Ikke overførsel af forældremyndighed eller fælles forældremyndighed over 11-årig. B kendte p.g.a. Ms forhold ikke til Fs eksistens. 10 overvågede samvær. TFA 2023/450 ØLD
Byrettens begrundelse: (Hillerød)
Ad forældremyndighed
Familieretten lægger til grund, at B kun har et sporadisk kendskab til, at nærværende sag verserer, idet det er uklart, om hun er gjort bekendt med, at Østre Landsret ved dom af den 14. oktober 2021 i en faderskabssag har bestemt, at F er far til hende.
Det lægges videre til grund, at der intet samarbejde har været mellem parterne om B, idet M ikke har ønsket dette, ligesom F endnu ikke har mødt eller kommunikeret med B på anden vis.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder retten, at det er bedst for B, at M fortsat har forældremyndigheden alene.
Familieretten finder, at det på nuværende tidspunkt vil stride imod B’s tarv, såfremt forældremyndigheden skulle overføres til F eller, at der skulle etableres fælles forældremyndighed mellem parterne.
Retten har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det først må sikres, at B på en skånsom måde kan blivegjort bekendt med, at hun har en anden far end P, som hun hele sit liv har troet, var hendes far.
Selvom det må lægges til grund, at M uden rimelig grund igennem mange år har forhindret, at F kunne få kontakt til B, finder retten, at det i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt vil være bedst for B, hverken at overføre forældremyndigheden til F eller at etablere fælles forældremyndighed. Retten har herved lagt vægt på den børnesagkyndige psykologs udtalelse, herunder under hovedforhandlingen, om, at der først bør etableres et kendskab til F i forbindelse med overvåget samvær, jf. nedenfor.
Som følge heraf tager familieretten M’s frifindelsespåstand til følge Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 14
Ad samvær
Efter familierettens samlede vurdering af B’s forhold, herunder navnlig hendes alder og udtalelserne om udviklingen i hendes trivsel, finder retten, at det vil være bedst for B, at der etableres kontakt til F, i første omgang ved, at der i en periode fastsættes overvåget samvær mellem dem som nedenfor bestemt.
Familieretten har herved navnlig lagt vægt på den børnesagkyndiges notat, hvoraf det fremgår, at B’s mors families bestræbelser for at undgå, at B får noget kendskab til sin far, med stor sandsynlighed har medvirket til at skabe et familiemiljø, som indirekte har haft store omkostninger for hende og muligvis stadig har det, at det må anses som et alvorligt omsorgssvigt i sig selv at berøve B kendskabet til hendes far samt, at det vil kunne rumme store dilemmaer, der vil kunne påvirke hende i en ukendt grad, at lade B fortsætte sit børneliv uden kendskab til sin far.
Familieretten bestemmer herefter, at der skal gennemføres 4 overvågede samvær af 1½ times varighed med to ugers mellemrum således, at Familieretshuset fastsætter tidspunkt og sted for hvert samvær. Baggrunden for, at samværet skal være overvåget, er, at B ikke har haft kontakt med F og, at observationerne i forbindelse med samværet skal kunne danne grundlag for en rapport om forløbet af samværet til brug for vurderingen af det fremtidige samvær.
Når de overvågede samvær er gennemført, afgiver overvågeren en rapport om sit indtryk af forløbet af de overvågede samvær. Overvågeren sender rapporten til Familieretshuset, der træffer afgørelse om det fortsatte samvær, medmindre parterne selv indgår aftale om samvær.
Henset særligt til at B ikke har haft kendskab til eller kontakt til F, er der ikke grundlag for at fastsætte samvær i samme omfang som påstået af ham.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4.
Efter en samlet vurdering af sagen, herunder dens karakter og forløb, finder retten, at der ikke foreligger grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
(Resultat i byretten: Ene forældremyndighed til M og 4 overvågede samvær a’ 1½ time. Bestemmelse om, at dommen ikke kan fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristen).
Landsrettens begrundelse:
Ad spørgsmålet om indhentelse af yderligere oplysninger og inddragelse af barnet F har bemærket, at der bør indhentes ajourførte udtalelser fra B’s skole og fra bopælskommunen, jf. retsplejelovens § 450 a, jf. § 455, stk. 1, mens M har oplyst, at hun ikke ønsker at medvirke hertil.
Efter en samlet vurdering af sagens karakter og forløb og de allerede tilvejebragte oplysninger, herunder navnlig notatet af 7. februar 2023 udarbejdet af psykolog D i forbindelse med familierettens behandling af sagen, finderlandsretten det ikke påkrævet at indhente yderligere oplysninger til brug for vurderingen af spørgsmålene om forældremyndighed og samvær.
Efter forældreansvarslovens § 34, stk. 1, skal barnet inddrages under en sag om forældremyndighed, barnetsopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder, jf. § 34, stk. 2. Henset til en samlet vurdering af sagens særlige forløb, herunder at B på 11 år intet kender til F, og til det af psykolog D anførte, finder landsretten, at det helt undtagelsesvis ikke vil være i barnets interesse nu at inddrage hende under ankesagen, herunder via en person, der udpeges til at bistå hende, jf. retsplejelovens § 450 c. Den omstændighed, at M har udvist åbenlysmodvilje mod at medvirke til afvikling af en børnesamtale under sagens behandling i familieretten, samt at hendes fortsatte modvilje mod at medvirke til, at der skabes kontakt til B, ikke kan antages at være i B’s interesse, kan efter landsrettens opfattelse ikke føre til en anden vurdering.
Sagen afgøres derfor på det forelæggende grundlag.
Ad spørgsmålet om forældremyndighed
Efter oplysningerne om det særdeles høje konfliktniveau mellem parterne og af de af familieretten an førte grunde finder landsretten, at det er bedst for B, at der ikke etableres fælles forældremyndighed, og at det på nuværende tidspunkt vil stride mod B’s tarv, hvis forældremyndigheden overføres til F, som hun aldrig har mødt og heller ikke kender til. Landsretten tiltræder på den baggrund, at M er frifundet for de af F nedlagte påstande om forældremyndighed.
Ad spørgsmålet om samvær
Det følger af forældreansvarslovens § 19 , at barnets forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for barnet at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4. Spørgsmålet i sagen er, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
Landsretten tiltræder af de af familieretten anførte grunde, at det vil være bedst for B, at der etableres kontakt til F, og at dette skal ske ved, at der i en periode fastsættes overvåget samvær mellem dem i Familieretshusets regi, og at samværet afvikles med den varighed og de intervaller, der er bestemt i familierettens dom, dog således at antallet af overvågede samvær fastsættes til 10.
Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at B aldrig har mødt F, og at der efter sagens særegne omstændigheder skønnes at være behov for en længere periode til at få opbygget en relation mellem B og F.
Landsretten tiltræder desuden, at det er Familieretshuset, der efter afviklingen af de overvågede samvær, træffer afgørelse om det fortsatte samvær, medmindre parterne selv indgår aftale herom.
Med denne ændring stadfæster landsretten familierettens dom.
(Resultatet i landsretten:
M fortsat eneforældremyndighed.
10 overvågede samvær af 1½ times varighed med to ugers mellemrum med F efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.)
Kommentar:
Det ærlige råd til en M i en situation som denne kunne vist være, at hun skulle have «glemt», hvem der kunne være far.
Jeg tænker, at jeg ikke vil inddrage en sag af denne karakter i gruppen om samværschikane, selv om man godt kunne gøre det. Det er trods alt ganske særlige omstændigheder.
Min generelle holdning til domstolenes overbelastning af Familieretshuset med idelige overvågede samvær burde efterhånden være kendt af læserne på denne hjemmeside. Alligevel linker jeg til min artikel om Rørdam udvalgets rapport fra 2023 og citerer derfra:
” Lidt om at trække sager i langdrag.
Udvalget er også inde på den problemstilling, der består i, at det har været væsentlig i forbindelse med det familieretlige system, at det skulle forkorte sagstiderne. Her citerer jeg udvalget på side 6 f.n.:
”Fra 2007 lå kompetencen til at træffe isolerede afgørelser om samvær stadig hos de administrative myndigheder, nu statsforvaltningen med klageadgang til Familiestyrelsen. Imidlertid fik domstolene mulighed for efter påstand at træffe afgørelse om samvær, når en sag om forældremyndighed eller bopæl var indbragt for domstolene. Formålet hermed var, at forældrene ved én afgørelse i samme regi skulle kunne få afgjort både spørgsmålet om forældremyndighed eller bopæl og spørgsmålet om samvær – fremfor efter domstolenes afgørelse af spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl at skulle henvende sig til statsforvaltningen, hvis de ikke var enige om samvær.”
Det er ærlig talt min opfattelse, at domstolene i øjeblikket har en tendens til at være ”skurken”, der trækker børnene ekstra gennem sølet.
En vildt uheldig tendens synes at være dommernes tilbøjelighed til at iværksætte et antal overvågede samvær i den (naive) tro, at det afhjælper problemerne, der har været årsag til den sag, de behandler. Dommernes forudsætning synes at være, at det enten i sig selv løser problemerne, eller at de overvågede samværs konklusion skal føre til fornyet behandling forfra i systemet. Prøv for eksempel at læse mine kommentarer til en ØLD fra 1. juni 2023”
Se også om emnet TFA 2023/421 ØLD.
Det er temmelig uforståeligt, hvad domstolene efterhånden udsætter børn for.
Viggo Bækgaard
22. november 2023