Ikke §20 samvær som ”nærstående” for 2½ årig P, der var donorbarn, med storebrors far, som P aldrig har boet sammen med, Retten i Helsingør 7. marts 2022 – utrykt
Uddybende forklaring om baggrunden i kommentaren nedenfor. Dommen bør bestemt læses sammen med dommen om samvær for storebror D afsagt samme dag.
Byrettens begrundelse:
P er omkring 2 ½ år gammel. Hun havde sidst samvær med A den 29. juni 2021. Forud herfor har hun sammen med sin storebror D – og til dels også alene – haft samvær med A, både hos M og hjemme hos A selv.
M har siden sidste samvær fastholdt, at hun ikke vil udlevere P til samvær med A. Der er afsagt flere afgørelser om udlevering af P til samvær med A, og der er fastsat tvangsbøder, senest ved afgørelse af 21. december 2021 med 3.000 kr. pr. samvær.
M har under hovedforhandlingen fastholdt, at hun under ingen omstændigheder vil udlevere P til samvær med A. Konflikten herom synes i det væsentlige at være begrundet i As kontakt til myndighederne begrundet i en bekymring for Ms personlige tilstand og dermed en bekymring i forhold til både P og Ds trivsel hos M.
M har forklaret, at hun oplever, at P efter deres fælles 4 ugers sommerferie i juli 2021 har været mere glad og ikke forpint af relationen til A.
Der er ikke hjemmel til, at Familieretten kan gennemtvinge samværet. Der kan alene som sket fastsættes dagbøder, når P ikke udleveres til samvær med A.
Tvisten omkring samværet mellem P og A synes i det væsentlige at begrunde det høje konfliktniveau mellem M og A, og det har en direkte skadelig virkning for deres fælles barn D.
Efter en samlet vurdering af disse oplysninger er det Familierettens vurdering, at det ikke er bedst for P, at der fastsættes samvær mellem hende og A, jf. forældreansvarslovens § 20, jf. § 4
Derfor tages Ms påstand om frifindelse til følge.
kommentar:
Det skal til indledning nævnes, at jeg repræsenterede M både i denne sag og i sagen med parternes fælles søn D. Man kan selvfølgelig sagtens indlæse det i min kommentar.
Det er unægtelig en mærkelig sag. Den kombinerer helt reelle og interessante problemstillinger om samvær med ”barnets nærmeste pårørende” efter forældreansvarslovens § 20 med ”drømmen om et godt liv og samarbejde” over for en nærmest ”ulækker krig” mellem voksne.
Problemstillingen er grundlæggende, at M og A var samboende i ca. 3 år fra 1015 til januar 2018. De får sammen sønnen D, der er født i juli 2015.
Da de går fra hinanden, etablerer de en samværsordning for D, hvilken ordning i det allervæsentligste fungerede, indtil ”sagerne opstod”.
Efter samlivsophævelsen vælger M at få et barn nr. 2 som donorbarn med anonym donor. Tankegangen er, at der så ikke bliver for stor aldersforskel på børnene. P fødes i juli 2019.
På det tidspunkt og det næste stykke tid er forholdet mellem M og A sådan, at M danner sig en forestilling om, at det ”nok” vil være godt, hvis A kunne blive en slags social far for P. M er selv vokset op med skilsmisseforældre, hvor hun havde ringe kontakt med sin egen far. Det ville hun ikke udsætte sine børn for.
M og A taler om, hvordan de skal tilrettelægge ”livet” efter deres samliv. M forsøger at formidle en relation mellem P og A.
Mange vil sandsynligvis tænke på situationen som ganske absurd. Men situationen er faktisk i starten af 2020 sådan, at M ”stiller krav” til A om, at han skal tage P med på samvær sammen med D. Det går så vidt, at A på et tidspunkt retter henvendelse til politiet (marts 2020). Heri beklager han sig over, at M stiller krav om, at A tager P med på samvær, selv om det ikke er hans datter.
Det ender så med, at de indgår en formel samværsaftale vedrørende P senere i april 2020. Den samværsordning fungerer i knap et år. Derefter går der for alvor kamp mellem A og M.
A stiller nu i Familieretshuset krav om udvidelse af samværet med D. Under den sag udvider han påstanden til, at han også skal have bopælen for D.
M har på grund af alvorlige uoverensstemmelser i sommeren 2021 stoppet samværet mellem A og P.
Under sagsforløbet i Familieretshuset sørger A for at lave social underretning på M angiveligt begrundet i hendes psykiske ustabillitet. Det er fremgået, at han har været understøttet af sin advokat i henvendelserne til de sociale myndigheder. Begrundelsen fra advokaten var, at man søgte hjælp fra kommunen til at få etableret et samarbejde.
Her spiller ordvalg en vis betydning. Underretning er det velkendte udtryk for den slags. Det ved enhver – og i al fald enhver advokat. Man ved også professionelt, hvad den psykologiske virkning er af den slags underretninger.
A og advokaten anmoder nu i Familieretshuset om en midlertidig samværsafgørelse vedrørende P. På det tidspunkt er M ikke repræsenteret af en advokat.
Familieretshuset træffer en afgørelse om midlertidigt samvær i begyndelsen af oktober 2021. Den afgørelse ”brokker” M sig over. Familieretshuset indbringer Ms klage fra Familieretten (helt efter bogen). M får først rettet henvendelse til advokat den dag, hvor afgørelsen stadflstes af Familieretten.
Helsingør Rets dom om midlertidigt samvær, der ”jo” er truffet på skriftligt grundlag lyder i sin begrundelse sådan:
”Efter de foreliggende oplysninger lægger familieretten til grund, at M har forældremyndigheden alene over P, der er født den * juli 2019 og derfor p.t. er 2 år og 3 måneder gammel. Der er ikke registreret en far, og parterne er enige om, at A ikke er far til P.
A er derimod far til Ps storebror D, som M også er mor til.
Familieretten lægger videre til grund, at A og M boede sammen, efter at Ps storebror blev født, og at A har haft samvær med Ps storebror, efter at M og A gik fra hinanden.
A fik også tidligt samvær med P, og det var på tale at han muligt skulle adoptere P, hvilket dog ikke skete.
Parterne indgik den 10. april 2020 aftale om samvær vedrørende P, og A har i vidt omfang haft samvær med P i overensstemmelse med aftalen indtil den 29. juni 2021, hvor samværet blev afbrudt af M.
Familieretten lægger endelig på grundlag af vuggestuens udtalelse til grund, at P jævnligt er blevet hentet af ”far A”, at hun er glad for at se ham og løber ham i møde, samt at hun i perioder har savnet ham.
Familieretten lægger derfor til grund, at A kan anses som Ps nærmeste pårørende efter forældreansvarslovens § 20, stk. 1, og at P forud for ansøgningen om samvær havde en sådan tilknytning til A, at der kan fastsættes samvær mellem dem – herunder midlertidigt samvær mens sagen om samvær verserer i Familieretshuset og ved familieretten.
Familieretten lægger til grund, at Familieretshuset ved angivelsen af omfanget af det samvær, der var aftalt mellem parterne, har ”sammenlagt” weekendsamværet og hverdagssamværet i de ulige uger, således at der samlet var aftalt samvær fra torsdag til lørdag. Det midlertidige samvær findes derfor – efter optrapningen – at svare til det samvær, der fremgår af aftalen fra 10. april 2020.
Familieretten anser derfor det midlertidige samvær som fastsat ud fra det, der er bedst for P, jf. forældreansvarslovens § 4.
På denne baggrund, og da det, der er fremkommet for familieretten, ikke kan føre til andet resultat, stadfæster familieretten afgørelsen.”
Om tvangsfuldbyrdelse i Familieretten bruger jeg lidt provokerende udtrykket ”fogedretten”, som man jo formelt har afskaffet i disse sager. Men som jeg nogle gange siger. ”Ølse for, ølse bag: pølsen bevarer dog sin smag.”
M kontakter nærmest på dagen for Familierettens afgørelse advokat. På det tidspunkt har A allerede kontaktet Familieretten i Helsingør med henblik på tvangsfuldbyrdelse. Tidsforløbet om det har jeg ikke brugt tid på at repetere detaljeret til brug for denne artikel/domsbeskrivelse.
Men faktum er i al fald, at der gennemføres et ”fogedretsmøde”, hvor ”fogedfuldmægtigen” bruger vældig megen energi på at belære M om, at hun skulle efterleve dommen, der jo var ganske ny.
I starten har M ikke advokat med til møderne i ”fogedretten”. At det så i virkeligheden heller ikke havde den store betydning følger af det efterfølgende.
Nu forelå der så en afgørelse i Familieretshuset om samvær, der var indbragt for Familieretten, der som en slags stempelmyndighed bare stadfæster.
Faktum som beskrevet i begrundelsen er ikke forkert. Det er rigtigt, at M ønskede, at A og F skulle have samvær. Men det problematiseres ikke, at konflikten på tidspunktet for Familieretshusets afgørelse allerede er temmelig optrappet.
De reelle juridiske problemstillinger omkring ”nærmeste pårørende” og forældreansvarslovens § 20 bliver heller ikke behandlet hverken i Familieretshuset eller i Familierettens ”stempel-stadfæstelse”.
Man kan ikke uden videre anke en afgørelse, der er truffet af Familieretten som klagesag i forhold til landsretten. Det kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse. Advokaten søgte sådan tilladelse. Men sagsbehandlingen i nævnet er så langsom, at det ikke giver praktisk mening. Sagen var jo oversendt til realitetsbehandling i Familieretten nu som ”rigtig” samværssag.
Men også den sagsbehandling er jo ikke en hurtig ekspedition.
Så sagen fortsatte i ”fogedretten”
Her er det en ret vigtig detalje kende retsplejelovens § 456 p og 456 q, stk. 2.
Heri står nemlig om tvangsfuldbyrdelse af forældreansvarssager følgende (med det i denne sammenhæng vigtige fremhævet):
§ 456 p:”Fuldbyrdelse efter reglerne i dette kapitel kan kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan endvidere kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.”
§456 q stk. 2: De domme, kendelser, retsforlig, afgørelser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i stk. 1, kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder, jf. § 456 r, stk. 3, eller ved anvendelse af umiddelbar magt ved tilbageholdelse af den forælder, der har barnet, et andet sted end barnets opholdssted eller ved afhentning af barnet, jf. § 456 r, stk. 5. Familieretten er ikke bundet af rekvirentens anmodning ved valg af fuldbyrdelsesmåde. Samvær med andre end barnets forældre kan kun fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder.
Da advokaten kom ind i billedet, forsøgte pågældende at overbevise ”fogeden” om bestemmelsen i § 456 p. (Det skal være bedst for barnet, og ”fogeden” kan hjemvise til Familieretshuset til ekstra behandling.) Det prellede totalt af på ”fogeden”, der – i øvrigt i ret vidt omfang uden at have en børnesagkyndig eller kommunen involveret – udstedte den ene tvangsbøde efter den anden. Advokaten forsøgte at kære i al fald en af de afgørelser helt uden held. Også de afgørelser blev behandlet som ”stempel-stadfæstelser” i landsretten uden reel stillingtagen til de principielle spørgsmål.
Herefter iværksatte advokaten den type civil ulydighed, der bestod i at udeblive fra de fogedretsmøder, som A og hans advokat fremturede med. M havde på grund af det optrappede konfliktniveau tilkendegivet, at hun aldrig ville respektere en afgørelse og var indstillet på at lade sig ruinere af tvangsbøderne frem for at acceptere, at A skulle have et ”retskrav” på udlevering af P.
Under hovedforhandlingen i byretten af ”realitets-sagen” indvilgede A og hans advokat i at tilbage ”fogedsagen”, hvor det ellers var lykkedes advokaten at formå ”fogeden” til at afholde et ”fogedresmøde” 3 dage efter hovedforhandlingen. Dommeren i realitetssagen kom med en klar tilkendegivelse af resultatet.
A valgte nok at tilbagekalde ”fogedsagen”, hvorved tvangsbøderne trods alt bortfaldt, men han valgte ikke at hæve sagen men bad om dom.
Det er så den dom, der nu er afsagt.
Hvad er egentlig hovedproblemstillingerne juridisk og praktisk.
Forældreansvarslovens § 20 handler grundlæggende om, at man i dag kan få ret til samvær som ”nærmeste pårørende” til et barn. Bestemmelsen er grundlæggende tiltænkt situationer, hvor en forælder er død, og hvor der kan være et behov for at sikre for eksempel bedsteforældrene kontakt til børnebørnene. Man kan også forestille sig situationer, hvor forælderen på grund af særlige forhold er aldeles ude af stand til at have kontakt med barnet, og hvor det tilsvarende kan være behov for en sikring af, at barnet får kontakt til en person, som reelt er barnets nærmeste pårørende.
Det er efter bemærkningerne til loven bestemt ikke udelukket, at en ”pap-forælder” kan være nærmeste pårørende i en sådan grad, at det er relevant at sikre en kontakt mellem pågældende og barnet. Men det forudsætter selvfølgelig, at barnet ikke samtidig har en ”rigtig forælder”, som det har formelt samvær med.
Selvfølgelig kan man også sagtens forestille sig en situation som den her foreliggende, hvor det vil være naturligt at bruge § 20. Der er jo en storebror, som har kontakt med sin far. Så det ville på mange måder og ud fra forskellige overvejelser godt kunne være naturligt med et samvær med denne person.
Mange søskende i dag har forskellige fædre. Der er også i den kategori søskende, hvor den ene har samvær med sin far, mens den anden ikke har det. Det ved jeg fra utallige sager.
Nu kender jeg Ms advokat og hans til tider sarkastiske stil. Jeg har fået lov til at læse et processkrift i denne sag. Her bruges ret provokerende ”dagplejemor” som eksempel.
Fra det processkrift citeres:
”Konkret har P haft samvær med A fra hendes niende måned og et år frem. Spørgsmålet er derfor, om denne ganske begrænsede kontakt, berettiger til, at pågældende bliver barnets ”nærmeste pårørende”.
Hvis det skulle være tilfældet, kunne man med samme ret spørge, om ikke det samme gør sig gældende for et barns dagplejemor. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Men er barnets tilknytning i denne konkrete situation egentlig reelt forskellig herfra? Faktisk ja: en dagplejemor ser typisk et spædbarn i 6-8 timer dagligt i nogle år fra forældrenes ophør af barselsorlov, og indtil barnet starter i børnehave.”
M fortæller i øvrigt, at hun forud for indgåelse af aftalen om samvær spurgte i Familieretshuset. Her fik hun at vide, at en sådan aftale ikke ville være bindende, da A jo ikke er Ps far. Det svar er ikke ubetinget rigtig.
Det generelle råd er nok, at man skal være ret forsigtig med sin naivitet.
Viggo Bækgaard
9. marts 2021