Høringssvar samværsvejledningen (samarbejdschikane m.v.)
Vi har netop sendt høringssvar til bekendtgørelse og samværsvejledningen. Du kan se høringssvar august 2015 – samarbejdschikane – børn og samvær.
Bekendtgørelse og vejledning er den administrative opfølgning på de ændrede lovregler, der træder i kraft første oktober. Du kan se en pdf-udgave af vores høringssvar til lovændringerne kan du ser her.
Vil du hellere læse teksten her, lyder den sådan (datering 13. august):
vedr. sagsnr. 2015-338 – Høring over udkast til opdaterede administrative forskrifter som følge af lov nr. 270 af 25. marts 2015, lov om ændring af forældreansvarsloven og retsplejeloven (imødegåelse af samarbejdschikane m.v.)
Landsforeningen Børn og Samvær tiltrådte ved høringssvar af 22. oktober 2014 ho-vedprincipperne i den lovændring, der nu fører ændrede administrative forskrifter med sig.
Om bekendtgørelsen.
Vi har ikke bemærkninger til de standardprincipper, som fremgår af § 10, stk. 3 og hæfter os ved, at det forudsættes, at Statsforvaltningen skal være opmærksom på eventuelle særlige omstændigheder. Det vender vi tilbage til nedenfor i bemærkningerne til vejledningen. Vi har respekt for, at det kan være nødvendigt med en vis automatik i sager, hvor hovedformålet er at sikre en kontakt, som enten ikke er til stede eller på vej til at forsvinde for eksempel i forældrenes opbrudsfase.
§21 er ikke ny men giver anledning til en opfordring til kritisk eftertanke.
Bestemmelsen vedrører den neutralitet, som overordnet skulle ligge i såvel børnesagkyndig rådgivning som konfliktmægling.
Gennem 15 år har vi påtalt, at det ofte opleves hos borgerne, at de bliver manipulerede i Statsforvaltningen. Det påpeges ved anbefaling af såvel børnesagkyndig rådgivning som konfliktmægling, at det foregår i et helt neutralt rum, og at oplysninger, der fremkommer, er fortrolige. Man bruger også i vejledningen udtrykket vandtætte skotter men fjerner dem i realiteten.
Ofte fortæller forældre af begge køn, at de har følt sig manipulerede. Det er efter vores opfattelse bekymrende farligt, at man på såvel et rådgivningsmøde som i konfliktmæglingen kan aftale, at oplysninger afgivet i det fortrolige rum, pludseligt kan bruges alligevel.
Det samme gælder § 21, stk. 5 om muligheden af under mødet pludselig at konvertere rådgivningen til et forum, fra hvilket der pludseligt kan udarbejdes en sagkyndig udtalelse.
I den sammenhæng er det ikke nok at trøste os med, at det jo kræver et samtykke. Sandheden er, at der fra tid til anden sker et pres på forældrene.
Landsforeningen Børn og Samvær er ikke tilfredse med, at socialrådgivere i stigende omfang benyttes som børnesagkyndige. Efter vores bedømmelse er det et rent økonomisk valg, som kan forringe muligheden for en saglig vurdering.
En børnesagkyndig bør altid være en børnepsykolog. Alene det forhold, at man kan indgive klage til psykolognævnet over en psykolog men ikke over en socialrådgiver, forringer retssikkerheden for såvel børnene som forældrene.
Vi konstaterer, at loven blev således, at det er Statsforvaltningen og ikke fogeden, som sørger for børnesagkyndig rådgivning under fogedsagen. § 18 er derfor i overensstemmelse med loven. Fremgangsmåden er uanset det uhensigtsmæssig af de grunde, vi anførte i høringssvaret til loven.
Vejledningen.
Bemærkningerne her følger kronologien i vejledningen.
Barnets perspektiv – bedst for barnet.
Til indledning bemærkes generelt, at begreberne ”barnets perspektiv” og ”barnets bedste” er udefinerbare begreber, som alle gennem mange år har haft svært ved at få rigtigt fat om.
De fleste ved vist godt, at i et far-perspektiv er ”barnets bedste” et tidsfænomen og næsten kun det. Samvær skal i det perspektiv være milimeterretfærdigt i dage, timer og minutter. Fagfolk ved godt, at sådan er det ikke.
Der vil derfor fortsat være behov for, at nogen giver sig i kast med at få defineret de to begreber.
Vi kunne også ønske os, at det et sted i vejledningen præciseres, at man skal være opmærksom på, at børn skal høres, men at de ikke skal bestemme. Det, som kommer ud af munden på barnet, er ikke nødvendigvis udtryk for de reelle ønsker og ofte slet ikke udtryk for, hvad der reelt er bedst for barnet. Det ville hjælpe rigtig meget på den generelle forståelse, om det bliver belagt med ord i vejledningen.
Blankettvang.
Punkt 2.1.1. om blanketter og digital selvbetjening virker forvirrende og bør præciseres.
Det bør således ikke med paragrafhenvisninger men i opremsningsform anføres præcist, på hvilke områder, der er blankettvang for borgerne, og i hvilket omfang man også har tænkt sig, at partsrepræsentanter som f. eks. advokater skal tvinges til at rette henvendelse i blanketform.
Hvem deltager i møderne fra Statsforvaltningen.
I såvel den nuværende vejledning som i udkastets pkt. 3.1, underpunkt 8 anføres, at det bør nævnes i indkaldelsen, hvem der deltager fra Statsforvaltningen i vejledningsmødet, herunder deres profession. Det anføres i praksis ikke, hvilke personer, der deltager. Vi ønsker ordet ”profession” ændret til ”uddannelse”. Vi har behov for at vide, om sagsbehandleren er en videreuddannet HK-er, og om den børnesagkyndige er psykolog eller socialrådgiver.
Landsforeningen Børn og Samvær er enig i, at det vil være hensigtsmæssigt at kende navnet på deltagerne på forhånd. Selv om der er kolossal udskiftning i medarbederstaben, har vi kendskab til mange af de ansatte. Det kan være rigtig rart at kunne vejlede borgerne herom. Der er stor forskel på sagsbehandlere og børnesagkyndige.
Om udeblivelse og forhaling af processen.
Vi er enige i, at hurtige møder i Statsforvaltningen er gavnlig for sagsbehandlingen og også i, at chikanøs udeblivelse ikke accepteres.
Derimod er det ikke tilfredsstillende for borgerne, at Statsforvaltningen skal kunne presse borgerne til at finde en anden partsrepræsentant, som det ganske vist med pænere ord anføres i pkt. 3.1. Her må der udvises en betydelig tilbageholdenhed, men det er selvfølgelig uacceptabelt, hvis pågældende først kan deltage lang tid ud i fremtiden.
Rådgivningsmøder.
I punkt 3.6.3.1 gentages fra tidligere vejledning, at der har udviklet sig tre grundformer for sagsbehandleres deltagelse i rådgivningsmøder.
Det er uacceptabelt, at der overhovedet deltager sagsbehandlere i den børnesagkyndige rådgivning. Illusionen om et frirum, hvor man kan modtage rådgivning uden konsekvenser for sagsbehandlingen, bliver på den måde netop en illussion, jfr. vore bemærkninger ovenfor.
Manipulationslysten er stor i Statsforvaltningen for at gennemtrumfe aftaler. Det er den lyst, som kommer til udtryk i den udviklede praksis.
Situationen forværres af, at vi som udgangspunkt i telefonrådgivningen må fortælle, hvad tankerne er om børnesagkyndig rådgivning, og at det som udgangspunkt ikke er ”comme il faut” at tage bisidder eller partsrepræsentant med til rådgivningsmødet.
I virkeligheden er den side af hele processen et af de ellers aftagende negative elementer.
Den børnesagkyndige rådgivning i Statsforvaltningen i forbindelse med fogedforretninger er vi som tidligere anført overordentlig kritiske over for.
I pkt. 3.6.3.1 bør tilføjes denne sætning:
”Den børnesagkyndige har pligt til at sikre, at barnet ikke udleveres til overgreb, hvad enten det er fysisk, psykisk eller seksuel vold”.
Om midlertidigt samvær og begrundet tvivl.
I pkt. 5.2.5 om midlertidigt kontaktbevarende samvær anføres, at der ikke skal fastsættes midlertidigt samvær, hvis der er begrundet tvivl om, hvad der er bedst for barnet.
Her kunne vi ønske os en præcisering med eksempler og/eller en tjekliste. Endvidere bør der udstikkes retningslinjer for, hvad der konkret skal være belyst i disse sager, hvor der er tvivl.
Det er endvidere påtrængende nødvendigt at slå fast, at Statsforvaltningen skal tage enhver bekymring alvorligt og forholde sig til den konkrete bekymring i den afgørelse, som træffes. Det undlades ganske ofte i dag.
Bopælsforælderens ferie.
I høringssvaret fra oktober 2014 gav vi udtryk for et ønske om, at der skabtes hjemmel til at fastsætte såvel samværsforælderens som bopælsforælderens ferie. Det ønske blev ikke opfyldt ved lovændringen. Med vejledningens punkt 10.3 mener vi, at man er gået et skridt for langt, når man fastslår, at bopælsforælderen skal søge om ferie, hvis ferien falder sammen med samværet. Her foretrækker vi, at ”for meget ferie” afgøres med erstatningssamvær, hvis det har chikanøs karakter.
Subsidiært i forhold hertil kunne det anføres, at bopælsforælderens valg af ferie skal tage hensyn til samværet, så det i videst muligt omfang undgås, at bopælsforælderens ferie kolliderer med samværet. I den sammenhæng bør det understreges, at Statsforvaltningen kan fastsætte erstatningssamvær ved misbrug af bopælsforælderens ferie.
Forældreevneundersøgelse.
Generelt ser vi tiltag som de, der er taget i den seneste lovændring og i denne samværsvejledning, som positive. Men man skal ikke være blind for, at det ikke kun er bopælsforælderen, som udøver chikane til skade for børnene. En sådan chikane skal selvfølgelig kunne påvirke omfanget og arten af samvær.
Vi er ikke mindst derfor fortalere for øget brug af forældreevneundersøgelser i samværssager.
I pkt. 14.1 næstsidste afsnit bør tilføjes, at en forældreevneundersøgelse bør gennemføres, hvis der er mistanke om relevant manglende empati eller grænseoverskridende adfærd.
Med venlig hilsen
Landsforeningen Børn og Samvær
Viggo Bækgaard
Formand og Talsmand
advokat (H)