Fri proces til M i sag om tvangsfuldbyrdelse, TFA 2024/279 VLK

Fri proces til M i sag om tvangsfuldbyrdelse, TFA 2024/279 VLK

Byrettens begrundelse (Sønderborg)

Retten finder efter de foreliggende oplysninger, at parternes konflikt ikke kan anses for at være af en sådan karakter, at der sammenholdt med oplysningerne om sagens forløb i Familieretshuset, sagens kompleksitet, omfang og juridiske problemstilling er grundlag for at fastslå, at M har behov for advokatbistand under tvangsfuldbyrdelsessagen, jf. retsplejelovens § 456q, stk. 1, jf. § 500, stk. 2, hvorfor bestemmes

M meddeles ikke fri proces.

Landsrettens begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at Familieretten i Sønderborg den 8. marts 2024 afholdt et mundtligt retsmøde, hvor spørgsmålet om F’s erstatningssamvær med sønnen, B, blev behandlet.

Efter afholdelse af børnesamtale med B tilkendegav familieretten, at der efter indholdet af børnesamtalen ikke skulle fastsættes erstatningssamvær. F accepterede familierettens tilkendegivelse.

Familieretten traf allerede den 5. marts 2024 afgørelse om, at M’s anmodning om fri proces ikke blev taget til følge. Familieretten fandt, at der ikke ud fra de foreliggende oplysninger var grundlag for at fastslå, at M havde behov for advokatbistand under tvangsfuldbyrdelsessagen.

Det følger af retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 500, stk. 2, at familieretten i sager om fuldbyrdelse af bl.a. samvær kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand i familieretten.

På baggrund af oplysningerne om sagens samlede forløb og omfangd for familieretten sammenholdt med oplysningerne om konfliktniveauet mellem parterne finder landsretten, at M må antages at have haft behov for advokatbistand under sagens behandling i familieretten.

Landsretten ophæver derfor familierettens kendelse af 5. marts 2024 og hjemviser sagen til fornyet behandling ved Familieretten i Sønderborg.

Kommentar.

Jeg læser afgørelsen som i al fald Vestre Landsrets forståelse for, at disse tvangsfuldbyrdelsessager af og til er så konfliktfyldte, at det giver mening for parterne at have en advokat med, og at det er rimeligt at give fri proces i al fald i de lidt mere komplekse sager.

Viggo Bækgaard

16. september 2024