Fortsat ene forældremyndighed hos M. Behandling af forlig om feriesamvær i byretten afvistes af landsretten, TFA 2022/248 ØLD
Byrettens begrundelse: (Hillerød)
Familieretten lægger til grund, at det fortsat er svært for sagsøgte at rumme samarbejdet med sagsøger, hvilket er begrundet i forløbet omkring graviditeten, herunder sagsøgers afvisning af at være far til B.
Der er derfor påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om B’s forhold til barnets bedste, og at det er bedst for B, at M fortsat skal have forældremyndigheden alene over B, hvorfor sagsøgte frifindes for sagsøgers påstand om fælles forældremyndighed.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.
Efter familierettens samlede vurdering af barnets forhold, herunder at der ikke er forhold hos barnet, som kan føre til, at omfanget af B’s samvær med sagsøger ikke skal udvides, skal B have samvær med F som nedenfor bestemt.
Retten har endvidere lagt vægt på, at sagsøgtes holdning til sagsøger belaster B i afleveringssituationen, hvorfor aflevering i hjemmet bør begrænses mest muligt.
Vedrørende spørgsmålet om hvem, der henter og bringer, finder retten, at det normale udgangspunkt bør være gældende, således at sagsøger henter barnet til samvær og sagsøgte afhenter barnet hos sagsøger, når der ikke skal ske aflevering fra samvær i skolen.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Resultat
M frifindes for Fs påstand om fælles forældremyndighed. M har således fortsat eneforældremyndighed.
Byretten fastsatte bestemmelse om samvær og transport.
Landsrettens begrundelse:
M har forældremyndigheden alene i henhold til en aftale mellem parterne. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder de svære samarbejdsproblemer mellem parterne, finder landsretten, at det er bedst for B, født den … 2012, at M i hvert fald på nuværende tidspunkt fortsat har forældremyndigheden over B, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 14, stk. 1. Landsretten tiltræder derfor, at M frifindes for F’s påstand om fælles forældremyndighed.
Det fremgår af familierettens dom og retsbogen fra hovedforhandlingen, at parterne har indgået et retsforlig om samvær i forbindelse med vinterferie, efterårsferie, påskeferie, sommerferie og om bortfald af samvær mv. Indholdet af parternes aftale fremgår af dommen. M har gjort gældende, at der ikke er indgået et sådant forlig. Det fremgår af retsplejelovens § 270, stk. 2, 1. pkt., at spørgsmålet om gyldigheden af indgåede forlig henhører under retterne i første instans. Uanset det oplyste om forløbet vedrørende forliget, herunder familierettens efterfølgende berigtigelse af forligsteksten, finder landsretten herefter, at indsigelser angående det nævnte spørgsmål ikke kan gøres til genstand for prøvelse under anken. Landsretten tager derfor F’s afvisningspåstand til følge.
Om det øvrige samvær bemærkes, at der ved en stillingtagen til fastsættelse af samvær skal foretages en konkret og individuel vurdering af, hvilken samværsordning der vil være bedst for det pågældende barn, jf. herved forældreansvarslovens §§ 19 og 21. Efter oplysningerne om det hidtidige samvær mellem B og F og om parternes samarbejde omkring afleveringssituationen tiltræder landsretten, at der er fastsat samvær som bestemt af familieretten med de ændringer, som fremgår nedenfor, idet landsretten herunder ikke finder grundlag for at træffe generel bestemmelse om transport i forbindelse med samvær. Landsretten bemærker herved, at transport af barnet i forbindelse med samvær er forældrenes fælles ansvar, jf. forældreansvarslovens § 19, stk. 2.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten herefter familierettens dom.
Resultat:
Familierettens dom vedrørende forældremyndighed stadfæstes, således at M frifindes for F’s påstand om fælles forældremyndighed.
M’s påstand om B’s samvær med F i forbindelse med vinterferie, efterårsferie, påskeferie, sommerferie og om bortfald af samvær afvises.
Familierettens dom vedrørende det øvrige samvær stadfæstes med de ændringer, at der ikke træffes bestemmelse om transport i forbindelse med samvær.