Ikke midlertidigt samvær for F med B på 10 år. Formalitet om, at Familierettens afgørelse burde være truffet ved kendelse og ikke dom. Formalitet om ”for sent oplagte bilag”, TFA 2022 389/ØLD
Byrettens begrundelse:
Indledningsvis bemærkes, at F’s advokat har lagt fire bilag op på portalen efter datoen for en mellem parterne aftalt præklusion. M’s advokat har protesteret imod dette. Bilagene, der dels består af en korrespondance, som M kender til, dels af to artikler til støtte for processkriftet, tillades at indgå i sagen.
Retten finder, at det efter sagens oplysninger kan lægges til grund, at B er en udfordret dreng, og at der ikke kan ses bort fra, at en del af dette skyldes forældrenes meget høje konfliktniveau. Retten får også indtryk af, at B’s netværk er meget spinkelt, da det i det væsentlige synes at bestå af mor og bedsteforældre, der er oppe i årene. Det må under alle omstændigheder give anledning til bekymring for hans trivsel.
F har i sine bestræbelser på igen at få samvær med B til tider været grænseoverskridende. Henset til de vanskeligheder, som skolen, PPR og BBU beskriver, at B har, har han vel heller ikke været tilstrækkeligt rammesættende for B. En del af rammesætningen er også at vise, at aftaler om afhentning og aflevering skal overholdes.
Imidlertid finder retten, at det må antages, at der kan arbejdes med dette, og at det vil være det bedste for B at have kontakt til begge sine forældre. Henset til B’s alder og diagnoser samt det indledningsvis anførte om hans spinkle netværk finder retten ikke, at der kan lægges afgørende vægt på B’s egen vurdering heraf.
Retten finder derfor, at Familieretshusets afgørelse af 25. maj 2021 skal ophæves, og at der i stedet, inden afgørelsen af hovedsagen om samvær, som nu også verserer for retten, skal etableres 5 overvågede samvær af to timers varighed over en periode på 10 uger.
Landsrettens begrundelse:
Denne ankesag vedrører alene spørgsmålet om fastsættelse af midlertidigt samvær mellem B, født den … 2012, og F.
Det er oplyst af parterne, at hovedsagen om samvær forventes hovedforhandlet af familieretten i juni måned 2022. Det bemærkes, at familierettens dom i denne sag om midlertidigt samvær efter det oplyste er afsagt på et tidspunkt, hvor den nævnte hovedsag om samvær også verserede ved familieretten.
Familierettens afgørelse skulle derfor rettelig have være truffet ved kendelse.
Det fremgår af sagen, at B ikke har haft samvær med F siden april eller maj måned 2020. Perspektiv og synspunkter med hensyn til samværet er belyst ved oplysningerne i sagen, herunder ved de gennemførte børnesamtaler og parternes forklaringer i familieretten.
Efter en samlet vurdering af disse oplysninger sammenholdt med oplysningerne om B og om hver af parterne finder landsretten, at det er bedst for B, at der ikke fastsættes midlertidigt samvær mellem ham og F, heller ikke som overvåget samvær, jf. herved forældreansvarslovens §§ 4 og 29. Familieretshusets afgørelse af 25. maj 2021 vil herefter være at opretholde.
Landsretten ændrer på den anførte baggrund familierettens dom, således at der ikke fastsættes midlertidigt samvær mellem B og F.
Kommentar:
I det nye familieretlige system kan formaliteterne godt virke lidt uoverskuelige også i forhold til den almindelige civilretlige procesgang.
Som bekendt starter alle forældreansvarssager i Familieretshuset. Familieretshuset skal i princippet ”forberede” sagen til retten. Men Familieretshuset kan også under den forberedelse træffe midlertidig afgørelse om samvær. Det er sket i denne sag, hvor Familieretshuset har stoppet samværet midlertidigt. Den afgørelse kan særskilt indbringes for Familieretten og er blevet det. Sideløbende har Familieretshuset afsluttet sin ”forberedelse” af den egentlige samværssag og har oversendt sagen til Familieretten.
Derfor er der TO sager i Familieretten om samme spørgsmål: en om Familieretshusets midlertidige afgørelse og en om det endelige samvær. Denne sag vedrører det første spørgsmål. Altså kun om det midlertidige samvær.
DERFOR siger landsretten formelt, at dommeren burde have truffet afgørelse ved kendelse og ikke ved dom. I disse sager kan Familierettens afgørelse ikke indbringes for landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, som man fik.
Det andet formalitetsspørgsmål handler om, at man i civilprocessen generelt har nogle ret klare regler om, at det sagens kan blive ”for sent” at fremlægge nye dokumenter. De principper gælder sådan set også i forældreansvarssager, men retterne er i praksis noget mere tilbøjelige til at godkende sene fremlæggelser. Ofte tillægges det stor betydning, at parterne kender til materialet i forvejen, hvilket også indgår som begrundelse her.
Der er ikke så meget at sige til selve resultatet. Jeg tolker det sådan, at landsretten har tænkt, at den ”rigtige sag” jo er i gang, og at det henset til de samlede oplysninger er mest hensigtsmæssigt, at der ikke sker for store aktuelle ændringer, før der skal træffes en endelig afgørelse.
Viggo Bækgaard
30. december 2022