordi det foregøgler, at barnets holdning har betydning for afgørelsen og i højere grad bringer barnet ind i loylaitetskonflikt. Hvis M f. eks siger,at barnet ikke vil til samvær fordi det keder sig hos far, ja så er der vel næppe nogen foged der vil anse det for værende til alvorlig fare for barnets sjælelige eller legemlige sundhed, at komme på samvær. Hvorfor så høre barnet?
Jeg er personligt lidt bekymret for den holdning, som man i dommerfuldmægtigforeningen synes at anlægge. Man synes at negligere den reelle rolle, som fogeden burde have – og har efter loven.
Viggo Bækgaard